Sult – af Christian Wilde

Kvinden skramlede rundt mellem bunker af konservesdåser. Hun udstødte små desperate skrig, mens hun mere og mere febrilsk gik bunken igennem, for at finde en fyldt dåse. Hun var tynd og senet. Til sidst opgav hun og sparkede i arrigskab dåserne gennem det fugtige kælderagtige lokale. Den ensomme, uskærmede pære i loftet afslørede kolde betonvægge og rækker af reoler, som nu kun indeholdt tomme emballager, som råbte deres tavse hån mod den sultne kvinde. Hun forlod rummet og gik ned ad en lang gang. På begge sider var der ståldøre ind til tilstødende lokaler. Hun gik ind af en dør, der var markeret med et rødt kors. Rummet var tydeligvis en klinik af en slags. I hjørnet stod en briks med en sovepose. På endevæggen stod en køjeseng, med to små lyserøde kufferter ovenpå det beskidte lyserøde sengelinned. Forskellige personlige ejendele lå rundt omkring i rummet. I den anden side af rummet stod et par gasblus og en afskallet gasflaske. Det var tydeligt, at kvinden boede her alene. Hun havde ikke altid været alene, men hun huskede ikke længere, hvornår de små var døde. Det fortabte sig. Hun pakkede nogle ting ned i en rygsæk, og tog så overtøj og støvler på. Så begav hun sig ned ad den lange gang igen. For enden var der en trappe, som strakte sig 20 meter op. Op mod overfladen. Hun gik op og løftede med besvær en stållem til side. Lyset blændede hende i begyndelsen. Hun missede med øjnene og lukkede så forsigtigt lemmen igen. På ydersiden var den beklædt med gammelt kamuflagenet og nogle kviste. Landskabet uden for var øde. Hun kunne se langt til alle sider. Et par kilometer mod øst var der nogle lave bakker og noget fyrreskov. Det var i den retning, hun begav sig. Hun travede med en indædthed og et målrettet blik i øjnene. Ødemarken var gold. Kun lavt vissent græs voksede i den sandede jord. Da hun nåede frem til skoven, satte hun sig kortvarigt og drak af en flaske fra tasken. Så rejste hun sig og fortsatte. Hun vidste ikke meget om bebyggelserne i området. Hun havde kun været herude en gang før lige efter at soten havde hærget landet. Dengang for flere år siden, havde hun haft brug for gas til sit køkkenarrangement. Inde i skoven var der et militærdepot, som hun med held var brudt ind i og fået fragtet adskillige flasker gas med tilbage. Dengang havde hun kørt i en lille lastbil tilbage. Den stod stadig tæt på indgangen til bunkeren, hun boede i. Men brændstoffet var blevet dårligt og ingen biler kunne længere køre. Så hun havde rationeret sin brug af gas og havde klaret sig i flere år med det lager, hun havde bragt tilbage.

