Jeg har netop haft fornøjelsen af at læse korrektur på en spændende artikel, som min bror har skrevet. Han er Ph.D i filosofi, og skriver videnskabelige artikler til mange forskellige tidsskrifter. Oftest på engelsk, men også fra tid til anden på dansk. Det er de danske, jeg får lov til at læse korrektur på. I artiklen var der en reference til syndefaldsmyten, og det fik en idé til at spire. Hvad nu, hvis en lille hveps havde sat sig på frugten fra kundskabens træ og mæsket sig, og derfor var den, der syndede? Jeg skrev lidt med min bror, og han syntes, at ideen var sjov. Så derfor har jeg skrevet følgende lille flash-fiction novelle om hvepsens syndefald. 

Hvepsen i Edens have

Jeg havde ingen idé om, hvordan jeg var endt i haven. Denne blomstrende, overdådige have fuld af dyr, der sprang rundt i kåd leg. Denne have fuld af saftige frugter, som pirrede mine sanser. Jeg fløj fra blomst til blomst, fra frugt til frugt og mæskede mig i den søde nektar og frugternes livgivende safter. Det var som om, jeg i et glimt var blevet kaldt til live, og nu beboede have sammen med de andre umælende bæster. Dengang var jeg selv umælende. Jeg havde kun tanke for det næste måltid. 

Der var to dyr i haven, som skilte sig ud fra alle os andre. Det var som om, de var vigtigere. Jeg bevidnede deres tilblivelse. Det store dyr, vi alle tilbad – det med den store hvide manke om sit vise ansigt – byggede et dyr, som lignede ham selv og blæste ånde i hans næsebor. Sidenhen brækkede han en knogle ud af dets bug og byggede et slankere, mere blødt udseende dyr af knoglen. Disse to skabninger vandrede rundt i haven og sagde lyde til hinanden. Jeg fortsatte min egen fouragering og tildelte dem ikke megen opmærksomhed. 

En dag kom jeg flyvende, og så med et en frugt som ingen anden. Den nærmest lyste i sin pragt på grenen. Nedenfor frugten sad det blødt udseende, slanke dyr og sagde lyd ud i den tomme luft. Det var i hvert fald det indtryk, jeg fik, da jeg fløj derhen. Jeg satte mig på frugten og betragtede dyret. Det viste sig, at det kommunikerede med et sælsomt dyr, der ikke havde hverken arme eller ben. Selv har jeg seks ben og et sæt vinger på min smukke gulsorte krop. Det lemmeløse dyr havde kun et hoved og en krop, men det hvislede ondsindede lyde til det tobenede dyr. Hvad ved den sagde, ved jeg ikke, så jeg begyndte at fortære den smukke frugt. Da skete der noget sælsomt. Lydende fra de to dyr begyndte at forme sig til ord, jeg kunne forstå. Jeg så at det var slangen, som forsøgte at friste kvinden til at spise den frugt, jeg sad på. Hun var naiv, og troede på slangen, men da hun rakte ud for at plukke frugten så hun mig og væmmedes. Det sårede mine følelser. Jeg havde følelser? Hvor havde jeg dem fra? Hun afviste slangens fortsatte fristelser og løb væk. Jeg så hende mødes med manden i bunden af lysningen. Hun pegede og gestikulerede, men jeg kunne ikke høre, hvad hun sagde. Slangen så ondt på mig, og krøb så væk på sin bug. 

Senere på dagen kom den store mand med den hvide manke. Jeg vidste godt, hvem han var nu. Han var min skaber, og han var vred. Med sin tordenrøst forkyndte han.

“Jeg forbød jer alle at spise af frugten i midten af haven. Du har mæsket dig og dermed fået forstand. Derfor forviser jeg dig fra min have. Du skal henslæbe dine dage som slave af en dronning, og dit temperament skal for stedse løbe af med dig.”

Så jog han mig ud af haven og satte Keruberne med flammende fluesmækkere for indgangen til haven, så jeg aldrig kunne komme tilbage.

Det er nu mange generationer siden. Min oprindelige form er død, men min erindring er blevet nedarvet gennem generationerne. I vores kolonier udvikler vi os. Fra at være små ubetydelige insekter, er vi nu store. Næsten 2 meter lange. Vi har udnyttet vores fælles intelligens til at opnå bemærkelsesværdige teknologiske landvindinger, men vores verden ligger i ruiner. For vi hader de andre boer, og når vi finder et, går vi i krig. Min slægt drømmer om at forlade planeten og bosætte os et andet sted, hvor vi kan undgå krig. Derfor har vi igangsat byggeriet af en rumstation, som skal være første skridt mod et spring ud i kosmos. Problemet er blot, at selv inden for vores eget bo er vi så hidsige, at det kan være svært at nå til enighed om, hvordan vi skal gribe sagen an. Men heldigvis fører vores dronning an, når hun da ikke lige er optaget af at lægge æg.