Solen brændte nådesløst ned over den lille samling containerhuse, der lå ved et udtørret flodleje i udkanten af ørkenen. Gaspar sad under sit solsejl og arbejdede på den dugsamler, han havde udtænkt. Under containeren, som var stablet op på nogle vakkelvorne cementblokke lå hans vandtank. Den var lavet af plastik og han kunne se, derfra hvor han sad, hvordan den mørke stribe, der markerede vandstanden, lå faretruende lavt. Hans lillesøster Selma kom ud fra containeren og satte sig ved siden af ham. “Tror du den kommer til at virke?” spurgte hun og fortsatte: “Og hvad gør du, hvis Oceansprite finder ud af, at du høster vand i deres territorie?” Gaspar rystede på hovedet og arbejdede videre. “Det opdager de ikke. Hvordan skulle de opdage det?” Hun var kun et år yngre end han selv, og en attraktiv ung kvinde. Inden længe ville han få travlt med at holde hendes bejlere fra døren. De havde kun hinanden. Deres forældre var døde da de nåede teenagealderen, og siden havde de hjulpet hinanden til at overleve i denne tørre ovn af en verden. Deres forældre var blevet slået ihjel af Oceansprites bøller, da de havde demonstreret over firmaets håndhævelse af vandlovene. Vand var ikke en menneskeret, men noget man skulle gøre sig fortjent til. Noget man måtte betale for. Og prisen var kun steget og steget. Selv det at høste dug, var en forbrydelse. I hvert fald i Oceansprites territorie. Alt vand tilhørte dem, både det i jorden og i luften. Gaspar og Selma havde mange gange talt om at rejse væk, men det var en næsten uoverskuelig opgave. Desuden var forholdene nok ikke meget bedre andre steder. 

Gaspar skruede den sidste dughøster fast i rammen og lagde den fra sig. “I nat sætter vi den op og i morgen har vi forhåbentlig frisk vand til tanken!” Selma smilede til ham et øjeblik. Så stivnede hendes smil. “Pak den væk nu!” sagde hun lavmælt. Hun så henover hans skulder. Oppe på bakkekammen kom to mænd vandrende ned mod containerbyen. De havde det karakteristiske ørkentøj på, som hjalp dem til at spare på vandet. Gaspar havde et eksemplar af Frank Herberts roman Dune, som foregik i en verden, som lignede hans. Der havde man opfundet dragter, som genanvendte næsten alt vand et menneske afgiver i ørkenens fjendtlige omgivelser. Ørkentøjet i hans verden var slet ikke så avanceret. Han havde godt nok drømt om at bygge en drivdragt ligesom i bogen, men det var umuligt. Mændene kom nærmere og en af dem hævede en hånd for at signalere, at de havde fredelige hensigter. Det var en tom gestus. Alle gjorde det, også kriminelle og plyndringsmænd. Vandtyve og voldtægtsforbrydere. Selma gik ind i containeren og fandt sit gevær frem. Det var gammelt og hun havde ikke meget ammunition tilbage til det, men hendes far havde lært både hende og Gaspar at skyde med det, så hun håndterede det hjemmevandt. Hun stillede sig i skyggen ved døren og lod Gaspar føre ordet. De havde lært, at hendes ungdommelige tiltrækningskraft jævnligt var for meget for de mænd, der lagde vejen forbi deres lille sted. Der boede andre i containerbyen, men de var gamle og svagelige og ikke til den store hjælp, hvis nogen bragte problemer med sig. Så Gaspar og Selma måtte klare tingene selv. De hjalp de gamle til daglig, men de var også klar over, at inden længe, ville de være de eneste, der var tilbage. De to mænd var nu nået helt hen til solsejlet. Gaspar havde lagt dugfangeren ned i en kasse, som han nu sad med fødderne hvilende på. “Halløj,” sagde den ene mand lystigt. Han havde venlig øjne og et indtagende smil. Gaspar stolede meget på