Denne novelle er en del af et lille projekt, hvor jeg skriver barndomshistorier med et skræmmende twist. Fortælleren er en 1.personsfortæller, som ser tilbage på en begivenhed, som har sat sig spor.

Jeg kunne faktisk ikke ret godt lide Tonny. Han havde et underligt ulvegrin, som aldrig helt nåede hans øjne. Det og så hans evigt snottede næse, som altid var lidt rød og blodsprængt ved næsefløjene. Tonny var plejebarn og boede hos nogle folk, som ikke rigtigt var en del af landsbyens fællesskab. De boede ude ved hovedvejen og passede sig selv. Jeg ved ikke engang, hvad de hed. Men jeg legede nogle gange med ham, fordi jeg ikke havde så mange andre. Parret, han boede ved, havde købt et gammel teglværk, så ud over hovedhuset, var der nogle lave fabriksudbygninger, som var fyldt af gamle maskiner og store keramikovne. Det var et slaraffenland at lege gemmeleg i. Tonny plejefar forsøgte godt nok at sige noget om, hvad vi måtte, og hvad vi ikke måtte, men hverken Tonny eller jeg lyttede efter. 

En sommerdag var jeg cyklet derud. Det var lige før sommerferien startede, og vi havde huset og hele området for os selv. Jeg var opsat på at lege gemmeleg igen. Sidste gang havde jeg set en gammel ovn, som jeg var sikker på ville være et godt skjulested. Men Tonny var slet ikke klar på gemmeleg. 

“Kom med”, sagde han, nærmest før jeg havde parkeret cyklen. Han snøftede ind og gned sin snotnæse.

“Jeg skal vise dig noget.” Han trak mig med igennem fabriksbygningerne og ud på den anden side. Der var en plads, hvor teglene i sin tid havde stået på paller, inden vognmændene havde hentet dem. Tonny gik tværs over pladsen og hen mod et tæt levende hegn, som afgrænsede grunden fra markerne på den anden side. Jeg kunne se, at han havde banet en vej på forhånd, for der snoede sig en sti gennem hegnet. Mange grene var knækkede og græsset var trampet ned. Så kom vi ud på den anden side og så ud over marken. Lige til højre for stien stod en høj ladebygning uden sider. Det var vel nærmest bare et tag på nogle stålspær. Under taget stod stakke af rundballer og tårnede sig op. De var stakket i forskellige højder, så nede fra lignede det nærmest en ridderborg med tårne af rundballer. I det nederste lag af stakken lå ballerne på på den runde side, så de så ud som om de hvert øjeblik kunne trille væk, men længere oppe i stakken lå de mere hulter til bulter. Tonny løb hen langs med stakken og stoppede så op. 

“Se her,” sagde han og lagde sig på knæ. Der, hvor ballerne mødtes, var der en trekantet åbning. Jeg lagde mig på knæ og kiggede ind i den. Fra den anden side af stakken kunne man se lys. 

“Hvis man tør, så kan man kravle hele vejen over på den anden side!” sagde han med et underligt udtryk i ansigtet. Jeg betakkede mig. Tanken om at mave mig igennem den smalle passage fik mig til at få gåsehud. Så rejste han sig og løb hen for enden af stakken og drejede om hjørnet ved enden. Jeg var lige bagefter ham. I enden af laden var stakken ikke så høj, så vi kunne kravle op. Der krævede lidt behændighed, men hvis man fik fat i strikken, som holdt ballerne sammen, så kunne man nemt kravle op. Inden længe stod vi 8-10 meter oppe over marken og spejdede ud under taget. 

“Wauw,” var det eneste jeg kunne sige. Tonny så triumferende på mig.
“Marken er blevet solgt til Kjeldstrup, og han har de sidste par uger fyldt laden med baller.” Vi sad med benene ude over kanten og en afgrund ned mod marken under os. Jeg kunne mærke en lille ængstelighed krybe ind under huden. Det er lidt farligt, hviskede fornuftens stemme til mig. Men den blev overdøvet af eventyrlyst, da Tonny sprang og løb hen mod den ende, vi var kommet op fra. 

“Lad os prøve at vælte en balle ned”, råbte han. Alleryderst lå der en rundballe, som var blevet placeret lidt sjusket. Den stak næsten halvvejs ud over den balle, den lå på, så hvis vi skulle få held med at vippe den ned, så var det det bedste bud. Vi kravlede ned, så vi satte os i spænd mellem ballen og resten af stakken. Så begyndte vi at vippe ballen frem og tilbage med vores ben. Det var hårdt, og dens 300 kilo pressede ind mod os, hver gang vi fik den vippet tilbage. Så fik den endelig overbalance, og faldt de 5 meter ned mod jorden. Vi faldt begge to på røven ned på den balle, den havde ligget på. Et dumpt drøn lød ud over marken. Ballen var landet lige på den flade side, og vi kunne mærket lufttrykket helt op, hvor vi sad. 

Tonny grinede sit ulvegrin. Så trak han mig op og hen i den anden ende af stakken.

Et hjørne af den store stak var forbeholdt gammeldags halmballer. De var meget mindre end rundballerne, og et par drenge kunne hurtigt bygge en halmballehule med sådan nogle. Vi knoklede en times tid og fik lavet en lang gang, og en hule, hvor vi kunne sidde oprejst inde i halmstakken. Hvis vi trak halmballerne helt sammen, var der bælgmørkt, men hvis vi lige lindede lidt på de yderste, så kunne vi få en stribe lys ind i hulen. Så sad vi der og slappede af. Tonny havde et par cargoshorts på. I den ene af lommerne på lårene fandt han et lille pornoblad frem. Han grinede igen og snøftede. Jeg så på ham. Så sad vi og kiggede på de forbudte billeder, mens eftermiddagslyset bevægede sig langsomt igennem hulen. 

