Jeg har en melankolsk grundindstilling, og det gør, at jeg elsker dystopisk litteratur. Fortællinger om en verden, som ikke fungerer, har altid fascineret mig. I min barndom i 80’erne læste jeg bøger om verden efter atomkrigen. Dengang var den trussel meget nærværende, i hvert fald for en følsom dreng som jeg, der fulgte med i verdens gang. Jeg ved ikke om mine kammerater havde det på samme måde. Følelsen er desværre vendt tilbage, men denne tekst skal ikke handle om den skræmmende verdensorden, som er ved at materialisere sig i disse dage. I stedet vil jeg anbefale en bog, som jeg netop har læst. En god kollega, der i høj grad deler min begejstring for den slags litteratur foreslog mig at læse den, så det gjorde jeg med stor begejstring. Det drejer sig om Sven Holms vidunderlige lille kortroman “Termush – Atlanterhavskysten” fra 1967. Bogen skildrer et luksushotel, som rige mennesker har købt adgang til i tilfælde af, at atomkrigen bryder ud. Jeg-fortælleren beretter om livet på dette privilegerede hotel, og de overvejelser han og de andre beboere gør sig, mens krisen raser rundt om i landet. Imidlertid er der et stigende pres udefra af flygtninge, som har opdaget hotellet, og hotellets direktion handler måske heller ikke helt efter bogen. “Termush – Atlanterhavskysten” er stramt fortalt, og rummer en række eksistentialistiske overvejelser, som jeg fandt meget interessante. Bogen bliver lidt et billede på, hvor langt man vil gå, når man selv sidder i en privilegeret situation. Hotellet rummer jo forsyninger og lægehjælp, men når man deler det med de fattige flygtninge udefra, så tærer man jo på mulighederne for sin egen overlevelse. Bogens tydelige koldkrigstematik kunne på mange måder virke bedaget, men i stedet forekommer den mig tidløs og eviggyldig. Hermed min anbefaling. Bogen er stadig i handlen, så den kan købes via dette link (som jeg i øvrigt ikke får noget for at videregive)