sin intuition, men denne mand forvirrede ham. Hvordan kunne man være så lystig i denne lorteverden? “Halløj, hvad laver I her?” Han stillede spørgsmålet i et neutralt toneleje, så han ikke virkede fjendtlig men heller ikke inviterende. Den anden mand tog sine solbriller af og viklede sit tørklæde af ansigtet. Han var en meget smuk mørklødet mand. I en fjern fortid, havde hans forfædre rejst ørkenen tynd som beduiner. De fandtes ikke længere, i hvert fald ikke som et folk. Alle var en form for beduiner nu. Alle undtaget de, der arbejdede for Oceansprite og lignende store virksomheder. Deres medarbejdere boede i store beskyttede byer, hvor der var swimmingpools og fontæner i parkerne og hvor der var rindende vand i hanerne. Aller øverst i deres hierarki boede ejerne af de store selskaber. De væltede sig i umådelig luksus og nød alle de goder, denne varme verden kunne give dem. “Må vi sætte os,” spurgte den mørke smukke mand. Gaspar nikkede og anviste dem to stole, der stod henne ved containerens væg. “Jeg hedder Ibrahim, og min ven her er Francis. Vi rejser rundt og samler informationer.” Gaspar lagde ansigtet i neutrale folder. “Informationer?” Ibrahim smilede en varmt og imødekommende smil. “Ja, informationer. Vi ved, at du arbejder på en dughøster.” Gaspar rettede sig op i stolen. Selma trådte frem fra dørens skygge og rettede geværet mod dem. “Er i spioner fra Oceansprite? For så ender jeres fortælling lige her!” Francis så overrasket på Selma. Han havde tydeligvis ikke regnet med den handlekraft fra de to unge mennesker. “Rolig nu,” sagde han og Ibrahim i munden på hinanden. “Vi er ikke fra Oceansprite eller noget andet vandselskab. Vi arbejder for vandets befrielse. Har I hørt om “Det sidste ocean?” Gaspar og Selma så på hinanden. De rystede på hovedet. “Hvad er det?” Ibrahim lænende sig tilbage. Så trak han en flaske vand op af sin rygsæk og stillede på bordet mellem han og Gaspar. “Dette er vand fra det sidste ocean. Det er inddampet så saltet er væk, så du kan drikke det. Det sidste ocean er ikke underlagt nogen af vandselskabernes autoritet. Faktisk ved de ikke, at det findes. Vi vil gerne invitere jer med til at drage til oceanet, så vi kan opbygge et bolværk mod selskabernes indflydelse. Hvis vi gør krav på oceanet før de gør, så kan det tilfalde alle mennesker og ikke bare en grådig elite.” Gaspar og Selma kunne ikke tro deres egne ører. “Det lyder for godt til at være sandt. Vi tror ikke på jer.” Ibrahim rejste sig. “Helt forståeligt. Vi vil drage videre og sprede ordet til andre. Hvis I ændrer mening, så kan I finde oceanet, hvis I følger dette kort.” Han rakte Selma et gulnet kort. “Hvis det falder i Oceansprites hænder, så har I mistet jeres fordel. Hvorfor render I rundt med det og giver det ud til vildt fremmede? Gaspar var målløs over deres dumhed. Selma foldede kortet ud og så på det. Gaspar betragtede hendes reaktion. Hun begyndte at le. “Ahh det giver mening.” Så kastede hun kortet hen til Gaspar som studerede det ligesom hun. Kortet indeholdt ikke nogen tydelige markører, men blot et sæt koordinater som refererede til placeringen ud fra deres udgangspunkt. Hvis folk så kortet uden at kende udgangspunktet ville ingen af tallene på kortet give mening. Ibrahim lo. “I er kvikke. Normalt skal vi forklare det grundigt, men I fangede det med det samme.” Francis smilede og sagde: “Farvel. Vi håber, at vi ser jer igen.” Så pakkede de sig ind i deres ørkentøj igen og begav sig ud i den flimrende varme. Tilbage på bordet stod flasken med vandet fra det sidste ocean. 

