I denne novelle leger jeg med ideen om, hvad der vil ske med de ultrarige mennesker, som bygger luksus-atombunkere til at stå verdens undergang igennem i. Er det virkeligt så smart endda?

Milliardæren.

“Skal vi se på herlighederne Hr. Schwartz?” Mægleren stod i sit kostbare italienske jakkesæt og foldede sine solbriller sammen. Han stak dem i et eksklusivt læderetui og puttede dem i inderlommen. Tobias Schwartz nikkede og tog sin hustru Stefania under armen. 

“Lad os endelig det, Wilson. Jeg har glædet mig!” Mægleren Wilson gik hen til den massive betonklods, som stak op af ødemarkens sand og tastede en kode ind på den elektroniske dørlås. Så svingede den tonstunge dør langsomt og lydløst op og afslørede en bred trappe, som gik ned i jorden. Trappegangen var oplyst af blålige lys, der var fældet ind i loftskonstruktionen, så det hele fik et lettere udenjordisk, science fiction-agtigt skær. De gik ned af den brede trappe og nåede 20 meter nede til endnu en massiv ståldør. To tunneller gik på tværs, og vendte op mod overfladen igen. De var beregnet til at kanalisere en chockbølge væk fra den egentlige indgang, hvis anlægget skulle blive ramt af en atomeksplosion. Wilson tastede endnu en kode ind, og den store dør svingede op. De trådte ind i en luksuriøs foyer, med kostbare træpaneler på væggene og lysekroner i loftet. Tobias og Stefania kunne ikke undertrykke deres begejstring. På arkitekttegningerne havde det set godt ud, men i virkeligheden var det mageløst. Wilson gik ind og ledte dem igennem komplekset. Bunkeren var kæmpestor og rummede alt, hvad en mand i Tobias Schwartz’s position kunne ønske sig, hvis situationen ude i verden gik ad helvede til. Han følte, at tegnene allerede viste sig i horisonten. De po-litiske spændinger og polariseringen var så højspændt, at en borgerkrig kunne bryde ud når som helst. Det var i hvert fald hans analyse. Russerne rørte også på sig, og med det magtvakuum, som den russiske præsidents død havde skabt, var der ingenting, som var givet på den inter-nationale magtpolitiske scene. Pandemien, som kun lå nogle få år tilbage blev af flere toneangivende forskere kaldt en blid generalprøve på den virkelige dræber, som kunne ramme når som helst. Så en mand med Tobias’s midler kunne ligeså godt sikre sig, at han kunne være med til at bygge verden op igen, men det krævede jo at han overlevede. Som ejer og majoritetsaktionær i software-selskabet Jotunheim Inc, var hans nettoformue på den anden side af 40 milliarder dollars, så han havde rigeligt råd til at få bygget denne sikrede installation. Andre rigmænd tog sig til takke med ombyggede missilsiloer i Kansas, men Tobias ville havde det bedste. Komplekset, som Wilson viste frem, var i 8 etager, med swimming-pools, en tennisbane, flere grønne haver, som blev holdt i live af avancerede lysinstallationer og automatiske vandingsanlæg. Der var installeret flere rum med høj-teknologiske udsigtsskærme, komplet med vind og dufte, der skabte en perfekt illusion, som om man stod og skuede ud over grand canyon eller en hvedemark i solnedgangen. Dertil var en lager, som gjorde det muligt for 10 men-nesker at overleve uden hjælp fra omverdenen i mere end 10 år. Wilson havde også stået for at skaffe personalet til bunkeren. En Michelinkok, som hed Jaques Huyot, var hyret til at smide, hvad han havde i hænderne og indfinde sig i komplekset, hvis alarmen gik. Desuden havde Wilson hyret 4 tidligere elitesoldater til at tage sig af sikkerheden, hvis dagen skulle komme, hvor Tobias og Stefania så sig nødsaget til at tage bunkeren i brug. For nu var en af sol-daterne ansat til den daglige drift og til at sørge for, at proviantlageret hele tiden var up to date. 

Da Wilsons omvisning i bunkeren nåede frem til det massive soveværelse, blev Tobias og Stefania nødt til at sende ham ned i køkkenet for at lave kaffe, så de kunne testkøre den gigantiske seng. Netop som Stefania skreg sin orgasme ud i den massive betonkonstruktion, kom Wilson diskret tilbage med kaffen. Tobias blinkede til ham. 

“Når naturen kalder”, sagde han med et skævt smil. 

“Naturligvis Hr Schwartz”, sagde Wilson diskret. 

