Jeg skrev for et par år siden denne lille novelle. Inspirationen kom fra en oplevelse jeg havde for mange år siden, da jeg var i svømmehallen i Gellerupbadet i Århus. En underlig trævæg delte hallen op, og jeg var nysgerrig på, hvad der var bag væggen. En dag spurgte jeg livredderen, og han låste en dør op og viste mig en dunkelt oplyst del af hallen, hvor det gamle udspringsbassin var. Tømt for vand og dybt. Hvis man endte dernede, ville man ikke kunne komme op ved egen kraft. Det rumsterede i mit hoved i mange år, som et billede på en historie, som ventede på at blive fortalt.

Svømmehal

Af Christian Wilde

De to drenge løb grinende mellem murbrokkerne på den sønderbombede skole. Latteren klingede som et for længst glemt minde mellem de sodsværtede mure. Selv med krigens rædsler som bagtæppe, kunne legen og glæden ved hinandens selskab ikke underkues. De yngste af de to fandt et gammelt verdenskort, som blafrede i sommerbrisen. 

“Se råbte han”. Den ældste, som kun var knapt et år ældre, men som følte sig meget stor i forhold til den anden, stoppede op og gik hen for at se på den nyfundne skat. Han stavede sig gennem landenavne, som ikke længere fandtes. Med sine 9 år burde han være bedre til at læse, men skolegangen havde været sporadisk i flygtningelejren, som lå på den anden side af floden. De to var svømmet over for at gå på opdagelse, og havde fundet den udbombede skole. Nogle af bygningerne stod endnu, men havde gabende huller i sig. Den ældste dreng var lidt bekymret for, om der måske var døde børn inde i dem. Det lod ikke til at bekymre den yngste. Da verdenskortets nyhedsværdi havde lagt sig, begav de sig videre i deres skattejagt. De gik ind gennem et granathul i muren og fandt noget, som engang havde været et biologilokale. På væggen hang der mugne plancher, der viste det menneskelige forplantningssystem. Drengene så på tegningen af en kvinde, som på den ene halvdel af kroppen var gengivet med hud, bryster og kønsbehåring og på den anden halvdel var blotlagt, så hendes organer var synlige. Begge drenge så med en blanding af nysgerrighed og væmmelse på billedet. Så gik de videre ud på gangene på skolen. Flere steder manglede loftet og regnvand havde ødelagt gulve og vægge. Så kom de ind i et stort rum. I gulvet var der et gigantisk firkantet flisebeklædt hul. Den ældste vidste godt, hvad det var. 

“Det er den gamle svømmehal. Før krigen var det fyldt med vand, så man kunne lære at svømme”. Den yngste var behørigt imponeret. De gik rundt om bassinet. I en en ende var der lidt over en meter ned til fliserne på bunden. I den anden ende var der fire eller fem meter ned. Bassinet skrånede stejlt ned fra den lave ende til den dybe. Grønne alger dækkede de skrånende fliser. I bunden af den dybe ende stod der et par centimeter vand, som var bruntligt grønt. På kanterne i begge sider var der metalstiger, som nåede et par meter ned ad væggen. Den ældste fik pludselig en indskydelse. Han hoppede ned i den lave ende og gik forsigtigt hen til den skrånende kant. Den yngste hoppede med. De stod på kanten og så ned mod det brungrønne vand. Så skubbede den ældste den anden i ryggen, så han kurede ned af skråningen. Han skreg af overraskelse. Med et lille plask endte han i vandet. 

“Du er en idiot” skreg han af den store. Den ældste lo. Så satte han sig og kurede ned af skråningen og landede i vandet med fødderne først.