Den nat satte Gaspar dugfælden op og mens den indsamlede den sparsomme fugt i luften, talte Selma og han længe om, hvad de skulle gøre. Deres vand var næsten væk, og deres midler til at købe mere var meget begrænsede. De følte en forpligtelse overfor de andre i deres lille samfund, men hvis de kunne hjælpe Francis og Ibrahim med deres forehavende, så kunne det også hjælpe deres naboer. De besluttede at vende det med deres nabo John Baxt. Han var en midaldrende mand, som trods sit barske ydre var akademiker og en følsom sjæl. Han var det lille samfunds ukronede leder, selvom Gaspar og Selma i lang tid havde været de primære kilder til vand og mad. Næste morgen bankede de to søskende på Johns dør. Der lød nogle halvkvalte host og en skramlen inde bag døren, mens John fik sig slæbt ud af sengen og hen for at åbne. Han var en natteravn og brugte sine nætter på at læse gamle bøger, som han byttede sig til inde på markedet i den lidt større flække, som lå 10 kilometer længere oppe af det udtørrede flodleje. “Nå det er pseudotvillingerne, der er tidligt på færde? Hvad kan jeg hjælpe de unge mennesker med?” Han stod i underbukser og havde en lurvet badekåbe på. Selvom han var en følsom akademiker, havde naturen udstyret ham med en skovhuggers krop og udseende. Han var høj og muskuløs. Han havde et stort gråt skæg, som han dagligt forsøgte at tæmme, men som for det meste strittede i alle retninger. “John, vi er kommet for at tale med dig om en mulighed, som vi blev opmærksomme på i går.” De fortalte ham om de to rejsende. John var mistroisk, hvilket var de fleste menneskers grundindstilling i disse tider, men da de kom til beskrivelsen af det sidste ocean, lyste han op. Han rejste sig ivrigt og begyndte at lede igennem sine stakke af bøger, som lå overalt i hans containerhjem. “Ahh her er den,” sagde han omsider. En geografibog som var blevet udgivet kort før vandselskaberne overtog magten var kommet i hans besiddelse for et par år siden. Bagerst i bogen var der et kapitel om gemte vandreservoirer og ikke nok med det, der var et håndskrevet dokument stukket ind mellem siderne, som beskrev et gigantisk reservoir af vand. Der stod ikke noget om, hvor det skulle være, og John havde slået det hen som ønsketænkning, da han havde læst bogen. De nye oplysninger, som Selma og Gaspar stod og fortalte ham, satte bogens indhold i et andet lys. “Vi tænker at rejse ud, for at hjælpe med at gøre krav på dette ocean,” sagde Selma. John så på hende. “Ocean og ocean er måske et stort ord at bruge, men hvis bogens oplysninger står til troende, så er der tale om meget store vandmængder, der er gemt. Et ocean kan det selvsagt ikke være, da overfladevand ikke kan skjules. Det ville Oceansprite for længst have opdaget.” De to unge mennesker nikkede, selvom tanken om et stort stormombrust ocean havde talt til deres fantasi. Mindre kunne også gøre det. “Men kan I andre klare jer her, mens vi er væk?” Gaspars ansvarsfølelse var veludviklet. John lo og nikkede. “Jeg må jo grave dybt i reserverne, men jeg tænker, at vi klarer den. Tænk ikke på os.” Så rakte han bogen til Selma og bad hende beholde den. “Måske kan den blive nyttig, når I når frem?” De takkede og gik hjem for at pakke til deres rejse. 

Senere på eftermiddagen, da den værste middagshede var overstået begav de sig afsted. Ligesom Francis og Ibrahim bar de ørkentøj, som holdt deres kropstemperatur nede. De bevægede sig hjemmevant afsted og sørgede omhyggeligt for at undgå for store anstrengelser, så de kom til at svede for meget. Dugfælden havde givet dem en halv liter vand, og de medbragte alt det, de kunne bære. En simpel slæde, som de skiftedes til at trække, indeholdt deres proviant til turen. Deres plan var at gå igennem skumringen og natten for så at slå deres ørkentelt op om dagen, så de kunne undgå solen og heden. Ørkenteltet var af et materiale, som reflekterede lys og infrarøde stråler, så under teltet var der altid svale 20 grader, selvom temperaturen udenfor var langt over 40 grader. Sådan rejste de. Afmålt og velovervejet. De havde medbragt dugfælden, og den gav dem hver nat en halv liter vand til deres beholdning. 

På femtedagen for deres rejse, nåede de frem til et klippefyldt terræn. De måtte efterlade slæden og bære deres oppakning i stedet. Det ville koste mere vand, og Gaspar lavede en beregning, at de inden for 7 dage ville løbe tør, med mindre de fandt en by eller andet, som kunne sælge dem vand. Deres viden om denne egn var begrænset. De havde aldrig krydset ørkenen før så det var kun af omtale fra karavanerne, at de vidste noget om det område, de befandt sig i. Gaspar syntes dog at have hørt noget om en forpost fra Oceansprite i en bjergrig egn, men om det var her, vidste han ikke. De bevægede sig ind i det klippefyldte område. Ifølge koordinaterne, så var de på rette vej. Men de var i hvert fald 14 dage fra deres mål. Den eftermiddag, da de kom ud fra teltet havde de talt længe om, hvad de skulle gøre for at løse deres vandproblem. Yderligere rationering var ikke en mulighed. De var i forvejen på deres minimumration. De kunne forlænge deres rejse og blive i teltet og indsamle mere dug fra luften om natten, men det ville komme i konflikt med en anden vigtig ressource. Deres madbeholding, som heller ikke var stor. De blev enige om at håbe på at finde forposten og købe vand der. Så de fortsatte. Den nat så de i det fjerne at himmelen blev oplyst af noget på jorden. Måske var det en by eller en bebyggelse. De kunne mærke at håbet steg og de fortsatte i den retning, selvom det ville tage dem væk fra den lige vej til målet. 