Da de kørte hjem, var Tobias i godt humør. Stefania sad med sine smukke brune ben på instrumentbrættet, og han kunne skimte hendes inderlår fra førersædet på sin Ferrari. De glinsede stadig af hans safter, som hun ikke havde ulejliget sig med at tørre af. Lige som han kunne lide det. Han var begejstret for hende. Hun var smuk, og alle mænd misundte ham, men hun tog ikke for meget plads i hans liv, så han kunne bekvemt få plads til sin betragtelige personlighed. Onde tunger kaldte hende en trofækone, men det var Tobias ligeglad med. Han levede et liv, som de fleste misundte ham, og det tændte ham. Det havde faktisk været drivkraften i alle hans forretninger. Andre mænd skulle misunde ham. I universitetstiden havde det ikke været sådan. Han var ikke så høj og havde tendens til at være lidt lasket uanset, hvor meget han trænede. I de senere år havde han næsten fået bugt med hvalpefedtet, men selv den mest ihærdige personlige træner kunne ikke få ham helt i mål rent kropsligt. Det var, som om hans krop modarbejdede hans betræbelser, og det stod efterhånden klart, at han aldrig kom til at ligne en græsk gud. Så derfor måtte han nøjes med at have en gudinde ved sin side og så i øvrigt leve en iøjnefaldende livsstil, som afkrævede andre mænds misundelse. 

Nogle dage efter rundvisningen i bunkeren kom Wilson forbi kontoret og præsenterede Tobias for de 4 elite-soldater, han havde hyret til at stå for sikkerheden i bunkeren. Deres opgave var at stå til rådighed døgnet rundt og rykke med 5 minutters varsel og evakuere Tobias og Stefania til bunkeren, hvis det blev nødvendigt. Løjtnant Bromann var den højest rangerende af de fire, og med Wilsons velsignelse havde de organiseret sig, så han havde kommandoen over den lille sikkerhedsstyrke. De tre andre havde tjent i Afghanistan sammen med Bromann, så de kendte hinanden godt. Tobias var behørigt imponeret over de fire veltrænede mænd, som stod i hans kontor. Han sprang op og trykkede dem ivrigt i hænderne. Han havde altid døjet med lidt fugtige håndflader – noget om pinte ham, når han lukkede forretningsaftaler og skulle trykke hænder med andre succesfulde forretningsfolk, men ingen havde nogensinde påpeget det. Det gjorde soldaterne heller ikke, og da de gennemgik kontrakterne, spærrede de fire mænd øjnene op, da Tobias bad sin sekretær om at hente de nye kontrakter, som han havde bedt sin juridiske afdeling om at udforme. Lønnen var betragteligt højere end det, Wilson havde stillet dem i udsigt. Egentlig var det imod Tobias’s principper, da det i hans øjne ikke var god forretningsskik at overbetale sine medarbejdere, men han havde tænkt, at det var vigtigt, at stå på god fod med de folk, som skulle beskytte ham og Stefania, hvis det blev nødvendigt, så derfor havde han gjort denne undtagelse. Da de tog afsked var det tydeligt, at de fire soldater var glade for arrangementet. 

“Hr Schwartz, vågn op”. Stemmen var kontant, og Tobias kæmpede sig fri af søvnen. Ved siden af ham sad Stefania allerede på sengekanten i sin korte gennemsigtige natkjole, og var ved at tage tøj på. Løjtnant Bromann kom ind i Tobias’s synsfelt. 

“Hr Schwartz, situationen kræver, at vi øjeblikkeligt evakuerer jer til bunkeren og evaluerer situationen derfra. Her er ikke sikkert.” Tobias var helt vågen ved Bromanns ord. 

“Ja selvfølgelig.” Han stod op og trak i sit tøj. Så lod han Bromann og en af de andre soldater føre Stefania og sig selv ned til den ventende bil. Det var en skudsikker Hummer, som han havde fået specialbygget til formålet. Den burde kunne komme frem overalt. Bromann satte sig ind på passagersædet, efter at han havde sikret Tobias og Stefania på bagsædet. Den anden soldat kørte bilen, og de hastede ud af kvarteret og ud mod ødemarken. Bunkeren lå kun 20 minutters kørsel væk fra deres hjem, men området var øde og vejene derud var tomme for biler. Da de nåede frem stod de to andre soldater vagt ved indgangsdøren, og gennede dem ned i bunkeren. Tobias lagde mærke til, at der stod en Citroën i ørkensandet ved siden af indgangen. Jaques måtte være nået frem. Så gik de allesammen ned i bunkeren og Bromann lukkede dørene efter dem. Bromann ledte dem hen til deres soveværelse. 

“Jeg skal have vores kommunikationssystem online. Det kommer til at tage lidt tid. Vil I ikke prøve at få lidt søvn. Så skal jeg nok briefe jer i morgen tidlig!” Tobias var totalt rundt på gulvet, men nikkede og gik ind i soveværelset og satte sig på sengen. Stefania satte sig på den anden side af sengen. 

