På trappen foran Sacre Coeur i Paris, har man et forrygende vue ud over byen. Her stod jeg i 1996 som nyudklækket student og tog den parisiske stemning ind i fulde drag. Jeg var rejst med den lokale ungdomsskole på kunsttur derned, da jeg havde haft nogle timer på billedkunstholdet som hjælpelærer. Min mor underviste holdet, og da det var meget populært, havde hun brug for et par ekstra kunstkyndige hænder engang imellem. Lønnen var ikke noget særligt, men jeg fik mulighed for en billig tur til Paris, hvor jeg havde planer om at blive i nogle uger og besøge min ven Stefan, som boede og arbejdede i Paris. De første 4 dage var jeg sammen med holdet, og måtte af økonomiske årsager dele værelse og dobbeltseng med ungdomsskoleinspektøren. En formidabel mand ved navn Jørgen. Han var høj og bred med et gigantisk fuldskæg og en buldrende basstemme. Han var vildmarkslærer ud over sin funktion som inspektør og i vildmarken havde han opøvet evnen til at falde i søvn, så snart han lagde hovedet på puden. Jeg har altid været noget sensibel omkring mine sovearrangementer, så byens lyde og Jørgens snorken ved siden af i den lille parisiske dobbeltseng gjorde, at jeg de første par nætter ikke fik meget søvn. Heldigvis var programmet virkelig spændende. Dengang havde jeg en ide om, at jeg skulle leve af at lave kunst – på en eller anden måde. Helst som tegneserietegner i USA, men måske også som boheme-kunstner i en europæisk storby. Bohemeidentiteten var i hvert fald noget, jeg dyrkede. Det gav sig blandt andet udslag i den vildt fede olivengrønne trenchcoat med dybrødt foer, jeg havde fundet i en genbrugsbutik. Jeg var meget glad for den frakke. Der var dog nogle af aspekterne ved bohemetilværelsen, som jeg ikke rigtigt kunne dyrke. Jeg havde ikke opdaget spirituosaen Absinth endnu – hvilket jeg i retrospekt er meget glad for at jeg ikke opdagede i Paris, da jeg muligvis aldrig var sluppet levende hjem igen. Jeg opdagede først absinth nogle år senere på en Roskilde Festival, hvor en af mine venner havde købt en flaske ægte absinth med hjem fra Spanien. En af dem med malurt i drikken. Da vi ikke havde isvand og sukkerknalder på en varm festival, så drak vi absinth som shots. Det sved i svælget og jeg havde en klar fornemmelse af, at man kunne affedte traktormotorer med det stads. Jeg fik mærkelige synsforstyrrelser og måtte kapitulere og gå i seng i teltet. Et par timer senere vågnede jeg med en akut trang til at komme på toilettet. Det år boede vi i en lejr, som lå ved siden af et stort toiletområde på festivalen, hvor alle toiletter undtaget et, var i uorden, så lortet lå i små bjerge i kummerne. Jeg væltede ud af teltet og satte kursen mod det toilet, jeg vidste virkede. Klokken var 2 om natten og lejren var kun befolket af de sidste natteravne. På vej ud af teltet slog absinthen til, og jeg kunne mærke, at jeg var ved at besvime. Jeg indså, at hvis jeg besvimede her under havepavillionen i lejren, så ville jeg skide i bukserne. Så jeg bukkede hovedet mellem benene og løb som en gorilla-agtig Quasimodo op mod det frelsende toilet. Heldigvis var der ledigt, så jeg satte mig taknemmeligt på den kolde porcelæn – der var ikke noget toiletbræt og gav los. Det var vederkvægende i et par minutter. Så begyndte min krop at lade mig forstå, at mine trængsler ikke var overstået med en enkelt skidetur. Nej absinthen ville fortsætte sig kvælertag om min svækkede krop. Jeg tænkte, at jeg måtte forsøge at kaste den resterende absinth op, men mit spiserør, som allerede var forpint af absinthens vej ned, sendte signaler til resten af kroppen om, at en opkastning ikke var acceptabel. Så jeg måtte vente på at naturen gik sin gang og sad nu de næste 6 timer på det kolde toilet og svedte absinthens kolde sved, mens min krop fra tid til anden lod lidt væske gå ned i kummen. Da morgenen gryede, begyndte folk at stimle sammen omkring det toilet, de vidste virkede og da jeg endelig vaklede ud – tømt og træt – skulede folk til mig med sorte onde øjne.