Nu var bunkerens forsyninger sluppet op og hun måtte finde føde. Hun gik efter militærdepotet igen. Sidste gang havde hun ikke kunnet finde mad der, men hun havde heller ikke ledt grundigt. Så måske havde hun overset noget. Ellers forestillede hun sig, at hun kunne finde et våben, så hun kunne skyde noget vildt. Skoven, hun gik i, var tavs. Kun en svag susen fra vinden nåede hendes ører. Hun så ingen dyr. Ingen fugle skræppede op, når hun gik gennem et buskads. Hun nåede frem til depotet. Lågen stod på samme måde, som hun huskede det fra sit tidligere besøg. Alligevel gik hun vagtsomt ind på området. Depotet bestod af en række lave betonbygninger og så nogle haller med tunge porte. Hun gik hen til den nærmeste bygning og kiggede ind ad vinduerne. Støvet lå tykt på kontoret inden for. Hun tog i døren, som gik op med det samme. Inden for lugtede der hengemt og støvet. Hun gennemgik bygningen uden at finde andet end papirer og kontorinventar. I et baglokale fandt hun et nøgleskab. Det var hun ikke faldet over sidste gang. Hun åbnede det og fandt nøgler til de store porte i hallerne udenfor. Opløftet gik hun ud og fik med besvær åbnet den første. Porten var svær at skubbe op, og hun følte sig svimmel af sult. Det lykkedes for hende, at få den så meget på klem, at hun kunne presse sig igennem. Inden for stod der flere militære lastbiler. De var lastede med pigtråd og hegn. Hun tænkte, at de havde nok været tiltænkt de flygtningelejre, som myndighederne forsøgte at oprette, da soten skyllede ind over landet. Skuffet gik hun ud og forsøgte sig med den næste hal. Heller ikke her fandt hun andet end ubrugelige genstande. Heller ikke noget våben, som hun kunne bruge til jagt. I den sidste hal fandt hun et kort over området. Hun kunne se, at hendes bunker var en del af det militære område, som depotet også tilhørte. Længere mod øst, var der ifølge kortet en mindre bebyggelse. Hun besluttede sig for at vandre derhen. Med rygsækken over skulderen og kortet i hånden gik hun videre gennem skoven. 

Bebyggelsen kunne ikke helt kaldes en landsby. Syv otte huse omkring et gadekær var alt, hvad byen kunne mønstre. Hun betragtede længe husene fra skyggerne af skovbrynet. Der var ingen bevægelser eller lyde at opfange. Så begav hun sig forsigtigt hen til det nærmeste hus. Døren var låst, men et vindue var blevet smadret af en nedfalden gren fra et æbletræ i haven, så hun slog forsigtigt de resterende glasskår af med en sten og klatrede ind i huset. Værelset var fugtskadet, men resten af huset virkede i nogenlunde stand. Der var en lidt støvet muggen lugt. Hun undersøgte huset. I et af værelserne lå de mumificerede rester af beboerne. De lå sammen i dobbeltsengen. Man kunne stadig se sotens tydelige tegn på deres indsunkne læderagtige hud. Bylderne var ikke til at tage fejl af. De havde ladet et vindue stå på klem, og klimaet havde tørret dem ud i stedet for at lade dem rådne. Hun lukkede døren igen og ledte videre efter køkkenet. I den anden ende af huset fandt hun et gammeldags spisekammer. Men skuffelsen stod hurtigt malet på hendes ansigt, da hun efter en hurtig gennemgang kunne konstatere, at der ikke var noget spiseligt tilbage. 

Hun gik ud i køkkenet igen. Pludselig fornemmede hun en bevægelse uden for vinduet. Hun dukkede sig instinktivt ned. Så sneg hun sig hen til vinduet og spejdede ud bag gardinet. Ude i forhaven stod en ung mand. Han så velnæret og sund ud. Han stod afslappet og lænede sig op ad en vandrestav. På ryggen havde han en ny rygsæk. Så kaldte han. “Kom bare ud. Jeg gør dig ikke noget”. Hun følte panikken sprede sig. Hvad hvis der var flere. Hvad hvis han var bærer af sygdommen? “Jeg sætter en dåse forloren skildpadde her. Og så sætter jeg mig herovre ved skoven. Du kan bare komme, hvis du vil eller tage maden og smutte”. Hun så gennem gardinets tynde stof, at han viste en stor dåse frem, som han satte på jorden. Så gik han. Hun stod længe og spejdede ud. Var det en fælde?