“Wow det var intenst. Tror du vi skal være her længe?” Han rystede på hovedet, men det var ikke et udtryk for, at han vidste noget om længden af deres ophold. I stedet var det en gestus, der kom dybt indefra. En glæde ved at han havde været forudseende nok til at sørge for, at dette sted fandtes, og at de nu kunne gå i seng i sikkerhed. 

Næste morgen vågnede de ved at væggen, som var en stor skærm, simulerede en solopgang. Det var en behagelig måde at vågne på, og Tobias noterede sig, at det ville han have installeret derhjemme, når de kom hjem igen. Stefania lå stadig og sov. Hendes lille natkjole var gledet op og hendes velformede bagdel strittede appetitligt over mod ham. Han kunne ikke modstå fristelsen og gav sig til at kysse hendes balder. Hun vågnede og struttede sin mås endnu mere op mod hans ansigt. Det endte i et højlydt klimaks, og da de stod op, var de tilfredse og i godt humør. Tobias havde taget en badekåbe på, og Stefania en let silkekimono, da de forlod soveværelset og gik ned til køkkenet. Duften af morgenmaden fra Jaques hånd strømmede dem i møde. 

“Den mand kan trylle med hvad som helst i et køkken,” betroede Tobias til Stefania. Hun smilede og sammen kom de ind i køkkenet. Jaques tog imod dem på sin sædvanlige overstrømmende franske måde. Det var en af de kvaliteter, som Tobias var faldet for ved den franske kok. De satte sig og franskmanden serverede et lækkert morgenmåltid for dem. Så kom Bromann ind i køkkenet. 

“Ahh Løjtnant Bromann, har du spist?” Tobias skubbede et fad med en lækker æggeret over mod soldaten. Bromann smilede og takkede, 

“Jeg har spist. Men skal vi måske gå op i kommunikationsrummet, så jeg kan give jer en briefing om verdenssituationen?” Det var Tobias vældig interesseret i, så han tog Stefania i hånden, og de begav sig de tre etager op, til kommunikationsrummet. Bromann gik bag dem op ad trappen. Tobias pludrede løs og stillede en masse spørgsmål. Bromann gik bag dem og kunne ikke tage øjnene fra Stefanias veldrejede ben og faste numse, som vibrerede under silkekimonoens tynde stof. Det var længe siden, at han havde haft en kvinde.

I kommunikationsrummet sad en af de andre soldater. Tobias havde lidt svært ved at huske, hvad de hed. Larson eller noget skandinavisk i den retning. 

“Peterson, vil du ikke kalde briefingen op på skærmen”, sagde Bromann til Peterson. Tobias og Stefania satte sig og Bromann begyndte at orientere dem om, hvordan supervulkanen i Yellowstone uden varsel var gået i udbrud. Det amerikanske kontinent var nærmest udslettet ved begivenheden og en askesky var i færd med at brede sig over hele kloden. Verdenssamfundet var lammet og kaos brød ud overalt. Udsigten til udbredt hungersnød på grund af det manglende sollys, fik befolkningerne til at gå i panik, og myndighederne i resten af verden kunne ikke stå imod de folkemasser, som forsøgte at skaffe sig forsyninger til at stå krisen igennem. Tobias så på Bromann med en bekymret mine. 

“Det ser ud til, at vi kommer til at blive her noget tid endnu!” Bromann nikkede. 

Tiden i bunkeren lignede på mange måder Tobias og Stefanias normale liv, bortset fra at han naturligvis ikke brugte så meget tid på kontoret, som til daglig. Deres samliv var i høj grad præget af livsnydelse. Det og så højlydt sex. Nogle uger efter at verden var blevet sat på den anden ende, sad Bromann og de tre andre soldater i deres afdeling og gennemgik dagens opgaver. En uheldig designfejl i bunkerens konstruktion gjorde, at udluftningen fra Tobias og Stefanias soveværelse førte lyden af deres eskapader lige ned til soldaterne. For det meste var soldaterne ikke tilstede i deres afdeling, når Tobias og Stefania dyrkede sex, men da der ikke var så mange forskellige adspredelser i bunkeren, så var frekvensen af deres kødelige forening steget. Alle fire soldater var bevidste om, hvor lækker de fandt Stefania, og hvor irriterende, Tobias var. Men de passede deres arbejde samvittighedsfuldt og holdt sig i det store hele ude af syne for de to arbejdsgivere. Jaques hang ud med alle i bunkeren, men hans joviale og imødekommende væsen var der ingen, der tog afstand fra. Bromann sad dagligt i kommunikationsrummet og så nyhedsudsendelser fra hele verden og samlede efterretninger fra internettet, så han kunne vurdere situationen uden for bunkeren. Det gik ad helvede til i verden. Askeskyen havde henlagt det meste af kloden til et evigt tusmørke og i flere lande var samfundsstrukturen brudt fuldstændig sammen. På den sydlige halvkugle var der steder, i det østlige Australien og på New Zealand, hvor vejrsystemerne tilsyneladende havde en karakter, der gjorde at asken ikke skyggede for solen der. Men det var få steder og de afgrøder, de kunne producere var langt fra nok til at brødføde en hel verdens befolkning. Så mange sultede og mange begik selvmord for at slippe for lidelserne. En del greb til våben og begyndte at angribe hinanden for at stjæle de få ressourcer, som andre grupperinger havde. Selv nyhedsudsendelserne begyndte at blive få og ustabile. Verden var ved at dø, og Bromann og hans soldater sad herinde og betragtede det hele, mens Tobias og Stefania kneppede sig igennem apokalypsen opvartet af Jaques finere franske madlavning. Det var perverst. Bromann sad længe og så på skærmene i kommunikationsrummet. Lige nu åndede alting fred og ro i bunkeren, men hvis de skulle til at forsvare den, så var det en anden sag. Selvfølgelig var den designet til at modstå angreb, men som den professionelle soldat han var, vidste han, at det altid var bedst at flyve under radaren. 

