En lille fortælling om en road-trip i USA, hvor naturens vildskab blev tydelig.

Sierra Nevadabjergene i Californien lå forude. Vi kørte afsted over en ørkenagtig slette og op mod bjergenes udløbere. Morgendisen svævede omkring bjergtinderne og vi havde en destination inde i bjergene. Natten før havde vi tilbragt i det usleste motel i flækken Inyokern.

Motellet lignede noget fra en b-film, hvor de unge mænd på roadtrip ville ende deres dage efter et morderisk overfald af de lokale indavlede rednecks. Men vi havde ikke rigtigt noget valg. Der var over 50 miles til den næste by, og der var ingen garanti for, at der ville være ledige moteller. Vi var for trætte og utrygge ved at slå lejr i vejsiden, hvilket vi bestemt også var blevet frarådet af min amerikanske familie. I receptionen på motellet lugtede der af kål, sved og gammel cigaretrøg. Vi måtte ringe på klokken to gange før indehaveren bandende kom ud fra sit uhumske kontor. Han var en kraftig svedende mand med tykke hornbriller, som gjorde hans øjne små og stikkende. Han have en plettet netundertrøje på og lugtede kraftigt af øl. I hans mundvig hang en cigaret, som vippede når han talte. 

Vi forhørte os om han havde et ledigt værelse med to senge? Nej, han kunne kun klare et værelse med en kingsize dobbeltseng, så vi måtte tage os til takke. Ude på parkeringspladsen holdt en flok mænd parkeret i deres skramlede pickup trucks. De drak øl og talte højt. Jeg lagde mærke til, at et par af dem gestikulerede henimod vores lejebil, som var en økonomistørrelse familiebil i en umaskulin beige farve. Manden sagde noget, og de andre grinede. Mikkel og jeg så på hinanden. Vi følte ikke rigtigt, at vi havde noget valg. Vi udvekslede nogle ord på dansk med hinanden. Motelværten, som indtil nu havde været uengageret grænsende til det uforskammede spidsede ører. Han spurgte os, hvilket sprog vi talte? Spørgsmålet var ikke fjendtligt. Der var pludselig en melodi i hans tale. Vi svarede, at vi talte dansk. Så lyste han op. “Åhh jeg elsker Danmark. Jeg hedder Hanson til efternavn. Min oldefar var svensker men han var gift med en dansker. Skandinavien er alletiders”. Han gav os nøglen og slog 10 dollars af prisen, og vi havde et værelse for natten. Da vi gik over parkeringspladsen, gik han med ud og viste os hen til værelset. Mændene i deres pickup trucks hilste på ham og så nysgerrigt på os. Så vendte de tilbage til deres sammenkomst og viste ikke yderligere interesse for os. Natten i Inyokern var varm, som foran helvedes porte. Vi tændte for den skramlede aircondition, men larmen gjorde det umuligt at sove. Så vi svedte os gennem en tung og lang nat. Næste morgen var brusebadet en befrielse. Vandet var lunkent, men sammenlignet med nattens hede, var det rislende køligt og gjorde dagen lysere. Vi brød op fra motellet og provianterede i byens eneste blandede landhandel. Den hed Ricks General Store og lignede noget fra en westernfilm tilsat falmede farver fra 80’erne. Vi kørte efter Lonely Planets Guidebog og vidste, at vi sigtede efter en lille campingplads inde bjergene. Ifølge bogen var det en offentlig plads, der ikke var overrendt, men som havde fornuftige toiletforhold og rindende vand. Samtidigt skulle den ligge på en sti, som førte til en udsigt, der skulle være helt fantastisk. Californien er fuld af steder med fantastiske udsigter, men de fleste steder som eksempelvis Yosemite Nationalpark skal man dele udsigten med horder af turister. Der havde vi været og søgte nu det afsondrede og autentiske.

Med bilen pakket, begav vi os ind i bjergene. Ruten var velholdt, hvilket bestemt ikke er givet i USA, og der var langt mellem de spredte bebyggelser, vi kom forbi. 