De næste nætter stred de sig frem mod lyset i horisonten, men det føltes ikke som om de kom nærmere. Deres vandbeholdning var faretruende lav og Gaspar begyndte at gå med dugsamleren hele natten. Det gav lidt mere vand, men hvis de mødte nogen ville han blive afsløret. Alt vand i dette område tilhørte Oceansprite – også det i luften. De forsøgte at sætte deres ration en smule ned, men allerede samme dag kunne de mærke, at deres kognitive evner begyndte at blive påvirket. “Det går ikke,” sagde Selma. “Vi bliver nødt til at finde den forpost nu, ellers er vi færdige.” Gaspar var enig og de fortsatte igennem natten. Så var det som om lyset på himmelen kom tættere på. De vandrede med besvær op af en bakke og fra bakkekammen kunne de se en containerby ligge oplyst på en flad slette foran dem. Den var meget større end den by, de kom fra, og containerne var alle ens. På siden af dem stod Oceansprites røde logo med store bogstaver. De kunne se adskillige mennesker gå rundt inde i byen og flere steder stod der store tankbiler. De satte kursen ned mod byen. Gaspar pakkede dugfangeren ned i bunden af sin rygsæk. Han turde ikke skille sig af med den. De havde jo også en rejse på den anden side af denne by, men han håbede inderligt, at de ikke ville få undersøgt deres baggage særligt grundigt. Et to meter hegn omgav byen og der var kun to indgange. De gik hen til den indgang, som lå nærmest og henvendte sig til den Oceansprite-vagt, som stod og så ud som om han kedede sig. “Halløj. Kan vi købe vand her?” sagde Gaspar venligt til vagten, som så lidt overrasket på dem. Det var åbenbart ret sjældent, at folk ankom fra denne side af byen. “Hvem er I, og hvor kommer I fra?” ville vagten vide. Gaspar forklarede kort om deres tur over ørkenen, mens han udelod deres egentlige mål. I stedet smurte han på omkring en uoverenstemmelse mellem deres forældre og de to søskende, som vagten tilsyneladende godtog. “I kan komme ind, men jeres våben og oppakning skal afleveres hos Mike derovre. Han vinkede dem ind i byen og pegede på en container, som havde en åbning i siden, hvor en mand stod og betjente nogle folk, som var på vej ud igen. De modtog deres ejendele og forlod byen. Mike gjorde tegn til Gaspar og Selma at de kunne aflevere deres ting. Gaspar kunne mærke, at han var utryg ved at lade sin rygsæk med dugsamleren opbevare, men så ingen anden udvej end at tage chancen. De fik en kvittering på deres ting og Mike anviste dem vandforhandleren inde i midten af bebyggelsen. Selma beholdt det meste af sin ørkenbeklædning på, så hun ikke vakte opsigt. Unge smukke kvinder var et særsyn i disse tider, så for at undgå uønsket opsigt, forsøgte hun at gå under radaren. Gaspar havde slået sin hovedbeklædning tilbage og betragtede opmærksomt byen og dens indbyggere mens de gik. Det var en broget flok af velklædte Oceanspriteansatte og så lurvede almindelige folk, som handlede med forskellige varer i et forsøg på at overleve.

Vandforhandleren var en storvommet bleg mand med blodsprængninder på kinderne. Hans små vandede øjne så fra den ene til den anden, da de fremførte deres ønske. Gaspar lod mærke til at vandsælgerens blik hvilede længe på Selma selvom hun var pakket ind i ørkentøjet. Kun hendes øjne var synlige. Men det var tilsyneladende nok til at vække mandens interesse. Selvom mange i den tørre verden benyttede sig af en bytteøkonomi, så var penge stadig en vigtig del af økonomien. Penge havde de to søskende ikke mange af, men de havde fundet deres opsparing frem, da de forlod containerbyen og nu kunne de købe vandet uden at forsøge at få forhandleren ned i pris. Noget der alligevel ville have været næsten umuligt. 

Deres midler rakte til to ugers vandbeholdning. Det måtte række. Ifølge Gaspars beregninger, var deres mål 10 dage væk, så det burde kunne lade sig gøre. De havde kun nogle få mønter tilbage, men blev enige om at se, hvilken proviant de kunne få for de sidste penge. Ved siden af vandsælgeren var der en butik, som solgte alskens forskellige ting og sager. De fandt noget tørret kød og nogle energibarer, som de havde råd til. Lidt var bedre end ingenting. “Jeg synes, at vi skal drage videre med det samme og slå lejr i god afstand til byen. Jeg stoler ikke på ham vandsælgerens hensigter. Han var creepy,” sagde Gaspar lavmælt til Selma, da de forlod butikken. Hun nikkede og de gik hen imod Mikes garderobecontainer. Et par Ocenaspritevagter kom hen imod dem. Gaspar kunne mærke hjertet flyve op i halsen på ham. Vagterne så målrettede ud og Gaspar og Selma udvekslede blikke som for at kommunikere uden ord, at de måske måtte løbe for livet. Men vagterne passerede dem uden at antaste dem og Gaspar åndede lettet op. 