Nogle dage senere blev Tobias og Stefania vækket af en gennemtrængende alarm. Tobias bad Stefania om at blive i soveværelset, mens han gik op til kommunikationsrummet for at finde ud af, hvad postyret handlede om. Bromann sad og så på skærmen, som viste et videofeed fra indgangen til bunkeren. Fire forhutlede skikkelser stod ved indgangen. En mand forsøgte at taste en kode ind på den elektroniske lås, men blev afvist gang på gang. Så vendte han ansigtet op mod kameraet, som sad ovenfor døren og råbte noget til det. De kunne ikke høre, hvad han råbte, da der ikke var lyd på videosignalet, men både Bromann og Tobias genkendte manden. Det var mægleren Wilson. Hans bedende ansigt rørte noget i Tobias. Bromann så afventende på Tobias. 

“Hvad synes du, vi skal gøre?” Tobias stod længe og tænkte sig om. 

“Det moralske er vel at lukke dem ind, men det vil jo forkorte vores proviant betragteligt. Fire ekstra munde at mætte skærer jo måneder af vores samlede forsyninger.” Tanken, om at maden skulle slippe op, fyldte Tobias med rædsel. 

“Vi lukker dem ikke ind”, sagde han så. Bromann nikkede eftertænksomt. 

“Det præsenterer et nyt problem Hr. Schwartz. Wilson ved som en af de få, hvor bunkeren ligger. Han kan vende tilbage med forstærkninger. Selvom faciliteten er meget sikker, så er ingen fæstning uigennemtrængelig.” Tobias stirrede på ham. 

“Hvad foreslår du?” Bromann så koldt på Tobias. 

“Det er enkelt. Wilson og hans familie er en løs ende, som repræsenterer en trussel mod vores eksistens.” Tobias sank en klump. Han stod længe og så på soldaten. Så vendte han sig og sagde: 

“Du må gøre, hvad du finder nødvendigt.” Bromann vendte sig mod skærmene igen. Så kaldte han de andre soldater op på deres walkies og bad dem komme. Tobias passerede dem på vejen tilbage til soveværelset. Da han kom ind, ville Stefania vide, hvad det havde handlet om. Tobias kunne ikke svare, men gik direkte ud på badeværelset og brækkede sig i det kostbare gyldne toilet. 

Soldaterne begravede ligene af Wilson og hans familie i sandet ved siden af betonindgangen til bunkeren. Solen var en bleg skive på en tusmørkegrå himmel, og temperaturen var tæt på frysepunktet. Da de kom ind i bunkeren igen, var det som om noget i dem havde ændret sig. I luften udenfor havde de fået en fornemmelse af, at verden var døende, og at alt håb var meningsløst. Inde i bunkeren fort-satte hverdagen. Tobias og Stefania dyrkede højlydt sex og Jaques tilberedte ekstravagante retter i køkkenet. Soldaterne begyndte at blive irriterede over, at skulle høre på de to rige tossers liderlige samliv, og selv Bromann, som ellers gjorde sit til at holde moralen høj, stemte i med deres lavmælte samtale. Var verden tjent med, at en lille lort som Tobias Schwartz overlevede og var med til at genrejse menneskeheden, når asken engang var væk? Burde det ikke nærmere være mænd af folket, som de selv, der fik den opgave. Ville et rigt røvhul som ham ikke bare fucke verden op endnu en gang? Bromann kunne mærke, at hans modstandskraft mod disse tanker var ved at smuldre.