Den anden bohemeagtige ting, som jeg aldrig har kunnet forlige mig med er smøgerne. Kan man være en rigtig boheme, hvis man ikke ryger smøger? Jeg har forsøgt mig med lidt festrygning i gymnasietiden, men da resultatet altid var kvalme, så måtte jeg indse, at det nok ikke var noget for mig.

Da ungdomsskolen drog hjem, blev jeg tilbage i Paris. Jeg mødtes med Stefan, da han fik fri fra den restaurant, han arbejdede på, og vi gik hjem til hans lejlighed. Lejlighed er måske et lidt stort ord at bruge. Det var et nedlagt butikslokale i en lille sidesmøge i nærheden af Moulin Rouge på Montmartre. Han delte det med en spansk fyr, som hed Pablo. Pablo var sød nok, men han var næsten aldrig hjemme. Stefans værelse var et kælderlokale, som man kun kunne komme ned i af en meget smal vindeltrappe i bygningens fundament. Der var ingen andre veje ud end trappen, og det hvælvede rum var fugtigt og indelukket. Her stod Stefans seng, som var bygget i rummet. Jeg sov på en tynd madras på gulvet hvor den parisiske undergrunds fugtighed hver morgen var trængt op gennem skumgummiet og ind i min sovepose. 

Smøgen som lejligheden lå i, var sidegade til et af de mest befærdede strøg på Montmartre. Her lå stripklubberne side om side, og om aftenen faldbød storskrydende mænd i jakkesæt de services, som netop deres klub kunne tilbyde. Stefan havde ud over mig også besøg af to andre venner, som jeg ikke kendte på forhånd. Et par flinke drenge fra Randers, som ligesom jeg var på tur i Frankrig. Vi modstod fristelserne fra stripklubberne i 4 dage, før vi en aften blev enige om, at vi nok alligevel blev nødt til at se nogle bare damer. Vi gik ned på strip-strøget og ind i den første klub, som lå lige på hjørnet. Vi fik en gratis øl stukket i hånden på vej ind og satte os til rette ved et bord. På scenen var en køn og temmelig frodig sort kvinde i færd med de sidste dele af sit show, hvorefter hun med rigelig bølgegang i bagdelen forlod scenen. Nu startede titelmusikken fra en James Bond film og en slank køn lyshåret pige på ind på scenen. Hun havde et feminint business suit på og gav sig så i kast med at tage det af til den genkendelige musik. Hun var bestemt flot, men hun virkede lidt uengageret, og vi blev enige om, at vi måske skulle prøve en ny klub – nu der var så mange. Vi gik ned ad vejen og blev prajet af en venlig udseende bedstefar-type, som sagde (på fransk): “Hej drenge…kom ind på min klub. Der foregår showet på gulvet lige foran jer. I kan se ALT!” Vi så på hinanden: “ALT???” Han grinede: “Ja ALT”. Vi gik opløftede ind i den venlige mands klub og blev bænket ved et bord. Allerede der, burde vi været blevet mistænksomme, for vi var de eneste gæster i den halvstore klub. De eneste andre derinde var 4 piger, som sad i baren og bestemt ikke lignede gymnasiepiger på et hyggeligt cafebesøg. Så snart vi sad ned, kom de op fra baren og satte sig på skødet af os. De var meget interesserede i, hvad vi var for nogle. Kort efter kom bar-mutter op med et glas appelsinjuice til hver af pigerne. Således bænket og med en lidt akavet stemning, kunne stripshowet gå igang. Titelmusikken fra en James Bond film begyndte at spille og en køn lyshåret og lidt uengageret pige i et feminint business suit kom ind og tog tøjet af på gulvet lige foran os. Bedstefartypen havde ret. Vi kunne se ALT. Da hun var færdig, blev vi præsenteret for en regning på 490 franc pr. Glas appelsinjuice, som tøserne havde drukket. Dengang var en franc og en krone nogenlunde lige meget værd. Bedstefartypen var nu pludselig mere “pimp-agtig” og to hærdebrede dørmænd havde lukket døren til gaden. De lignede begge to nogle, som havde fået afslag på at komme i Fremmedlegionen, og derfor nu havde et liv fyldt med bitterhed og svigt, som de havde lyst til at lade gå ud over udskyldige unge mænd fra Danmark. Stefan talte heldigvis flydende fransk, så han parlamenterede med pimp-bedstefaren. Da det stod klart, at vi ikke lige umiddelbart havde til sinds at betale, så hentede han en ung gangstertype i skarpslebent sort jakkesæt og tilbageslikket hård, som med hårde sorte øjne truede os med tæv, hvis vi ikke betalte den exorbitante pris for appelsinjuicen, vi ikke havde bestilt. Jeg foreslog – heltemodigt – at vi betalte og så gik udenfor og ringede efter politiet med det samme. Det fik Stefan til at erklære, at hvis de ville have penge ud af os, så måtte de ringe efter panserne, og få dem til at få os til at hoste op. De ville ikke få så meget som en franc af os. C’est tout. Så skete der noget nærmest magisk. Da Stefan nævnte Les Gendarmes, gik dørene op. Gangstertypen smeltede væk i mørket, og de forsmåede fremmedlegionsapplikanter gennede os ud på gaden, men de råbte FUK YYUUU og BYYLSHIIIT (Fuck you og bullshit med fransk accent lyder bare røvfesent) Ude på gaden samlede vi kræfterne og så på hinanden. Så begyndte vi at grine. Vi havde alle stået derinde og beredt os på at sælge vores liv så dyrt som muligt i det slagsmål, som vi havde følt uværgeligt ville opstå, og nu stod vi så her. Uskadte og med vores penge på lommen. 

