Dybet

Fred Becker vågnede langsomt fra sin bevidstløse tilstand. Ubådens maskinelle summen virkede velkendt. Han lå på gulvet i maskinrummet. Omkring ham stod konsoller og blinkede. Han satte sig forvirret op. Hvorfor lå han her? Han havde ingen erindring om, hvorfor han havde mistet bevidstheden. Han så sig omkring. Maskinrummet var normalt befolket af maskinmesteren eller hans næstkommanderende samt en række menige søfolk, som hjalp til med at betjene atomreaktoren på ubåden. Der var stille. Han rejste sig op og tog sig til hovedet. En svag svimmelhed hang ved, men ellers virkede han frisk i hovedet. Han var kommunikationsofficer og kom normalt ikke i maskinrummet. Alle søfolk på ubåden kunne dog aflæse status på både reaktor og turbine, så han tog et hurtigt kig på den nærmeste konsol for at tjekke, om den kunne give en forklaring på, hvorfor han var vågnet op hernede. Havde der været et udslip eller en lækage? “Normal drift” meldte computeren tilbage. Fred gik hen til den luge, som ledte ud fra maskinrummet. Man skulle op af en trappe og så langs med rækken af ballistiske missiler, som ubåden var armeret med. Alle klar til at sprede død og enden på alting med få minutters varsel. Fred så på sit arbejde på ubåden som et lod i den vægtskål, som verdensfreden lå i. Modstanderne havde gennem tiden været forskelligartede, men hans tro på det amerikanske system og samfunds overlegenhed gjorde, at han var villig til at tjene ombord på det, der var den ultimative afskrækkelse. Ubåden lå altid skjult under havet i nærheden af Kina, Sydkorea eller Rusland. Det var de fjender, som man havde nu om dage. Før i tiden var det bare russerne. Men flere og flere bød ind på magten i verden. Fred åbnede lugen til kommandocentralen. Her var der også stille. Han begyndte at føle en nervøsitet krybe ind under huden. Herinde skulle der altid være mindst 5 folk på vagt. Alle dage. Alle timer. Nu var her ingen. Han satte sig ved kommunikationsstationen og tjekkede loggen og de indkomne beskeder. Loggen for de sidste timer var blank. Den sidste besked lød: “Undersøg ukendt signal på følgende koordinater” og så stod der en række tal, der angav hvor i verden, signalet udsprang fra. Han tjekkede koordinaterne med ubådens nuværende placering. De stemte overens. Så tjekkede han ubådens placering i havet. Den lå på overfladen. Det var usædvanligt. En atomubåd kan være neddykket i månedsvis. Der er normalt ingen grund til at risikere, at blive opdaget af fjenden ved at gå op til overfladen. Han rejste sig og gik hen for at kravle op i ubådens tårn. Øverst åbnede han toplugen og kravlede op. Det regnede let, men havet var stille. Han var alene i udsigtsposten i tårnet. Nede på ubådens dæk stod mandskabet. De stod og rokkede underligt frem og tilbage mens de udstødte en stønnende lyd. Fred skulle lige til at kalde, da han så et underligt væsen bevæge sig fra sømand til sømand. Det så ud som om den kyssede dem. Det havde en glinsende dyblilla hud og bevægede sig med på en sælsom glidende måde. Pludselig løftede det hovedet, som om det fik øje på ham. Han dukkede sig. Så hørte han stemmerne fra sine kammerater løfte sig i en unison messen. De talte et mærkeligt sprog, han ikke kunne placere. Han vovede at løfte hovedet igen. Alle sømændene begyndte som en organisme af bevæge sig. Deres bevægelser var koordinerede, som om de var styret af en bevidsthed. De gik hen til en åben luge i dækket og kravlede nedenunder. Fred betragtede det underlige væsen, som nu stod tilbage på dækket. Det gik hen i agterstavnen på ubåden. Luften flimrede og noget der lignede et lille rumskib dukkede frem ud af det blå.Væsnet kravlede ind i fartøjet. En svag summen nåede op til Fred i hans udkigspost. Han så hvordan det fremmedartede fartøj begyndte at gløde med et blåligt lys. Så løftede det sig langsomt op fra dækket på ubåden og fløj elegant ud over havet. Et par hundrede meter fra ubåden dykkede det ned i bølgerne og forsvandt. Fred rejste sig op. Han spejdede ud over havet. Så klatrede han ned gennem tårnlugen og ned i kommandocentralen igen. Der var stadig ingen af hans kammerater. Pludselig begyndte en alarm at lyde. Fred så i vantro på den computerskærm, som informerede om atomvåbenbevæbningen. Nogen havde indtastet affyringskoderne. Det burde ikke kunne lade sig gøre. Det var under lås og slå i kaptajnens kahyt, og kun kaptajnen og hans førsteofficer havde adgang. Computeren meldte, at afffyringen af samtlige misiler mod deres prædestinerede mål ville ske om 10 minutter – 9 minutter og 50 sekunder – 9 minutter og 40 sekunder. Fred var rædselslagen. Han tjekkede hurtigt indkomne meddelelser. Intet antydede, at nogen havde provokeret USA og retfærdiggjort et angreb. Han vidste, at det øjeblik, at de russiske sattelitter  sporede affyringen, ville deres atomberedskab gengælde med hele deres styrke. Han måtte prøve at stoppe denne galskab. 