En dag kom han forbi den store swimmingpool på den underste etage. Stefania stod på kanten og lod langsomt sin kimono glide af, så hun stod nøgen tilbage. Hun vidste ikke, at han betragtede hende. De store ruder, som adskilte svømmerummet og korridoren var oplyste inde fra swimmingpoolen og gangens mørke gjorde, at de virkede som spejle. Hun spejlede tydeligvis sig selv og poserede i æggende stillinger, inden hun sprang i poolen og svømmede nogle baner. Bromann kunne mærke, at han reagerede på hendes nøgenhed. Så hørte han skridt på vej ned ad trappen, og han trådte lydløst ind i et depotrum, hvor han stod i skjul. Tobias kom gående i sin slåbrok. Han rendte nærmest kun rundt i den efterhånden, hvilket irriterede Bromann, som stædigt holdt fast i en militær anstand i sin påklædning. Tobias trådte ind til poolen og fløjtede påtaget af Stefanias nøgenhed. Så smed han slåbrokken, og stod med stiv pik og svingede med den. Bromann betragtede dette fra sit skjul, og han begyndte at hade den lille flommede rigmand. Hvorfor var det ham, der kneppede den lille godte? Hvis verden var ved at gå under, så kunne han vel dele? Bromann blev stående lidt endnu. Da de to badende igen hengav sig til deres kødelige lyster, gik han op til kommunikationsrummet og sad længe i dybe tanker. En plan begyndte at tage form. Der skulle ske ændringer i bunkeren, og de langsigtede af dem involverede ikke Tobias Schwartz. Spørgsmålet for Bromann var også, om de andre soldater var nødvendige? Det var han ikke sikker på, men han måtte finde en måde at skaffe sig af med dem, uden at det kom til kamp. Tankerne var mange, men han kunne mærke, at det begyndte at gå op. Han havde en plan.

De tre andre soldater sad i deres afdeling og lyttede til Bromanns plan. I hvert fald den del af den, som involverede deres deltagelse. Tobias Schwarz var overflødig og hans tilstedeværelse i bunkeren bidrog ikke til deres fælles overlevelse. Faktisk bidrog han kun til at de brændte gennem provianten hurtigere og dermed forringede deres langsigtede chancer for overlevelse. Da Bromann var færdig med at sætte dem ind i sine bekymringer omkring bunkerens ressourcer, indskød Sergent Jasper en tanke. 

“Jeg har tænkt de samme tanker i nogle uger og jeg bakker op om planen.” De andre to nikkede samstemmende. Bromann udlagde de nærmere detaljer. 

“Der er ingen grund til at Stefania overværer, at vi tager Schwartz ud. Vi er vel alle interesserede i, at hun forbliver…nyttig?” De grinede af hans formulering. Jo hun skulle gerne være nyttig bagefter. 

“Hvad med Jaques?” Bromann havde tænkt på den franske kok, men var samtidig blevet ret glad for at spise god mad, frem for det hundeæde, soldaterlivet i mange år havde serveret for ham. 

“Jeg tænker, at vi beholder ham, så længe han er nyttig. Schwartz æder for i hvert fald to af os, så en reduktion der, giver os en ret god margen i forhold til fremtiden.” Bromann rejste sig og så på mændene. 

“Så vi eksekverer i eftermiddag. Jasper, du og Martens beder Schwartz komme med til indgangen, hvor I tager ham med uden for og ordner ham. Imens sørger vi to”, han så på den yngste af soldaterne, Tilling, “…for at Stefania kommer ned i køkkenet til Jaques. Når Schwartz er ude af billedet, så ridser vi de nye vilkår op for de to.” De nikkede til planen, og Bromann forlod dem og gik op i kommunikationsrummet. På vejen svingede han omkring et kontrolrum, som kun han og Schwartz havde koden til at komme ind i. Her ændrede han koderne for yderdørene men indkodede en fjernstyring, så han kunne aktivere koderne fra sin tablet. 

Med militær præcision iværksatte de planen kl.15 om eftermiddagen. Jasper og Martens opsøgte Tobias, og bad ham komme med op i kommunikationsrummet, da de undrede sig over en genstand, som tilsyneladende var blevet efterladt udenfor indgangen til bunkeren. De havde brug for ham til at se, om han vidste, hvad det var? Tobias var mystificeret og fulgte beredvilligt med. Da de havde forladt soveværelset, kom Tilling og Bromann ind, og bad Stefania om at følge med ned i køkkenet. Jaques havde brug for hendes input i aftenens måltid. Stefania undrede sig over at de begge troppede op med den besked, men mistænkte ingenting og gik med ned til køkkenet. 

