Octavia E. Butler

Octavia E. Butler

For nogle uger siden, under en af mine mange kaninhulsudforskninger af interessante ting på youtube, faldt jeg over et interview med den amerikanske forfatter Octavia E. Butler. Butler døde 58 år gammel i 2006, hvilket var et tab for science fiction-litteraturen. Det vidste jeg ikke i starten af januar. Dengang anede jeg ikke, at hun fandtes. Men interviewet ramte noget ved mig, og da jeg dykkede mere ned i hendes forfatterskab, faldt jeg over noget foruroligende og meget interessant. I Butlers serie “Parable of the Sower” og “Parable of the Talents” beskriver hun en fremtid (bøgerne blev udgivet i starten af 90’erne), hvor klimaforandringer, ekstremistisk politik og et jobmarked under afvikling har skabt et ustabilt amerikansk samfund, der langsomt går op i limningen. Den fremtid hun lader handlingen foregå i er vores nutid – altså 2020’erne. Octavia Butler er blevet kaldt profetisk. Blandt andet beskriver hun et amerikansk præsidentvalg, hvor en populistisk og autokratisk præsidentkandidat formår at vinde med sloganet “Make America Great Again,” ved at mobilisere de kristne konservative i USA. Det fik mig til at hente Parable of the Sower på lydbog og i den seneste halvanden uge, har jeg været optaget af at lytte til bogen. Den er intet mindre end fantastisk. Beskrivelsen af den Trump-agtige præsident er at finde i efterfølgeren Parable of the Talents, som jeg netop er gået igang med. 

Butlers ry som science fiction-forfatter skal ikke skræmme eventuelle læsere væk. Hun er at sammenligne med en forfatter som Margaret Atwood, som bestemt også har science fiction-elementer. Butler arbejder på samme vis med fint tegnede portrætter af interessante mennesker, og lader interaktionen mellem sine karakterer folde sig ud på mesterlig vis. Jeg glæder mig allerede til at dykke dybere ned i hendes forfatterskab. 

En ting er i hvert fald sikker. Butlers fabelagtige måde at arbejde med dystopien på, kommer til at tjene som inspiration for min egen skrivning. Hun formidler sin historie med en sensibilitet, som jeg finder meget inspirerende. 

Se en video, som uden spoilers formidler “Parable of the Sower” og giver et indblik i romanens fortræffeligheder.


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *