Denne korte novelle er blevet til som en skriveøvelse, som jeg lavede sammen med mit ældste barn. Baggrunden er en såkaldt “two-sentence horrorstory”, som er et fænomen på internettet, hvor folk digter frydefuldt gyselige historier, som kun må være to sætninger lange. Søg på det og gys. Det er vildt, hvor meget uhygge man kan proppe ind i sølle to sætninger. På sin vis er denne novelle jo en fravigelse fra principperne, da den indeholder langt mere end to sætninger, men vores skriveøvelse gik på at udfolde den lille fortælling og give den fylde og mere baggrund. Den oprindelige historie lyder sådan her “After struggling desperately to move any part of his paralyzed body, just to alert the doctors that he was conscious before they made the first incision, he was relieved to see that one of the nurses had noticed his pupils dilating from the bright light. She leaned in close and, in a whisper that tickled his ear, said ‘You think we don’t know you’re awake?“

Operation af Christian Wilde

Soldaten lå på feltlazarettet. Han var omtåget af det medicin, de havde givet ham. Hvad var der sket? Han huskede svagt angrebet. Befalingsmanden, som brølede ordrer om at rykke frem og hans kammerater, som faldt i hobetal omkring ham. Han følte angsten vælde op i sig. Var han stukket af? Havde han kæmpet? Omkring ham kunne han vagt fornemme, hvordan læger og sygeplejersker foretog triage på de mange sårede. Et kor af forpinte stemmer skreg deres angst og død ud i teltet. Han lå længe og lyttede til krigens glemte symfoni. Medicinen begyndte at aftage, og han følte, at han langsomt steg op til overfladen. En smerte i maven begyndte at melde sig. Han forsøgte at rejse sig, men nu skød hvide ildknive gennem hans mellemgulv og forplantede sig op igennem hans hals. Han faldt stønnende sammen på lejet igen. Med hænderne forsøgte han at mærke, hvad der var med hans mave, men han opdagede, at begge hans hænder var bundet til båren. En angst fyldte ham. Hvorfor var han bundet? Han forsøgte at kalde på hjælp. En sygeplejerske stod i nærheden og var ved at lægge et klæde hen over hovedet på en mand, som manglede halvdelen af sit ansigt. Klædet blev med det sammen rødt af hans blod. Soldatens stemme kvækkede ude af hans kontrol. Alligevel fik han hendes opmærksomhed. Hun kom hen til ham. Igennem angsten og smerten kunne han ikke lade være med at bemærke hendes skønhed. Hun havde det mest fortryllende brune øjne. Et charmerende lille modersmærke prydede hendes øjenkrog. Hun smilte varmt og medfølende til ham.. “Nå du er vågnet op? Vi har måttet fastgøre dine hænder, så du ikke kommer til at forurene dit sår. Du skal opereres om lidt. Vi venter bare på Doktor Bastien”. Hun tog en klud og dyppede den i et glas vand, som stod på et bord ved siden af. “Du må ikke få noget at drikke lige inden, du skal bedøves. Men jeg kan væde dine læber lidt. Her hjælper det?” Hun dryppede lidt vand på hans sprukne læber. Så lod hun en varm hånd ligge på hans kind et øjeblik. Han følte en taknemmelighed for hendes kærtegn. Så kom en mand hen til hende. “Næste levende billede – håber vi da”. Det var Doktor Bastien. Han var høj og med et gennemborende blik. Et gråt viltert hår indrammede hans bestemte ansigtstræk. Sygeplejersken lænede sig frem mod doktoren og mumlede nogle ord. Soldaten kunne ikke høre, hvad hun sagde. Han fornemmede, at det handlede om ham. Bastien nikkede og så på ham med et undersøgende blik. Lidt som når en insektsamler studerer et særligt spændende insekt. Soldaten følte en uro, men slog den hen som en effekt at den medicin, han stadig havde i kroppen. “Ursula vil du køre den tapre herre her på operationsstuen?” Var der en snert af hån i hans stemme? Soldaten kunne ikke placere det. Sygeplejersken nikkede. Så gik doktoren ud af hans synsfelt. Ursula løsnede hjulene på båren og trillede ham afsted gennem feltlazarettets virvar af blod og død. 

Operationsstuen var i et nærliggende telt. Der var sat interimistiske træplader op og rigget lys til. Et lille hold af sygeplejersker stod klar til at tage imod ham. En ældre mand kom ind i synsfeltet. “Jeg er narkoselægen. Om et øjeblik, så giver jeg dig en maske på. Så kan vi på ingen tid få dig på højkant igen, så du rigtig kan tjene fædrelandet”. Soldaten nikkede. En vogn med trykflasker og slanger blev kørt hen til hovedgærdet af båren. Så hørte han døren gå. Han vendte hovedet og så en kvinde og en mand komme ind. De havde operationstøj på og masker for ansigtet. Han kunne genkende Ursula på hendes modersmærke ved øjet. Den ældre mand sagde. “Vi bedøver dig, inden vi løfter dig over på operationsbordet. Så mærker du ingenting.” Han satte en maske for næsen på soldaten og bad ham tælle tilbage fra 10. Soldaten talte: “10 – 9 – 8 – 7…så hørte han sin stemme forsvinde, mens hans hjerne fortsatte nedtællingen. “6-5-4-3-2-1” Han kunne høre den ældre narkoselæge sige: “Så er han under. Lad os løfte ham over på lejet”. De tog lidt hårdhændet fat i ham og løftede ham over på operationslejet med en bump. En ubeskrivelig smerte skød gennem soldatens krop. Hans mave stod i flammer. Han forsøgte at skrige, men ingen lyd ville komme over hans læber. I sin rædsel indså han, at han om lidt ville blive opereret, mens han var ved fuld bevidsthed. Han forsøgte af al magt at tvinge sin krop til at reagere. Løft en finger, forsøgte han at kommandere sig selv til. Intet virkede. Han kunne mærke, at de sprittede hans maveregion af. Den isnende fornemmelse af væsken på huden. Bastien stod klar og betragtede såret i soldatens mave. “Hmmm interessant. Ursula vil du assistere?” Ursula kom rundt om soldatens hoved. Et øjeblik følte han, at han fik øjenkontakt. Hendes smukke brune øjne. Han mønstrede al sin viljestyrke og forsøgte at sende sin angst og rædsel ud gennem sine øjne. Ursula så på ham og fortsatte så. Så stoppede hun. Hun kom tilbage. Han følte en lettelse. Hun så ind i hans øjne. Tog en lille lygte og lyste ham i øjnene. Så lænede hun sig helt frem til hans øre og hviskede, så det kildede i hans øregang: “Tror du ikke, vi godt er klar over, at du er vågen? Det har vi vidst hele tiden – forræder”. Så blinkede hun til ham og trådte smilende hen til Bastien og rakte ham en skalpel.