På sin tablet kunne Bromann se, at inderdøren var åbnet, og at de to soldater trak afsted med Schwartz op mod yderdøren. Som en sikkerhed skulle inderdøren lukke helt, før yderdøren kunne åbnes. Det var her, hans nye koder kom i spil. Han aktiverede de nye koder, inden de nåede at taste noget ind til yderdøren. På den måde blev Jasper og Martens fanget med en skrækslagen Schwartz mellem de to tonstunge ståldøre. Bromann lagde sin tablet fra sig, og så på Jaques og Stefania. Tilling stod med ryggen til ham, og så ikke, da Bromann trak sin pistol og skød ham i hovedet. Stefania blev ramt af et sprøjt af blod og hjernemasse og begyndte at skrige. Jaques stivnede og stirrede på Bromann med et målløst udtryk i ansigtet. “Hvad, undskyld men…?” Bromann skrævede hen over den døde soldat og tog fat i Stefanias arm. Det fik hende til at stoppe med at skrige. 

“Tingene kommer til at ændre sig fra nu af!” sagde Bromann. Før var vi syv i bunkeren. Nu er vi os tre, og sådan bliver det ved med at være, hvis I spiller med.” 

“Jamen hvad med Tobias og dine kolleger?” stammede Stefania. Bromann tog tabletcomputeren op fra køkken-bordet og vendte den, så Stefania og Jaques kunne se skærmen. På et videofeed kunne man se de tre mænd stå og hamre på inderdøren. Så forsøgte Jasper at skyde døren med det resultat, at Martens blev ramt af et richotterende projektil og tilsyneladende blev dræbt på stedet. Tobias stod og hoppede op og ned og fægtede med armene, mens hans mund bevægede sig. Uden lyd på videosignalet, kunne de ikke høre, hvad han sagde. Bromann pegede på Jaques med sin pistol. 

“Du har lavet den bedste mad, jeg har fået i årevis, så derfor får du lov til at leve. De andre er ressourcespild og derfor får de lov til at blive mellem dørene, indtil de ikke længere er en risiko. Vi kan jo ikke lade dem rende frit og jeg har ikke i sinde at lade Jasper udfordre mig herinde.” Jaques sank en klump. Så nikkede han og satte sig på en taburet. Bromann så nu på Stefania. 

“Hvorfor tror du, at du får lov at leve? Har du egenskaber, som menneskeheden har brug for?” Hun klynkede og rystede over hele kroppen. 

“Det ved jeg ikke!” Bromann så køligt på hende. 

“I den verden, som findes uden for dette sted vil en kvinde som dig være i høj kurs. Det er du også for mig. Den lille fede mand har udstillet jeres sexliv i månedsvis for os allesammen. Nu er du min, og jo før du accepterer det, des hurtigere kan vi skabe en ny hverdag herinde. Jeg giver dig et par dage til at vænne dig til tanken, men så kommer du til at stå til rådighed for mig!” Han så grådigt på hende og hun gøs ved tanken. Jaques så til mens Bromann kom med sit krav. Han sagde ikke noget og så ned i gulvet. Så rejste han sig og åbnede køleskabet og tog mad frem og begyndte at forberede aftensmaden. Denne gang til tre mennesker.

Det tog Jasper og Tobias fire dage at dø i det uigennemtrængelige rum mellem de to atomsikre døre. De døde af tørst. Jasper døde sidst, mens han med raspende stemme forbandede Bromann. Da Bromann var sikker på, at de begge var døde, låste han Jaques og Stefania inde i et depotrum og åbnede dørene, så han kunne skaffe sig af med ligene. Den anstændighed havde han dog. Hans slæbte også Tillings frosne krop udenfor og begravede dem alle tre i en fælles grav 20 meter fra indgangen. Så begav han sig ned i bunkeren og forseglede dørene igen.

Mens han arbejdede på dette sad Stefania og Jaques i depotet. Bromann havde endnu ikke indfriet sit krav om, at hun skulle stå til rådighed for ham, men hun havde en fornemmelse af, at det var på vej. Så hun sad knuget og nedtrykt på en spand i depotet og græd. Jaques stod og betragtede hende. Han havde også en plan, men han indviede hende ikke i den. 

Siden Bromann havde overtaget kontrollen i bunkeren havde han låst både Jaques og Stefania inde, når han selv skulle sove. Selvom hans soldaterinstinkter var fremragende, så kunne han risikere, at de overraskede ham, når han sov. Den risiko ville han ikke løbe. Når han havde “redet Stefania til” kunne hun måske få lov at sove sammen med ham, men han var ikke sikker. I hans optik var hun ikke en trussel. Det var hun for dum til, men man kunne aldrig vide. Alene Jaques’s køn var en potentiel trussel. Ikke at Bromann ikke var sikker på, at han nemt kunne klare Jaques i en mand til mand konfrontation, men hvorfor løbe risikoen? Så Bromann riggede systemet til, så han kunne sove uforstyrret. Hans tablet var nøglen til hele komplekset. Der fandtes to tablets mere, men dem havde han sikret sig og gemt væk, så de ikke var til at finde. 

På femtedagen efter magtovertagelsen bad Bromann Stefania gå i bad og gøre sig klar til at gøre sig nyttig om aftenen. Han var specifik i sine forventninger til hende. “Jeg vil have lange strømper og g-string. Intet andet.” Hun så på ham med væmmelse, men det ignorerede han. Fuldstændigt. Samtalen foregik i køkkenet foran Jaques. Franskmanden så op, men sagde ingenting, da Bromann nævnte strømperne. Tilsyneladende var Bromanns seksuelle præferencer ganske simple. En lækker dåse og lidt pikant undertøj, så kørte toget for ham. Han sendte hende i forvejen op til soveværelset og vendte sig så mod Jaques.

“Du kan vel næsten regne ud, hvad du skal lave i aften?” Jaques nikkede og standsede så op et øjeblik.

“Jeg har lavet creme bruleé. Vil du ikke have et par med op til “apres”? I køleskabet fandt han en bakke frem med to ramakiner med den franske cremedessert og en lille flaske portvin og to glas. 

“Bare for stemningens skyld Monsieur Bromann!” Det var en overraskelse, som Bromann ikke havde regnet med. Måske var franskmanden alligevel nyttig. Han gennede kokken ind i hans lille kammer og låste døren med sin tablet. Så tog han bakken og bar den op til soveværelset. Stefania sad på sengen iklædt selvsiddende strømper og en g-string. Hendes kropssprog var sammenkrummet og angstfyldt. Bromann undertrykte et strejf af medlidenhed. Hendes nytte var at tilfredsstille ham og sidenhen være en handelsvare, når tiden efter bunkeren var inde. Han satte bakken på sengen ved siden af hende. 

“Jaques havde lavet lidt dessert og sendt en portvin med,” forsøgte han indsmigrende. Selvom han var ret fast besluttet på at gennemføre sin plan med hende, så var det hans erfaring, at det var sjovest at dyrke sex med kvinder, som faktisk gerne ville. Det var selvfølgelig nok lidt meget forlangt, når han nu havde slået hendes kæreste ihjel, men han var villig til at acceptere mindre anspændt i stedet for det nervevrag, der sad overfor ham nu. 

“Her smag på desserten,” sagde han og slog skeen gennem det karamelliserede sukkerlag på toppen. Den knasende lyd fik hende til at sænke skuldrene. Han tog en skefuld og rakte hen til hende. 

“Her smag på det”. Han tog selv en skefuld. Det smagte himmelsk. Så rakte han hende skålen og tog selv den anden og spiste sin portion. 

“Den franskmand kan sgu lave mad?” Bromann grinede. Så hældte han to glas portvin op og gav hende det ene. 

“Her, det får dig til at slappe lidt af inden vi skal hygge os.” Stefania sagde ikke noget, men tog imod glasset og drak det i en slurk. Så lagde hun sig ned på ryggen og så stift op i loftet. 

“Skal vi få det overstået,” sagde hun. Det var ikke helt den stemning, Bromann havde haft i tankerne, men han anså det for at være en forbedring i forhold til for lidt siden. Han rejste sig, og begyndte at knappe sin skjorte op. Han svajede en anelse, men slog det hen med at han havde rejst sig for hurtigt. Så satte han sig på knæ ved siden af sengen og trak Stefania hen til sig og begyndte at fumle med at få trukket hendes trusser af. Han så op og bemærkede til sin glæde, hvor flotte hendes faste bryster var. De stod lige op i luften. 

“Er de ægte?” spurgte han en smule sløret i stemmen. Hendes mumlende svar lød underligt, som om hun svarede ham langt væk fra. En summen blev tydelig i hans krop. Så gik det op for ham, hvad der var sket. 

“Fuck, den lortefranskmand…” mumlede han, inden han besvimede med ansigtet ned i Stefanias skød. Hun bemærkede ingenting. Hun var allerede bevidstløs. 

Jaques kom ind på soveværelset og betragtede den mærkværdige opstilling. Han havde en tablet i hånden og en pistol i bæltet. Han lagde sin tablet på sengebordet og trak pistolen og prikkede til Bromann med den. Der var ingen reaktion. Så gik han om bag soldaten og trak i hans skuldre, så han væltede bagover på gulvet. Der lød en svuppet bump, da han hoved ramte betongulvet. 

“Ups,” sagde Jaques og lænede sig henover soldaten. Han trak en lille lygte op af sin skjortelomme og lyste Bromann i øjnene. 