Mike fandt deres sager frem. “Nå det var et kort besøg?” Hans entusiasme var til at overse. Det var tydeligt, at han havde en af byens kedeligste jobs. “Ja vi har et sted vi skal være, om et par dage. Noget familie, vi skal møde,” løj Gaspar for at virke afvæbnende. Mike nikkede uengageret og langede rygsækken op på disken. Så lagde han geværet op og bemærkede, at det var Selma, der rakte ud efter det. “Nå det er søster, der er skarpskytten?” Han havde stadig fat i geværet, og da hun tog fat, gav han ikke slip. “Træk lige alt det kluns af ansigtet og lad mig få et ordentligt blik på dig!” Tonen var let kommanderende og det var tydeligt, at hun blev nødt til at efterkomme hans ønske, hvis hun ville have geværet udleveret. Gaspar forsøgte at sige noget, men Mike vendte sig mod ham og det uengagerede udtryk var væk. I stedet udstrålede han en magt, som Gaspar ikke kunne gøre noget ved. “Jeg ved, hvad du gemmer i bunden af din rygsæk. Bare rolig, din hemmelighed er sikker hos mig, hvis bare lige søster her er lidt villig.” Selma lagde en hånd på Gaspars arm. Deres øjne mødtes og hendes sagde alt. Han slog blikket ned og trådte et skridt tilbage. Selma så op på Mike. “Hvor skal vi gå hen?” Hendes stemme var indladende og hendes blik flirtende. Mikes reaktion var ikke til at misforstå. “Jeg har en værelse her bag containeren. Kom hen for enden, så lukker jeg dig ind. Han trak et gitter ned foran disken og satte et skilt op, hvor der stod. “Tilbage om 1 time!”. Selma gik hen mod enden af containeren. Mike var allerede på vej, men vendte sig om og sagde henvendt til Gaspar. “Bare rolig, jeg skal nok være blid. Du skal ikke prøve noget heltemodigt. Det vil kun gå galt. Slap af og drik en tår vand.” Han smed en fyldt flaske ned til Gaspar. Så forsvandt han hen og lukkede Selma ind. Gaspar satte sig på en bænk, som stod til højre for den lukkede disk. Han tog en slurk af vandet. Der var ingen grund til at lade det gå til spilde. Så ventede han. Selma vidste, hvad hun gjorde, og han havde tiltro til hende. Nogle minutter senere kom vandsælgeren over mod ham. Gaspar rettede sig op og tænkte, at det måske kunne komplicere situationen. “Hvor er din søster?” spurgte vandsælgeren. “Hun er lige ude i et ærinde. Vi drager snart videre. Hvad vil du hende?” Gaspars svar på sælgerens spørgsmål blev leveret i et neutralt tonefald, som ikke røbede, hvad der lige nu foregik inde i containeren. Vandsælgeren trak en flaske frem. “Jeg havde håbet, at kunne give hende denne her. Jeg synes, jeg var lidt for hård ved jer i handlen.” Gaspars bemærkede det skuffede udtryk, vandsælgeren havde, men han gestus var ikke til at tage fejl af. I denne verden var de fleste villige til at lade sig prostituere for en flaske vand. “Jeg skal overbringe hende din hilsen. Hvis vi kommer her fordi på vejen tilbage, så skal vi nok kigge ind. Så kan du selv tale med hende.” Vandsælgeren stod et øjeblik og overvejede, så trak han på skuldrene og gik over mod sin butik igen. Da han var væk, hørte Gaspar et “pssst” fra gitteret foran disken. Han svarede uden at vende sig. “Er alt okay inde hos dig?” Selma svarede, at Mike sov en dyb søvn og at de hellere måtte komme afsted. Hun havde opdaget, at Mikes værelse havde en udgang igennem hegnet, så de kunne undgå vagten, hvis de smuttede den vej. Gaspar rejste sig og med uopsigtsvækkende bevægelser tog han rygsækken på og slentrede hen til enden af containeren, hvor Selma lukkede ham ind. De gik gennem Mikes værelse. På den smalle lurvede seng lå Mike og snorkede heftigt. “Hvor meget gav du ham?” spurgte Gaspar. “Kun 10 milligram. Det var rigeligt.” Hun trak en lille flaske med en farveløs væske ud af sin bh og lagde den ned i sin taske. “Jeg tænker at han er bevidstløs i hvert fald de næste to timer. Lad os komme afsted”. De gik hen mod bagindgangen, da det bankede på gitteret. Vandsælgerens