Vi nåede frem til campingpladsen midt på eftermiddagen. Det var et skønt område og der var kun få andre rejsende på pladsen. En far med sine to små drenge lå i telt ved siden af vores plads og ellers var der nogle spaniere et stykke derfra. Vi slog vores telt op og knappede en tiltrængt øl op. Ved hver teltplads var der et stålskab og et skilt, som advarede imod sortbjørne. Man skulle ikke opbevare mad, drikke eller toiletartikler i sit telt, da bjørnene var meget nysgerrige, og ikke gik af vejen for at pløje igennem et telt for at få en pose chips på menuen. Jeg har aldrig været den store campist, men jeg havde læst, at så længe man holdt sig på respektfuld afstand og overholdt simple retningslinjer, så var det meget sjældent, at mennesker kom i karambolage med sortbjørnene. 

Om aftenen faldt vi i snak med faren på pladsen ved siden af. Da han havde lagt sine drenge i seng, kom han over med en sixpack øl og en karbidlygte og fortalte om, at dette var hans første rigtige ferie i 8 år. At han lige var blevet skilt og at hans ekskone var en værre hejre. Som øllene gled ned, fik vi det meste af hans livshistorie. Jeg havde lidt ondt af ham, men som 21 årig havde jeg ikke megen livsvisdom at dele ud af, så vi kunne blot tilbyde ham et lyttende øre. 