“Det virker vist glimrende” sagde han hen for sig, selvom ingen lyttede. Han betragtede et øjeblik Stefania. Så greb han et tæppe og lagde det over hende. Udenfor soveværelset stod et rullebord, som han normalt brugte til at fragte madvarer fra depotet til køkkenet. Det trak han nu ind i soveværelset og fik med noget besvær bugseret Bromann op på det. For en sikkerheds skyld trak han en kraftig plasticstrip frem og sikrede soldatens hænder på ryggen. Så kørte han afsted op mod indgangen til bunkeren. Ved den inderste dør fandt han igen sin tablet frem og indtastede en kode. Det fik den store dør til at svinge op. Jaques skubbede rullebordet ud i mellemrummet mellem de to døre og skubbede ublidt Bromann ned. Han landede med en knasende lyd. Måske var det hans skulder, som gik af led. Jaques tjekkede soldatens lommer og fjernede alle genstande. Han ville ikke tage nogen chancer. Så trak han rullebordet tilbage og lukkede døren og forseglede den. 

Stefania kom til sig selv i sengen. Et øjeblik ventede hun, at Tobias ville komme ud af badeværelset og begynde at kysse hende over det hele. Så huskede hun, hvilken situation hun stod i. Den blev understreget af, at hun med undtagelse af strømperne var nøgen under tæppet. 

“Du er vågen, Mademoiselle Stefania?”. Jaques sad i lænestolen og så mildt på hende. 

“Jaques, hvad skete der? Hvor er Bromann?” Fransk-manden rejste sig og kom hen og satte sig på sengekanten.

“Cherie. De skal ikke bekymre dem om Bromann. Han er ikke længere en trussel for hverken dem eller jeg. Han kommer til at dele skæbne med deres kæreste og de andre soldater, er jeg bange for.” Da Jaques nævnte Tobias, kom tårerne op i hendes øjne. 

“Har du spærret ham inde mellem yderdørene?” Han nikkede og viste hende videofeedet fra sin tablet. Bromann lå bagbundet og vred sig i smerter, mens han råbte op mod kameraet. Sådan lå han i flere dage, før også han bukkede under af tørst. 

Stefania sad nogle uger senere i køkkenet og spiste en hummersuppe, som Jaques havde brugt hele dagen på at tilberede. Hendes affektion for den slanke franskmand var begyndt at blive tydelig. 

“Hvordan snød du egentlig Bromann?” spurgte hun ham. Franskmanden smilede og hældte et glad hvidvin op til hende. 

“Wilson rekrutterede mig, inden han fandt Bromanns hold. Jeg var med til at designe denne bunker. Jeg har en fortid som elitesoldat i den franske hær. Køkkentjansen er kun en hobby. Han ansatte mig til at beskytte jer to. Jeg beklager, at jeg ikke formåede at opdage soldaternes plan, før Tobias blev et offer. Tilgiv mig.” Hun var målløs.

“Men de andre var jo nøje udvalgt efter deres loyalitet. Hvorfor forrådte de os? Og hvorfor forblev du loyal?” Jaques stod lidt og tænkte. 

“Fordi ingen for alvor forstod, at når verden går under, så mister mænd deres incitament til at tænke på andre end sig selv. Særligt, når andre har noget, de ikke selv har. I Bromanns tilfælde var det dig. Jeres seksuelle liv har ikke været så…lad os sige det, beskedent, og Tobias var en mand, som Bromann foragtede. Han tog jobbet, fordi der var gode penge i det, men da pengene mistede deres værdi, fordi verden udenfor ikke længere fungerer, så han så en anden værdi, han ikke umiddelbart kunne få. En kvinde. Den eneste, der var tilgængelig for ham. De andre soldater blev en trussel, for de ville sikkert udfordre ham. Bromann var på mange måder som et barn, der ikke kan lide at dele sit legetøj. Så derfor måtte de i Bromanns logik alle dø.” Stefania tænkte over dette og indså, at Jaques havde ret. Det øjeblik, de havde låst bunkeren, havde tingene ændret sig for soldaterne fra at være et job til at blive en fremtid. Hun havde altid været en pragmatisk kvinde, og selvom hun sørgede over tabet af Tobias, så hun nu det næste lange stykke tid i bunkeren for sig sammen med Jaques. Hun rejste sig og gik over til ham. Han sad på en høj taburet ved køkkenbordet. Stefania stillede sig mellem hans ben og kærtegnede hans hår. 

“Så er det op til os at befolke jorden igen?” spurgte hun kælent. Jaques så på hende med et uudgrundeligt blik.

“Det tror jeg ikke.” Hun så undrende på ham. 

“Hvorfor ikke? Vi skal jo være her længe?” Jaques så op og mødte hendes blik. 

“Stefania, jeg er ikke til kvinder!”