Julens ånd – af Christian Wilde

Dybt inde i Cheyenne Mountain blippede en computer, og et rødt lys begyndte at blinke. Gerald Swift var på vagt den juleaften. Han var ny, og hans foresatte var gået hjem med høj feber og en grim hoste. Gerald havde gennemført træningen i den station, han bemandede, men han var anspændt og ivrig efter at gøre sit bedste. Det røde lys og det tydelige blip fik ham til at rette sig op i stolen. Han så intenst på radarskærmen på sin konsol. Over Vestgrønland bevægede en radarkontakt sig afsted med en hastighed, som kun kunne betyde én ting: Et raketangreb var under opsejling.

Han havde aldrig rigtigt troet, at han skulle opleve det. Russerne var vel ikke tossede nok til at iværksætte et atomangreb på mægtige USA. Og slet ikke juleaften? Han trykkede intercom-knappen ned og kaldte aftenens øverstbefalende hen til sin station. Kaptajn Benns var kun et par år ældre end Swift og kun marginalt mere erfaren. Dette uheldige sammentræf skulle vise sig at være fatalt.

De blev enige om, at en enlig radarkontakt ikke kunne være et storstilet angreb, så de kaldte østkystkommandoen for US Air Force op og fik sendt to jagerfly på vingerne for at skyde raketten ned. Samtidig kaldte de Pentagon op og orienterede dem om situationen. På radarskærmen kunne de nu se to yderligere kontakter i høj fart nærme sig den røde plet. Så skete der noget, som overraskede dem: Den røde plet begyndte at skifte retning på må og få og bevægede sig på en fuldstændig irrationel måde.

De kunne følge med i, hvordan jagerflyene forsøgte at få ram på det ukendte flyvende objekt. Radiokommunikationen mellem flyene og kommandocentralen var usammenhængende. Det var, som om objektet skabte en interferens, som ødelagde deres muligheder for at kommunikere.

Swift bemærkede, at objektet var på vej ud over østkysten. Han kaldte den aircraft carrier group med hangarskibet USS Eisenhower op, som patruljerede dette område.
“USS Eisenhower. Dette er Cheyenne Mountain. Uidentificeret objekt nærmer sig med høj fart. Ilden er fri.”

Han vidste ikke, om meldingen var gået igennem.

Ude på Atlanterhavet sprang en automatiseret luftforsvarskanon til live. Den fulgte objektet, som var dukket op på radaren, og med en skrattende lyd sendte den en byge af eksplosive granater ud i nattehimlen. De detonerede omkring objektet, og i en sky af ild og røg styrtede det ind mod kysten. De to jagerfly, der forgæves havde forsøgt at ramme objektet, kredsede omkring nedslagsstedet. Deres radioer virkede stadig ikke, så kommandocentralen kunne ikke høre deres forbløffelse.

Objektet var en kane, og på den stejle kystklint lå der rester af døde rensdyr overalt. En helikopter nåede frem til stedet og landede øverst på klinten. En deling soldater sprang ud og gik langsomt hen mod kanten. Netop der rakte en behandsket hånd op og greb fat i en græstue, som voksede på klintens kant. Soldaterne så overraskede til, mens julemanden trak sig op. Han så ikke helt ud som i colareklamerne. I stedet for en tyk bamset bedstefar var han høj og muskuløs. Hans gråsprængte skæg var svedet, og hans øjne gnistrede i et omnipotent raseri.

“Hvad fanden har I gang i, røvhuller?” brølede han af soldaterne. De pegede på ham med deres geværer.
“I kan godt spare jer de ærtebøsser,” knurrede han.

Så flimrede luften, og soldaterne stod tilbage uden geværer eller deres tøj på. Deres udstyr lå i en bunke på jorden foran julemanden. Helikopterpiloten var den eneste, som ikke var blevet afvæbnet. Han begyndte febrilsk at starte maskinen op igen. Julemanden så på rotoren, som langsomt begyndte at dreje rundt.

“Hvor skal du hen?”

Han gik hen og rakte op og greb et rotorblad i luften og flåede det af maskinen. Det fik den til at vibrere ukontrollabelt og vælte ud over kanten. Julemanden så til med tilfredshed, mens helikopteren styrtede ned mod stranden og brød i brand.

“Jeg er fandme færdig med jeres pis. I har voldtaget julens ånd i årevis. Nu slutter det,” brølede han henvendt til de rædselslagne soldater. Så flimrede luften igen, og soldaterne faldt én efter én ned mod stranden. Julemanden så ud mod havet og krigsskibene, som lå derude. Med en håndbevægelse sendte han julens magi ud over havet, og inde fra land kunne man se en række eksplosioner sænke skibene et efter et.

Fra Cheyenne Mountain kunne Swift følge med i, hvad der på radarskærmene lignede et overvældende angreb fra en overlegen fjende. Benns og Swift så på hinanden. Så aktiverede de et angreb på skibenes lokation med hypersoniske krydsermissiler. Angrebet havde ingen effekt på julemanden, som blot svælgede yderligere i sit omnipotente raseri.

I Det Hvide Hus i Washington blev præsidenten briefet om tabet af slaggruppen og om, hvordan en urkraft fra svundne tider lige nu raserede hen over det amerikanske kontinent. På alle radiokanaler og på alle fjernsyn kunne man høre julemandens dybe stemme brøle:
“HO HO HOOO, nu er enden nær!”

Præsidenten bad sine mænd om at forsøge at etablere kontakt til julemanden.
“Julemand, vores angreb på dig beror på en misforståelse. Vi må kunne finde en løsning på …”

Julemanden afbrød præsidenten.
“I har ødelagt julens ånd og angrebet mig uprovokeret. Denne verden er ikke længere værdig til julens velsignelser.”

Så ankom han til Washington. I Det Hvide Hus forsøgte Secret Service-agenter at få præsidenten i sikkerhed i bunkeren under huset, men julemandens magi flækkede huset fra hinanden, og han sendte en kile af frostmagi ind og frøs præsidenten og hans mænd til is.

Det amerikanske kontinent var et kaos af frosne byer og flammende vidder. I Washington gik julemanden op mod Lincoln Memorial. Her rakte han en mægtig næve frem og med en magisk bevægelse flåede han Lincoln-statuen ned af sædet, så den knustes i tusind stykker. Så satte han sig med et manisk grin til rette på marmortronen og så ud over det, der kort tid forinden havde været USA’s stolte hovedstad.

“Således forgår julens herligheder,” grinede han.

Dybt inde i Cheyenne Mountain sad Swift og Benns tilbage. De kunne ikke høre julemandens ord, men de følte ordene dybt i deres hjerter. Så dybt, at deres hjerter brast, og stilheden sænkede sig over det store kontrolrum. For evigt.