Han løb ned mod den lange korridor, hvor missilsiloerne var. Han var knapt kommet gennen lugen, før han så de andre søfolk. To af dem vendte sig mod ham. De havde et mærkeligt grin på deres ansigter. Deres øjne brændte af vanvid. De kom hen til ham. Med enslydende stemmer sagde de: “Vi skaber en ny og bedre verden…Vi skaber en ny og bedre verden…” Fred ruskede den ene sømand. Han kunne ikke huske, hvad han hed. “Vågn op for helvede. Hvad har I gang i?” Sømanden ænsede ham ikke. Han messede bare videre. Så slog Fred ham lige i ansigtet, så blodet sprøjtede fra næsen. Det fik en reaktion. Den anden sømand, og alle de andre vendte med et ryk hovedet hen mod ham. Deres vanvittige smil ændrede sig ikke, men de rykkede nu frem mod ham. Han vendte sig om, og løb hen mod lugen til missilrummet. Han smækkede lugen i bag sig og klemte en stor svensknøgle fast i håndtaget. Det kunne nok holde dem et stykke tid. Han løb tilbage til kommandocentralen. Her meddelte computeren, at der var under 5 minutter tilbage, inden missilerne blev affyret. Fred tænkte. Han forstod nu, at alle de andre besætningsmedlemmer var påvirkede af det mystiske væsen og at han var den eneste, som stod mellem dem og en verden i brand. Det eneste, han kunne komme på, som måske kunne i hvert fald udsætte affyringen var, hvis han kunne få ubåden ned på dybt nok vand. Der var en nedre grænse for, hvor en affyring kunne finde sted. Han havde ikke lang tid. Han satte sig ved rorgængerens konsol. Han havde betragtet rorgængerne mange gange, men aldrig selv styret ubåden. Han vidste dog de vigtigste principper. Hurtigt begyndte han at tage vand ind i ballasttankene. Samtidig gav han fuld kraft frem, så han kunne bruge bådens maskinkraft til at forcere nedstigningen i dybet. Han kunne mærke kræfterne båden, mens den dykkede ned under havets overflade. Affyringscomputeren meddelte, at der var halvandet minut tilbage. Kunne han nå det? Han mente, at den nedre grænse for affyring var 85 meter. Han pressede roret længere frem. Næsen dykkede og ubåden pressede sin store stålkrop ned gennem vandet. 10-9-8-7 Sagde computeren. Han så på dybdemåleren. Den viste 65 meter. 6-5-4-3. 75 meter. 2-1 – affyring. Han holdt vejret. Dybdemåleren sagde 83 meter. Han hørte et underligt klunk. Så sagde computeren. Affyring afbrudt. Max dybde overskredet….Han åndede lettet op. Computeren tav. Så sagde den. 3 missiler på vej mod målet. Moskva, Sct. Petersborg…Fred sad og så ind i skærmen. Dybde lå nu på 90 meter. Han stabiliserede ubåden. Så gik han over til kommunikationskonsollen. I denne dybde skulle han først sende en bøje op til overfladen for at sende kommunikation til omverdenen. Han tastede hurtigt de nødvendige koder ind. Så sendte han bøjen op. Der fik lange 5 minutter før han fik en officer fra Atlanterhavskommandoen i røret. Han kunne høre, at vedkommende var bange. Fred forsøgte at forklare situationen. At det var en fejl. At han havde gjort alt for at undgå katastrofen. Så blev der stille i den anden ende. Der gik et langt øjeblik. Så kom en anden stemme på radioen. Det var den øverste admiral fra flåden. “Forklar det for mig igen. Vi forsøger at få russerne på linjen. Hvad siger du, der er sket?” Fred forklarede det igen. Denne gang lidt roligere. Admiralen lød ikke overrasket. Så sagde han: “Lyt godt efter nu. Vi kender til det væsen, du taler om. Det er højt klassificeret information, men efter omstændighederne, så bliver du nødt til at vide det. De arbejder for at udrydde menneskeheden. Denne gang, ser det ud til at lykkes. Din opgave er nu at udfri besætningen fra deres vanvid. De er ikke længere mennesker, men i væsenets hule hånd. De kan ikke reddes. Du skal sænke ubåden. Sæt en redningsflåde i vandet, og red dig selv. De øvrige skal gå ned med båden. Kan du gøre det? Vi sender en redningshelikopter til din lokation… Så blev forbindelsen afbrudt. Fred sad tilbage med bankende hjerte. Det var vanvittigt, men efter alt han havde oplevet i dag, gav det mening. Han fandt vejledningen til forsætlig sænkning af båden frem og begyndte proceduren. Han satte en timer. Ventilerne til missilrummet ville åbne og fylde størstedelen af båden med vand i løbet af få minutter. Søfolkene dernede ville hurtigt omkomme. Båden ville derefter synke ned i dybet og båden ville blive knust af vandtrykket. Han tjekkede at missilaffyringen var endegyldigt afbrudt. Det lod det til. Så manøvrede han båden op mod overfladen igen. Han gik frem i forstavnen og klatrede op til en redningsluge. Her fandt han en flåde og en overlevelsesdragt frem. Han gav sig tid til at gå tilbage til missilrummet, for at tjekke, at døren stadig var lukket. Det var den. Han kunne se gennem koøjet i døren, at søfolkene stod og rokkede unisont sammen. Allesammen med det vanvittige smil på læberne. En aparte tanke strejfede ham. “De kommer til at dø smilende”. Så gik han tilbage til redninglugen og klatrede op på dækket. Her tog han den højrøde overlevelsesdragt på og aktiverede redningsflåden. Han smed en taske med nødproviant ned i flåden. Så satte han sig og ventede. Få minutter senere mærkede han en kort rystelse i skroget på ubåden under sig. Så sank den hurtigt væk under ham og han sad tilbage på havet i sin lille redningsflåde. Han tog en satellittelefon frem af tasken og ringede op til den nordatlantiske kommando. Der var ikke noget svar. Han prøvede igen. Stadig intet svar. I horisonten kunne han pludseligt se glimtene af atomladninger, der eksploderede inde over kontinentet.