“Jeg skal snart hjem” sagde jeg endelig. Tonny lukkede bladet sammen og lagde det i lommen igen.

“Skal vi ikke lege gemmeleg, inden du smutter?” Jeg svarede lidt undvigende. Jeg vidste, at han altid forsøgte at holde på mig, som om han følte, at det var et tab, når jeg gik. 

“Min mor…” begyndte jeg spagt, men han stoppede mig.

“Tæl til 100”, sagde han, og kravlede så ud af tunnelen på halmhulen. Jeg talte, og råbte så: “Nu kommer jeg”. Så kravlede jeg ud. Halmballestakken lignede sig selv, men lyset blændede mig efter at havde siddet i den dunkle hule længe. Jeg gik hen mod den ende, hvor man kunne kravle ned. Jeg spejdede efter Tonny, men der var ikke noget, som bevægede sig nogen steder. Så kravlede jeg forsigtigt ned til jorden og gik rundt om stakken. Jeg forestillede mig, at han stod lige om hjørnet og ville forskrække mig, når jeg kom omkring, men der var ingen. Så løb jeg ned til hegnet og gik ad stien ned til teglværksbygningerne. Jeg ledte alle de steder, hvor jeg før havde fundet ham, men han var ikke til at finde. Så gik jeg ind i huset og så efter på hans værelse. Hans plejeforældre var stadig ikke kommet hjem. Her var han heller ikke. Jeg begyndte at blive lidt urolig. Så gik jeg ud i teglværket igen og kaldte på ham.

“Kom nu frem, jeg skal til at hjem”, men der kom intet svar. Så løb jeg op til laden igen og kaldte. Stadig intet svar. Jeg så på mit ur, og kunne mærke en blanding af vrede og uro. Jeg havde før oplevet, at legekammerater kunne finde på at holde mig for nar, men det lignede ikke helt Tonny. Det var han normalt lidt for taknemmelig for min tilstedeværelse til at gøre. Jeg løb omkring halmballerne og kaldte. Så gav jeg op. Han sad sikkert og grinede et sted, hvor han kunne se mig. Jeg gik ned til huset og fandt min cykel, og cyklede så hjem. 

Sent om aftenen ringede Tonnys plejemor til mine forældre. Jeg var gået i seng, men de kom ind og vækkede mig. De ville vide, om jeg vidste, hvor han var? Jeg fortalte, hvad jeg havde oplevet, men udelod det med pornobladet. Så lagde min mor røret på og sendte mig i seng igen. Næste dag ringede telefonen igen. Det var lørdag. Hun lød alvorlig. Da samtalen var slut, fortalte hun, at en politimand ville komme forbi for at høre min forklaring. Tonny var stadig forsvundet.

Det var en stor sag den sommer. Politiet var forbi flere gange, men der var ingen spor af Tonny. 

Årene er gået, og jeg har tit tænkt på, hvad der mon skete i de få minutter, hvor jeg talte til hundrede. Jeg bor stadig i området, og kører forbi teglværket næsten dagligt. Tonnys plejeforældre gik fra hinanden og solgte stedet til nogle nye mennesker. Jeg kender dem ikke. Hver gang jeg kører forbi, kan jeg ikke lade være med at se op mod laden, hvor stakken af rundballer står. Kjeldstrup døde få år efter Tonnys forsvinden, så rundballerne lå der i årevis, uden af blive brugt til noget. 

Forleden var jeg på vej på arbejde. Jeg var tidligt på den. Da jeg nåede teglværket, kunne jeg se flere politibiler holde i vejkanten. Jeg sagtnede farten og så op mod laden, som jeg plejer. Der holdt en traktor med en halmlæsser på. Gamle mugne rundballer lå rundt om laden og politiet stod og talte med en mand i blåt arbejdstøj. Tydeligvis ham, der havde kørt traktoren. En ildevarslende indskydelse fik mig til at trække ind til siden og stoppe bilen. Jeg stod ud, og gik over vejen. En kvindelig betjent stod ved den ene politibil og talte i radioen. Hun så mig, og lagde den fra sig.

“Der er ikke adgang her.” sagde hun bestemt. Jeg stoppede op og så på hende.

“Hvad har I fundet?” Spurgte jeg. “Er det Tonny?” Hun så længe på mig. Så kaldte hun på en ældre betjent, som ikke havde uniform på. 

“Bent, kom lige her”. Han vendte sig og så ned mod os. Så gik han over stubmarken og ned til vejen. Jeg præsenterede mig og spurgte så igen, hvad de havde fundet. Han stod et øjeblik og så fra den kvindelige betjent og til mig.

“Kom med,” sagde han. Vi gik op mod laden og hen til stakken af mosbeklædte, delvist sammenfaldne rundballer. I mellemrummet, der hvor to rundballers runding havde skabt den tunnel, som Tonny havde peget ud for mig, lå der et skelet af et lille menneske. Jeg er ikke retstekniker, men jeg kunne godt se, at det på størrelsen måtte være et barn. Det havde Tonnys tøj på. Noget af tøjet var gnavet væk af mus og rotter, men jeg kunne genkende det. Det var de samme cargoshorts. Jeg kunne endda se resterne af et muggent lille pornoblad stikke op af den venstre lomme. Synet satte sig som et aftryk på min nethinde. Jeg har aldrig formået at få det væk igen.