Her burde vi nok være gået hjem. Men trangen til at se bare et ordentligt stripshow viste sig alligevel for stærk – vi var berusede af vores succes, så vi gik længere ned ad gaden. Her mødte vi – ret usædvanligt – en kvindelig dør-person. Vi spurgte hende, om der i hendes klub ville være piger, som ville sætte sig hos os og blive serveret appelsinjuice, som vi derefter ville forventes at betale for. Hun sagde afværgende, at vi bare skulle afvise pigerne, når de henvendte sig. Således betryggede satte vi os ind i klubben. Der var et show på scenen, som næsten var slut, og i båsen ved siden af os sad to unge tyske fyre i højt humør med et par festklædte tøser på skødet. Begge tøser drak appelsinjuice. Da stripperen gik af scenen, smuttede tøserne og en udsmider/tjener præsenterede de to tyskere for en stor regning for appelsinjuicen. Pigerne kom over til vores bord, men vi viftede dem videre. Ovre hos tyskerne kunne vi se, at de slukørede fandt deres tegnebøger frem og betalte flere hundrede franc for deres letlevned. Vi så på hinanden og blev enige om, at når dette stripshow var overstået, så ville vi gå hjem. Dette syndens Babylon, kunne vi Randrusianske ungersvende ikke klare mere af. På scenen præsenterede en konferencier den næste performer – og lyden til en efterhånden velkendt James Bond sang bragede ud gennem højtalerne. Den kønne men lidt uengagerede pige i det feminine business suit gik på scenen og afførte sig lettere mekanisk sit tøj. Tilsyneladende er mængden af arbejdende strippere i det miljø så lille, at de må gå på omgang mellem klubberne. Da vi jo havde set ALT, på den tidligere klub, blev vi enige om at gå hjem. Siden da har jeg haft en sund skepsis for den neonfarvede underverden, der hersker i mange storbyer. Så jeg har aldrig siden være på stripbar. Jeg er blevet tilbudt ture til berømte stripklubber af ivrige taxachauffører i Las Vegas, men alene det, at de nok får procenter af henvisningen, har gjort mig mistænksom på deres sande motiver. 

Dagen efter tog Stefan og jeg afsked med de to andre drenge, som skulle videre på deres tur. Jeg har aldrig mødt dem siden, så jeg har aldrig fået snakket oplevelsen igennem med dem. Stefan og jeg har joket om den nogle gange i festligt lag, og den er gledet ind i min samling af anekdoter, som jeg gerne fortæller. 

Om eftermiddagen blev jeg syg med influenza og lå i fire dage med høj feber på Stefans fugtige kældergulv. Til sidst var jeg så desperat, at jeg slog feberen ned med panodil, tog metroen til Charles de Gaulle lufhavnen og svang Visakortet til et Air France fly hjem til Danmark. Mine kræfter ikke kunne klare en nat mere i hans klamme kælderhvælving.