stemme kaldte på Mike, men han reagerede ikke. Gaspar og Selma skyndte sig ud af døren bag containeren og løb så hurtigt de kunne væk fra byen. Lysene nåede måske 50 meter uden for hegnet, derefter blev det skyggefuldt og snart helt mørkt. De turde ikke bruge en lygte, så de gik langsomt med vedholdende væk fra byen. Gaspar så sig tilbage. Han syntes at han kunne høre råb, men var ikke sikker. Så bemærkede han at de havde efterladt sig spor i sandet uden for hegnet. Men ørkenvinden var allerede igang med at viske dem bort, og med lidt held var de væk, inden vagterne begyndte at undersøge området. Da de nåede frem til den klippeformation, de var kravlet over, da de nåede byen drejede de mod øst og gik nu på den bare klippe. Her ville de ikke sætte spor. Bjergene i baggrunden skærmede dem mod at blive set inde fra byen. De gik som skygger, mens de holdt byens lys over venstre skulder.. Da morgenen gryede fandt de en lavning i klipperne, hvor de slog deres telt op. De skiftedes til at holde vagt, men sov ellers hele dagen. Først da det var blevet nat igen, brød de op og fortsatte. De skulle krydse bjergene, og Gaspar havde beregnet, at de skulle bruge 10 dage på den tur. Deres vandbeholdning var fyldt op, og de skød en god fart, hver nat. De så ikke noget til Oceanspritevagterne fra byen, men de ville typisk ikke begive sig så langt ud i ødemarken. De blev enige om, at de nok var i sikkerhed for nu. 

Da de nåede passet som var det højeste punkt på deres rejse inden terrænet faldt ned mod den mægtige slette på den anden side af bjergene, som var deres mål, stoppede de og indtog det majestætiske syn, der mødte dem. En udsigt uden lige. Heroppe i bjergene var temperaturen tålelig og de kunne gå om dagen. Et par gange, havde de spottet flyvemaskiner i horisonten, men ingen over bjergene. Deres mål var ved bjergenens udløbere lige inden sletten tog over. Her burde de finde indgangen til det underjordiske vandmagasin, som Ibrahim og Francis havde kaldt “Det sidste ocean”. 

Nedstigningen fra passet var lettere end rejsen derop. Bjergene skrånede let ned mod sletten og de tilbagelagde det meste af turen på en enkelt dag. Gaspar tjekkede koordinaterne og sammenholdt dem med deres mål. En række klippefyldte bakker lå et par kilometer lige foran dem. På afstand kunne de se, hvordan bakkerne mange steder havde sprækker, som blev til huler ind i klippen. Det var deres destination. Efterhånden som de kom ned fra bjergene steg temperaturen og de måtte sætte farten ned. Selma foreslog at de slog lejr og hvilede inden de gik det sidste stykke. Noget i hende rørte advarende på sig og hun havde for længst lært at stole på sin intuition. Gaspar var ivrig efter at nå frem, men da han så hendes alvorlige mine, gik han med til at slå lejr. De fandt et passende sted og satte teltet op. Åbningen vendte de i retningen af deres mål, så de kunne se ned til bakkerne i løbet af dagen. Selma tog den første vagt og Gaspar lagde sig til at sove. Mens hun sad der strømmede tankerne i alle mulige retninger. Fornemmelsen af fare lurede hele tiden bagerst i hendes bevidsthed. Nede ved de fjerne bakker var luften så varm, at luften flimrede. Hun anstrengte øjnene og så længe derned. Hvad var det, der skræmte hende. Hvorfor havde hun denne fornemmelse af fare? Det sad hun længe og funderede over. Selvfølgelig var man hele tiden i fare i denne forskruede verden, men det var ikke det. Noget ventede dem, når de nåede målet, og det ville være farligt. Da det blev hendes tur til at sove, kom søvnen hurtigt. Hun drømte, at hun stod ved bredden af et mægtigt hav, som strakte sig langt ud over horisonten. Et hav som i gamle dage. Som i bøgerne. Vinden hvirvlede skumsprøjt fra havet i ansigtet på hende og når hun slikkede sig om læberne, kunne hun smage saltet. Dette var ikke vand, man kunne drikke, men vand som gav planeten liv. I