“Du er lidt en pivskid” sagde han. Den yngste mandede sig op. De vadede gennem vandet. Det lugtede lidt muggent. Den yngste ville op igen. Han forsøgte at klatre op af skråningen, men algerne gjorde den glat, så han kunne ikke få fodfæste. Han vendte sig om og så på den ældste. “Hvordan kommer vi op igen”. Han kunne se, at den ældste så tvivlende ud. Det var gået op for ham, at det måske ikke var så god en ide, at de begge var gledet herned i dybet. Han skubbede den lille til side og prøvede selv at klatre op af skråningen. Det var umuligt. Deres situation begyndte at gå op for dem begge. De begyndte at råbe på hjælp, men indså snart, at skolen var øde og ingen ville høre dem. Panikken greb dem og de skreg og forsøgte at tage tilløb for at komme op af skråningen. Den ældste nåede halvvejs op, før hans fod gled og han knaldede hagen i fliserne. Han gled ned og satte sig sammenkrummet og hulkede af angst og smerte. Den yngste tog sig sammen. 

“Hvad hvis du løfter mig op, så jeg kan nå stigen derhenne.” Den ældste løftede sit forslåede ansigt. Måske kunne det lade sig gøre. De gik hen under stigen. Dens nederste trin han to en halv meter over deres hoveder. “Lad os prøve”, sagde han. Han gav den yngste en hestesko og hjalp ham op. De svajede, mens den yngste forsøgte at komme op på skuldrene af den anden. Den yngste strakte sig så lang han var op mod stigen. Hans fingre kunne næsten nå det nederste trin. “Jeg kan ikke nå” stønnede han. Den ældste forsøgte at stå på tæer. Det lykkedes ikke og bevægelsen fik dem til at miste balancen, så de faldt sammen oven i hinanden i det beskidte vand.

“Det nytter ikke” græd den ældste. Den yngste rejste sig. Så tog han trøjen af. 

“Lad os prøve igen”. Han lagde trøjen om halsen og fik sig igen stablet oven på den ældste skuldre. Så tog han forsigtigt trøjen af og svang det ene ærme om det nederste trin. Han samlede ærmerne og tog fat om dem begge. Så hævede han sig langsomt op mod trinnet. Han fik møjsommeligt svunget sit ene ben op og fik fat med hælen på trinnet. Så slap han ærmerne med den ene hånd. Trøjen smuttede rundt om trinnet, og han var ved at miste balancen. Så fik han i sidste øjeblik fat med sin hånd. Han hævede sig op og klatrede op af stigen. På kanten af bassinet satte han sig og pustede et øjeblik. Nedenunder stod den ældste med tårer i øjnene. “Sænk trøjen ned til mig, så jeg kan komme op”. Den yngste huskede skubbet i ryggen og fik den indskydelse at straffe den ældste. Bare et øjeblik. Han rejste sig. 

“Måske skulle du ikke have skubbet mig.” Så gik han væk fra kanten. Den ældste skreg hans navn. Den yngste kunne høre panikken i den andens stemme. Det havde han godt af. Så kom han på bedre tanker og gik hen til kanten igen. Han klatrede ned ad stigen og sænkede trøjen ned til den anden. Han greb godt fat i stigen og bandt trøjen fast omkring det nederste trin. Den anden begyndte at hæve sig op. Han var tungere end den yngste og halvvejs oppe ved trinet gav trøjen efter og med en høj lyd blev den revet i stykker. Den ældste faldt og landede med en høj knasende lyd på sin ene arm. Smerten skar igennem ham og han skreg. Han vendte sig og kunne se, at hans underarm sad i en underlig vinkel. Den yngste så på ham fra stigen med et blegt angstfyldt ansigt. Den ældste ville ikke kunne klatre op på egen hånd med en brækket arm. 

“Jeg løber efter hjælp”, sagde han. En ældste stønnede. “Skynd dig. Fuck det gør ondt”. Så løb den yngste afsted langs bassinkanten. Henne ved døren så han ikke vandet på gulvet, så da hans fod gled, nåede han ikke at tænke en tanke, før hans tinding ramte et skarpt betonstykke, som et hul i muren havde efterladt. Den ældste kunne høre et svup og en fedtet knasende lyd samtidig med at de løbende skridt stoppede brat. Han kaldte forpint på den yngste, som nu lå med åbne intetseende øjne mens blodet løb ud over betonstykket og ned på de beskidte fliser. Der kom ikke noget svar. Panikken fyldte ham.  Han skreg. Og skreg. Ingen hørte ham. Flygtningelejren blev evakueret to dage efter. Ingen tænkte på at undersøge den udbombede skole på den anden side af floden.