Jeg faldt for nylig over en omtale af romanen “Jeg som aldrig har kendt mænd” af den franske forfatter Jaqueline Harpmann, hvilket ansporede mig til at kaste mig over den. Og hvilket mesterværk, den er.

Romanen tager sin begyndelse i en mystisk fangekælder, for en flok kvinder i forskellige aldre bliver holdt fanget af nogle mandlige fangevogtere, som aldrig taler eller kommunikerer med kvinderne. En streng disciplin opretholdes. Hvis kvinderne rører ved hinanden, så svirper pisken. Romanens jeg-fortæller er den yngste i fangekælderen, og ved romanens start er hun blot en teenagepige, som observerer den verden, som hun har kendt hele sit liv. Kvinderne har tågede erindringer om en tid før fængslet, men fortælleren har ingen erindring. Naturligvis sker der noget, som ændrer på status quo, men jeg vil ikke afsløre hvad.

I stedet vil jeg prise romanen eminente portræt af både fortælleren og de kvinder, hun deler sit liv med. Man bliver på pirrende vis hele tiden forholdt et forløsende indblik i, hvad der er på spil. På sin vis er det frustrerende, men det er samtidigt så vildt godt skrevet, at man i stedet grådigt læser videre for at udforske fortællerens verden. Jeg indtog bogen som lydbog, men har bestemt tænkt mig at købe den “på bog”, så jeg kan have den i min samling – og allerede nu glæder jeg mig til at genbesøge dem om nogle år. 

Så en kort men tydelig anbefaling af et dystopisk mesterværk af en bog er hermed givet videre.