drømmen kunne hun høre en stemme kalde ude fra havet. En invitation, som hun måtte tage imod. Hun klædte sig af og stod et øjeblik og lod vinden kærtegne sin nøgne krop. Så gik hun ud i vandet. Det var ikke koldt, men friskt og hun kunne snart kaste sig frem og svømme afsted under vandet. Selma havde aldrig svømmet i hele sit liv. Så meget vand var der aldrig samlet et sted i hendes virkelighed, så det var en evne, som kun de allerrigeste besad. I Oceanspritebyerne fandtes der swimmingpools, men blandt almindelige folk som Gaspar og Selma var et utænkeligt. Nu flød hun gennem vandet som om hun aldrig havde bestilt andet. Fisk svømmede omkring hende og hun mærkede vandets kølighed omslutte sig. Hun brød gennem overfladen og åndede ud. Så dykkede hun igen og så et andet menneske svømme yndefuldt nede ved bunden. I drømmen kunne hun tale under vandet, så hun kaldte på personen, som vendte sig og svømmede op mod hende. Det var en anden kvinde. Hun var også nøgen og utroligt smuk. Hendes slanke atletiske krop bevægede sig i flydende svømmetag og hun nåede hurtigt op til Selma. De svævede midt i det blå flimrende lys omgivet af farvestrålende fisk. “Hvem er du?,” spurgte Selma. Kvindens ansigt var eksotisk men Selma kunne ikke bestemme hendes oprindelse. Det var som om hun trods sit ungdommelige ydre rummede en ældgammel visdom. Det var særligt hendes øjne, som udstrålede dette. Grønne med nærmest lysende ringe af azurblåt. “Jeg er verdenshavet, eller i hvert fald, hvad der er tilbage. Jordens blod og den ånde, der holder verden i live. Men jeg er ved at dø!” Selma så på den smukke kvinde. “Hvordan kan jeg hjælpe dig?” Hun græd og hendes tårer blandede sig med havets salte vand. “Du skal sætte mig fri! Onde mænd har holdt mig fanget i mere end et århundrede. Det er menneskets grådighed, der har ødelagt mig og hvis jeg ikke bliver sat fri, så vil verden dø!” Selma nikkede og lovede, at hun ville hjælpe. Så blandede en stemme sig i drømmen. Forvirret vågnede hun ved at Gaspar blidt ruskede hendes arm. “Selma vågn op og se!” Han pegede ud af teltets åbning ned mod bakkerne. En samling mennesker havde samlet sig foran en af åbningerne i klipperne. Selma så på Gaspar og fortalte ham om sin drøm. “Hvad vi end møder dernede, så følg mig og stol på hvad jeg gør. Jeg tror ikke, det bare var en drøm. Jeg tror, der var et budskab.” Gaspar stolede på sin søster, og hendes intuition havde ofte frelst dem fra farlige situationer. Alligevel kunne han ikke ryste en lille følelse af skepsis af sig. 

De pakkede deres telt sammen og begav sig forsigtigt ned mod gruppen af mennesker. Deres ørkentøj camouflerede dem mod nysgerrige øjne et godt stykke af vejen. Hele tiden orienterede de sig om omgivelserne, så de havde en flugtvej. Hvad nu hvis det var Oceansprite eller et af de andre store selskaber, som havde opdaget vandreservoiret? Da de nåede ned til området, hvor menneskene var samlet, kunne de høre en velkendt stemme tale i en megafon. Accenten var ikke til at tage fejl af. Det var Ibrahim, som talte til flokken. De to søskende gik rundt om en stor klippe og kom op til forsamlingen bagfra. Der var kun få af de andre, som bemærkede, at de sluttede sig til flokken. De fleste andre var også klædt i ørkentøj, men en del havde farverige klæder på, som om de ville kommunikere noget med deres tøj. Hvad kunne Gaspar og Selma ikke regne ud, men det var en særpræget skare af mennesker, de stod iblandt. Ibrahim sluttede sin tale om at gøre krav på vandet til fælles fordel, og sprang så ned fra den klippeblok, han havde stået på og ledte dem ind i hulen bag sig. Gruppen som talte 40-50 mennesker fulgte med ham. Selma og Gaspar gik bagerst og tjekkede hele tiden bagud for at sikre sig, at det ikke var en fælde, de var på vej ind i. Men der var et godt udsyn til det omkringliggende land, og det var øde og forladt. 

