Jeg er netop kommet hjem efter en aldeles forrygende weekend på litteraturfestivalen Vilde Universer. Jeg skrev om min deltagelse for nylig, men nu har jeg haft den fulde oplevelse. Fredag aften tog jeg til Aarhus, fordi der var opvarmningshygge på Folkestedet ved Godsbanen, hvor festivalen blev afholdt. Jeg mødtes med Jannik Landt Fogt, som har været redaktør på den lille novellesamling, jeg blev udgivet i sidste år. Det var instant bonding, vi oplevede. En kindred spirit, som jeg fik en flere timer lang snak med om litteratur, om bogmarkedet, om tegneserier og alt muligt andet. 

Lørdag skulle jeg deltage i et panel om dystopiske fortællinger sammen med de to andre forfattere Anne Saabye og Mette Østergaard Filsø samt Jannik. Vi blev modereret af Louise Willingsøe, som vi havde talt med forinden som forberedelse til panelet. Det var en fed oplevelse. Vi havde en god snak, som både kredsede om de dystopiske fornemmelser i vores virkelige verden lige nu, men også litteraturens rolle som et sted, hvor det dystopiske samfund kan udforskes. Vi havde et engageret publikum, som flere gange resten af weekenden er vendt tilbage for at tale om emnerne. Det har været virkelig inspirerende.

Efter panelet havde jeg lejlighed til at overvære en række andre foredrag/paneldiskussioner om en række interessante emner inden for fantasy/sci-fi/horrorgenren. 

En anden fed ting, jeg oplevede, var at deltage i en flash-fiction workshop. Flash-fiction er ultrakorte tekster, som knap kan karakteriseres som noveller. De ligger i grænselandet mellem en tanke, lyrik og korte noveller. Vores opgave var at skrive 3 såkaldte “Drabbles” hvilket er tekster på præcis 100 ord. Den første skulle være uden en tanke – bare skriv hvad der falder dig ind. Den anden skulle være ren dialog. Ingen beskrivelse af, hvem der taler. Og den sidste skulle være en “Vi-fortæller”. Efter skriveprocessen skulle vi læse vores tekster op for hinanden og give kritik. Det var superfedt. 

Min første tekst i den workshop er følgende:

Hun står på kanten af klippen og stirrer ned i dybet. Vinden løfter et øjeblik hendes lange hår og får hendes frakke til at pose ud omkring hende. Hun vakler. Hendes tanker bliver et øjeblik afbrudt af et blik på sig selv. Håret må se elegant ud, hvis en betragter ser med i øjeblikket, men den posede, blafrende frakke ødelægger poesien. Hendes tårer er tørret ud og har efterladt salte spor på hendes kinder. Hendes tanker vender tilbage til det, hun må gøre. Det uafvendelige. Hun tøver endnu engang. Så træffer blæsten beslutningen for hende. Suget i maven før mørket.

Min Vi-fortællertekst var inspireret af et meme, jeg så engang på internettet. En person foreslog, at man kunne lave en fed film om en mand, som bliver kidnappet af rumvæsner blot for at vise sig at være en psykotisk seriemorder, som slipper løs på rumskibet og giver sig til at slå rumvæsenerne ihjel. Det kom der denne 100 ords drabble ud af:

Alt håb er ude for os. Selvom vi er prøveorganismen langt overlegen teknologisk og udviklingsmæssig, er vi dødsdømte. Vi troede, vi indsamlede en gennemsnitlig han fra den dominerende art på planeten, men nu har den sat vores systemer ud af spil, og afliver os med en grusomhed og en effektivitet, som vi aldrig tidligere har set. Det er som om organismen får nydelse ud af drabene. Vi havde overvåget den i længere tid. Et gennemsnitligt eksemplar. Nogle gange forsvandt den godt nok fra vores overvågning på nogle underlige tidspunkter, og når den kom tilbage brændte den sin uniform. Log slut

Inden jeg tog afsted søndag fik jeg en lang samtale med en af tilhørerne fra panelet, som selv er forfatter. Hun var interesseret i mine professionelle tanker om unges læsevaner, og hvad man kan gøre for at styrke litteraturens rolle for unge mennesker. Det var en spændende samtale, som jeg måske vil uddybe i et senere opslag. Nu vil jeg slappe af og nyde resten af min søndag.