Så gik hun forsigtigt ud og samlede dåsen op. Den var tung. 2 liter forloren skildpadde. Mere mad end hun havde fået længe. Hun puttede den i rygsækken og gik så i den modsatte regning af ham. Uden for byen stoppede hun op. Hvad nu, hvis han ikke ville hende noget ondt. Måske kunne han være løsningen på hendes umiddelbare udfordringer? Hun vendte om, og gik tilbage. I skovbrynet havde manden tændt et bål og var ved at slå lejr. Han vendte sig og smilede venligt til hende, da hun nærmede sig. “Hej! Jeg hedder Mike!” sagde han imødekommende. Hun svarede ikke. Hun så omkring efter tegn på, at det var en fælde. Det lod det ikke til. Inde under jakken, havde hun sin kniv klar. Nu lod hun den ligge og tog hænderne frem. Hun hilste på ham. “Jeg hedder Mary”. Lyden af sin egen stemme skræmte hende næsten. Hun havde ikke hørt den i flere år. Den lød kvækkende og tynd. Mike smilede og trak endnu en dåse mad frem fra tasken. Han åbnede den og satte den i gløderne af bålet. 

“Om lidt er der ravioli. Kom og sæt dig.” 

Han gik hen til et træ, hvor der stod en cykel med cykeltrailer. Her fandt han et tæppe og kastede det hen til hende. 

“Så du ikke behøver at sidde på jorden”. 

Hans venlighed kom bag på hende. Så spiste de sammen. Først i stilhed, og siden snakkede Mike om sin tur gennem landet. Han var på vej nordpå, for at se om hans familie var i live. Han havde ikke store forventninger. Soten havde ikke ramt ham, selvom han havde været eksponeret. Mary kunne fortælle samme historie. De var måske immune. Men hun turde ikke løbe risikoen. Hvad hvis hun bare havde været heldig? Mike fortalte, at han havde mødt en læge længere sydpå. Lægen havde været lidt skør, men i sine rablerier havde han sagt, at han estimerede at 90 procent af befolkningen var døde, ligesom et lignende tal gjaldt for dyrelivet. Soten havde taget alt. Mary lyttede. 

“Kunne du ikke tænke dig at smage et glas vin?”, spurgte Mike. Måske den sidste flaske i landet? Du kan selv hente den henne i traileren. Så vasker jeg lige tingene af. Hun rejste sig og fandt en flaske rødvin og to langstilkede plastikglas i hans trailer. Hun satte sig og gav sig til at rode i sin rygsæk efter sin multikniv. Mens Mike vaskede sine tallerkner af, åbnede hun vinen og hældte op. Han så ikke, at hun også fandt en dåse med medicin frem fra sin taske og blandede et pulver i hans glas. Hun rejste sig og rakte ham glasset. Så drak de. Hun skar ansigter. 

“Er den ikke lidt bitter?” Mike gav hende ret, men tømte alligevel glasset. Hun satte proppen på og lagde flasken i sin taske. 

“I morgen vil jeg gerne vise dig mit sted,” sagde hun. Mike sad med drømmende øjne. Så sank han som i slowmotion sammen på siden og lå stille. Kun hans dybe åndedræt afslørede, at han var levende. Mary samlede sine ting sammen. Hun tømte hans trailer for overflødige ting. Der var et par dåser mad mere, men ellers ikke noget. Så baksede hun Mike op i traileren og trak af sted med cyklen i mørket.

Mike vågnede langsomt op. Han kunne se et betonloft over sig. Han lå blødt med en dyne over sig. Så kom Marys ansigt ind i hans synsfelt. 

“Her kom lidt op at sidde”. Hun støttede ham, mens hun klikkede hospitalsbriksen op i hovedenden. 

“Spis der her”. Hun madede ham med en ske. Det var en velsmagende stuvning med kød. Han rakte sin hånd op for at tørre sin mund. Men remmene, som holdt hans arme fast, kunne ikke nå så langt. Han begyndte at gå i panik. 

“Hvad fanden er det her”. Hun tyssede på ham. Så rejste han sig længere op i sengen og så ned mod fodenden. Han forsøgte at sparke dynen af, men kun det ene ben ville virke. Det andet ben var kun en stump. Benet var amputeret fra knæet og ned. Han så sig om i rædsel. På bordet ved væggen, kunne han se resterne af sit underben. Det var skrællet af for kød og kun foden var tilbage. Mary smilede til ham. “Nu har vi kød til lang tid endnu!”