Hulen var lavloftet til at begynde med, men åbnede sig så op og en bred gang førte nedad i et jævnt fald. De mange fødder gav genlyd blandt klippevæggene men snart ændrede lyden sig og noget andet blandede sig med lydene fra de mange mennesker. Det var lyden af dryppende vand. Så fladede gangen ud og et stort kammer åbnede sig. Mange havde lygter med og i det store kammer kunne de se en spejlblank overflade strække sig så langt øjet rakte. Lysene fra lygterne kunne ikke nå den anden side. De var nået frem til det sidste ocean. Ibrahim havde givet nogle store kasser til et par stærke mænd og nu åbnede han dem og fandt store projektører frem. Hulen blev snart oplyst af projektørerne og folk stod andægtigt og skuede ud over det endeløse vandspejl. Så var der en midaldrende kvinde, som begyndte at tage tøjet af. Hun løb nøgen ned og kastede sig ud i det kolde stille vand. Andre fulgte hendes eksempel og selvom vandet var iskoldt, så var bredden snart et virvar af nøgne kroppe som boltrede sig i vandet. Gaspar og Selma tog ikke del i eskapaderne. Selma fornemmede en mangel på respekt i folkenes uhæmmede opførsel. Så hørte hun en stemme så tydeligt som havde Gaspar hvisket hende i øret. Der var kun de to, der hvor de stod. Det var kvinden fra drømmen, som hviskede til hende. Stemmen ledte hende hen langs bredden og rundt om et stort klippefremspring. Selma tog Gaspar i hånden og sammen gik de væk fra de badende folk. På den anden side af fremspringet fandt de en firkantet blankslebet kulsort sten. Det var som om lyset fra projektørerne og fra deres lygter blev opsuget af stenens overflade. Stemmen bød Selma lægge sine hænder på stenen. Et øjeblik tøvede hun, men lagde så begge hænder på den kolde overflade. Stenen begyndte at pulsere med en indre orange glød og en sælsom energi strømmede ud af stenen og manifesterede sig som et lysende energivæsen, som lignede kvinden fra drømmen på en prik. “Tak Selma fordi du har sat mig fri. Jeg har været fanget i stenen i æoner, men nu har jeg takket være dig og din bror muligheden for at redde denne verden.” Gaspar så med ærefrygt på den lysende kvinde. Selma stod og holdt ham i hånden. Så sagde kvinden: “Jeg har dog brug for mere energi. Indespærringen har gjort mig svag. Jeres livsenergi må føjes til min. Hendes ord trængte kun langsomt ind hos Gaspar. Kvinden rakte en finger frem og lagde den på hans pande. Så gik det op for ham, hvad hun lige havde sagt. Fingeren blev rødglødende og i et kort smertefuldt øjeblik blev Gaspars og Selmas livsenergi føjet til kvinden, som var essensen af verdenshavet. Hendes krop lyste endnu kraftigere. Så kastede hun sig ud i vandet, og sendte lysende tråde ud gennem vandspejlet og hen til de badende mennesker. De gav også deres livsenergi til kvindeskikkelsen i et smertfuldt øjeblik. Et kort skrig var alt, der undslap dem. Det rungede nogle sekunder i hulen og forstummedes så. Den eneste, der endnu var i live var Ibrahim. Han stod med ryggen til og var ved at finde juridiske dokumenter frem, som skulle sikre dem alle rettighederne til vandet i hulen. Han vendte sig overrasket, ved lyden af skriget. Alle folkene var væk, men en smuk lysende nøgen kvinde kom vadende op fra vandet og gik hen imod ham. “Du er den sidste jeg behøver, så er det fuldbragt”, sagde hun. Ibrahim forstod ikke, hvad hun mente, men da hun omfavnede ham, mærkede han smerten inden alt blev til lys. 

Således opladt af de mange menneskers livsenergi gik kvinden nu ud midt på det blanke vandspejl. Hendes fødder rørte overfladen, men der kom ingen krusninger. Så satte hun sig i skrædderstilling og foldede hænderne foran sig som en yogi, der mediterer. Hun samlede sin kraft og sendte sin energi ud over hele kloden. Alle de store vandselskabers reservoirer, både dem på jorden og dem i rummet fik bevidsthed og blev levende. En hær af kvindeformede vandskabninger angreb simultant menneskeheden over hele kloden. Selv vandet i folks vandtanke sprængte sig ud og oversvømmede menneskene. På en enkelt dag gav kvinden, der var verdenshavets essens vandet tilbage til kloden. De store reservoirer, som Oceansprite havde sendt i kredsløb faldt ned gennem atmosfæren og fyldte de tørre sletter, der havde været verdenshavene i gamle dage. Hvis en intelligent race havde betragtet jordkloden udefra, ville de have set en gulnet tør verden på en enkelt dag forvandle sig til den blå oase i rummet, som i millioner af år havde været verden. En ny tidsalder for jorden kunne begynde.