Dagen efter havde vi planer om at gå ud for at finde den berømte udsigt. Ifølge kortet var det en vandretur på 8 kilometer ud og hjem, hvor ruten ville tage os forbi en lang række smukke strøg. Beskrivelsen var, at man nærmest ikke kunne fare vild, og at ruten var velafmærket og ikke for strabadserende. Vi pakkede vand og frokost og begav os afsted. Guidebogen løj ikke. Vi gik på en højderyg, som ganske vist havde nogle stigninger, men stien var god og ofte veg skoven for forrygende udsigter, hvor bjergenes storslåethed bredte sig ud for vores øjne. På yderpunktet inden stien drejede tilbage mod lejrpladsen, lå et væltet træ, som man kunne sidde og nyde sin frokost på. Mens vi sad der kunne vi høre to ørne skrige i himmelhvælvet over os. Skrigene gav genlyd mellem bjergsiderne. Vi havde taget rigelig mad med, så da vi havde stillet sulten, pakkede vi resterne ned i taskerne og begav os hjem mod teltet. Stien gik i en aflang cirkel, så vi trådte stadigvæk nyt land, som vi bevægede os frem. Mens vi gik der, kunne jeg høre noget puslen i krattet til højre for os. Vi tog ikke megen notits, men en enkelt gang snakkede vi om, at vi kunne høre noget, som lød som en snøvlen og grynten. Vi stoppede op og lyden forsvandt. Så gik vi videre og rundede et hjørne. Vi stoppede brat ved synet af en kæmpe elg, som stod på stien foran os. Den havde ikke hørt os komme. Vi stod helt stille. Fluerne summede omkring elgen og dens vilde duft nåede hen til os. Så hørte vi den snøvlende lyd bag os. Vi vendte os langsomt og så to sortbjørne på stien bag os. De stod stille ligesom vi og betragtede os nysgerrigt. Som i et mexicansk standoff var vi fanget mellem en gigantisk elg på den ene side og to potentielt farlige rovdyr på den anden side. Til højre for os rejste skråningen sig op og var ikke specielt fremkommelig. Til venstre faldt terrænet brat og fortabte sig i bladhanget. Vi var fanget. Elgen vejrede i luften og fik måske færten af bjørnene. Den vendte sig halvt og så os. Den spilede næseborene ud og så ud som om den overvejede sine muligheder. Så satte den brat i trav og løb nogle meter frem af stien, før den brasede ned af skråningen og forsvandt. Det så nærmest ud som om den smeltede sammen med løvet. Bjørnene havde nu besluttet sig for at se nærmere på os, så de luntede frem. Mikkel og jeg så på hinanden og så spurtede vi ned ad stien. Jeg blev hurtigt bevidst om, at dette ikke var en langtidsholdbar strategi, da jeg i modsætning til ham, aldrig har været god på de lange distancer. Jeg stønnede, at vi måtte finde et tæt grantræ at klatre op i, så vi kunne holde bjørnene stangen. Jeg ved godt, at bjørne er fremragende klatrere, men jeg skønnede i min panik, at de tætte grene på et stort grantræ nok ville være svært for en bjørn at klatre igennem. Heldigvis var denne del af skoven fyldt med graner, så vi fór op i det første og bedste grantræ med de to bjørne lige i hælene. De lod til at blive lidt forvirrede over den strategi, så de stoppede op ved roden af træet. Vi klatrede op og mærkede stenaldermandens overlevelsesinstinkt flyde i vores årer. Vi tog ikke notits, af de mange rifter vi fik i ansigt og på arme og ben af de stikkende grene. Halvvejs oppe i træet blev grenene så tætte, at vi ikke kunne komme meget længere. Jeg opdagede, at jeg stadig havde min taske på ryggen. Mikkel havde også stadig sin. Vi så ned og vores øjne mødte bjørnenes, mens de stod og kiggede længselsfuldt op på deres flygtede bytte. Således stod sagerne. Vores primatforfædres instinkter havde sendt os i relativ sikkerhed i et træ, og bjørnene skulle nu overveje deres næste træk. Det kom få minutter senere, da bjørnenes mor dukkede op. Hun så op på os og vejrede længe i luften. Så satte hun sig op ad træstammen, og de to unge bjørne lagde sig ved siden af. Mikkel og jeg så på hinanden. Jeg rykkede på mig, og lyden fik bjørnemor til at se op. Faldt der mon en lækkerbidsken ned til bjørnefamilien? Jeg fik lirket den mobiltelefon, jeg havde lånt af min amerikanske kusine op af lommen. Det var dengang, en mobil kunne holde strøm i ugevis, og jeg havde den slukket det meste af tiden. Den var bare til nødstilfælde. Jeg tændte telefonen i håbet om, at et opkald til en hjælpsom sjæl kunne vende vores ulykke. Telefonen havde rigeligt strøm, men intet signal. Så jeg måtte slukøret lægge den væk igen. Mikkel fandt sin vandflaske frem og tog en slurk. Så rakte han mig flasken og jeg drak taknemmeligt. Jeg fandt resterne af vores madpakke frem og rakte den over til ham. Åbenbart var lugten af maden nok til at bjørnemor kom på benene. Hun sprang op og greb fra i stammen med sine lapper og begyndte ivrigt at klatre op mod os. I befippelse tabte jeg madpakken. Den faldt ned, ramte et par grene og landede så med et lydeligt klask i hovedet på bjørnemor. Hun lod sig overrasket glide ned af træstammen igen og snusede interesseret til maden, der nu lå på jorden. Jeg indså, at bjørnene slet ikke havde været interesseret i os men i lugten af de sandwiches, vi havde haft liggende i vores tasker. Jeg skyndte mig at hælde resterne af den anden madpakke ned fra træet. Bjørnene guffede resterne i sig og så kort op på os, inden de luntede af. Vi blev siddende i træet i mere end en halv time, før vi vovede os ned derfra igen. Da vi var i færd med at hoppe ned fra de sidste par grene, spurgte en stemme os, hvad vi egentlig lavede i det træ? Vi vendte os om og så en amerikansk familie med far, mor og to 10-12 årige piger, som fnisende undrede sig højlydt over vores skrammede fremtoning. Vi fortalte noget rystede om vores nærdødsoplevelse. Manden spurgte, hvorfor vi ikke bare havde affyret et varselsskud, så vi kunne have skræmt bjørnene væk? Varselsskud? Med hvad? Han grinede og slog sin skjorte til side, så man kunne se den revolver, han havde i bæltet. Han var lokal og var vant til både sortbjørne og pumaer i bjergene, så han gik aldrig på vandretur uden et våben. Vi så på hinanden, og følte os som nogle dumme danskere, der i vores naivitet havde tænkt, at 8 kilometers vandretur af en afmærket sti selvfølgelig var helt idiotsikker. Da vi kom tilbage til lejren, kom vi til at læse nærmere på det skilt, som forklarede om ruten. Der var faktisk en advarsel om både bjørne og pumaer, så vi havde haft alle muligheder for at undgå vores close encounter with death. 

Den enlige far med sine sønner var ved at pakke sammen. Han spurgte, om vi havde haft en god vandretur? Da vi berettede om vores oplevelse, kunne jeg mærke, at han blev noget rystet over historien. Han var bybo og havde faktisk aldrig set en sortbjørn. Min fornemmelse var, at han nok ikke skulle fortælle ekskonen om denne campingplads – i hvert fald ikke lige foreløbig.

Vi blev enige om, at vi vist havde fået nok af den amerikanske natur, så vi satte kursen gennem bjergene i retning mod Las Vegas. Og hvad der skete i Vegas..bliver i Vegas.