Jeg kan ikke rigtigt tåle tequila. Spørgsmålet er, om der egentlig findes nogen, som kan tåle tequila. I min fjerne ungdom holdt jeg mig ikke tilbage, når det gjaldt de våde varer. Den danske drukkultur blandt unge dyrkede jeg til fulde. Det startede allerede i 8.klasse, da jeg for første gang skulle til halbal i Spentrup. Før halballet skulle vi til forfest hos Henrik Sommer. Jeg var et par måneder senere til festlighederne end mange af mine kammerater, da min ængstelige mor anså halballer for at være livsfarlige for unge mennesker. Min far lod til at tage et noget andet standpunkt. Måske havde han haft et flashback til sin egen ungdom? Så da aftenen oprandt kom han med fire øl og en pakke kondomer og ønskede mig god fest. Jeg tog imod sagerne og tog afsted til fest. Kondomerne viste sig at være overflødige. Der gik flere år, før de blev relevante. Det skyldtes nu ikke mangel på vilje eller lyst, men nok mere en udpræget talentløshed udi forførelsens unikke kunst. Eller også var jeg bare lidt genert. Øllerne til gengæld blev skyllet ned, og i min unge 15 årige krop var fire øl alt rigeligt til at forårsage en klædelig brandert. Mand dog. Den første rus. Jeg er velsignet med en nærmest fotografisk hukommelse, når det kommer til skelsættende begivenheder i mit liv, så selvom jeg var beruset, så kan jeg huske min oplevelse i detaljer. 

Selve halballet var på mange måder en overskuelig oplevelse. Der var diskotek og nogle idioter fra Spentrup, som spillede smarte, men ikke noget voldsomt eller sindsoprivende. 

I gymnasiet begyndte jeg at overveje mine drikkevaner. Ikke forstået på den måde, at jeg overvejede at holde op med at drikke, men mere hvordan jeg kunne maksimere min rus med færrest omkostninger. Tiden hvor fire øl kunne forårsage en brandert var forbi. Til en af de sidste fester i folkeskolen var der nogle spøgefugle, som havde givet 4 alkoholfri øl uden etiketter til et par 8.klasses piger. De blev megastive indtil nogen fortalte dem, at de ikke indeholdt alkohol. Jeg havde til gengæld opdaget rødvin. En flaske rødvin kostede en halvtredser og til en forfest, var det nok til at få mig i omdrejninger. Så kunne jeg supplere med en par øl i byen senere på aftenen. Jeg syntes selv, at det så mega sofistikeret ud at komme til en forfest med en flaske rødvin under armen. Sådan lidt boheme-agtigt. Det var stadig ikke rigtigt noget, som imponerede pigerne, men jeg befandt mig fint i bohemerollen – så boheme, som man nu kunne være i Randers i 90erne. 

Lige efter gymnasiet var vi en del fra min klasse, som stadig blev hængende i Randers. Nu havde vi arbejde og derfor flere penge mellem hænderne. Så vi begyndte at køre lidt stærkere drikke til festerne. Til en fest blev jeg introduceret til tequila. Jeg havde selvfølgelig hørt om det, men aldrig smagt det. Det gode ved tequila er, at det ofte bliver præsenteret med muligheden for at bide i citronskiven fra en sød piges mund. Altså at hun holder skiven i munden og man så simulerer et kys, mens man bider i citronen. Det var også sådan jeg blev introduceret til tequila. Det var det elendige sprøjt med mexicanerhatten på, så det smagte forfærdeligt. Men med rigelige citronskiver og bløde kvinderlæber, så blev der hurtigt bygget en brav brandert op. Vi tog i byen i højt humør og så skete der noget sælsomt. Jeg kan huske, at vi syngende som svirebrødre og søstre travede ned i byen i Randers. Det næste jeg husker er, at stå i vindfanget på vores yndlingsdiskotek og snakke med en udsmider, som jeg kendte. Klokken var 2 om natten og jeg havde mistet halvanden time. Jeg var tydeligvis langt inde i samtalen, men havde ingen erindring om, hvordan den var startet. Jeg blev enig med ham om, at jeg heller måtte se at komme hjem og så smuttede jeg. Næste morgen havde jeg massive tømmermænd da jeg blev vækket af min mobiltelefon, som ringede. Det var en af mine venner, som lige skulle tjekke, at jeg var ok, da jeg jo på mystisk vis var forsvundet fra dem på diskoteket. Det regnede ikke med, at jeg havde scoret, da det jo ikke var min spidskompetence, så han ville lige være sikker på, at jeg ikke var død. Jeg forsikrede ham om at min tilstand trods sin dødlignende fornemmelse, nok gik til levesiden. 

Nogle uger senere var jeg igen til fest med de samme venner. I løbet af aftenen kunne en god veninde berette, at jeg til sidste fest havde sagt noget til hende, som hun var beæret over, men som hun aldrig ville kunne gentage. Jeg prøvede at udfritte hende, men hun holdt stædig fast i  sin tavshed. Jeg kunne nærmest ikke være i mig selv af både nysgerrighed og ængstelse. Hun forsikrede mig om, at jeg ikke havde blameret mig, men blot at hun foretrak at holde det for sig selv. Jeg forsøgte at tvinge min hjerne til at finde erindringen frem fra mit blackout, men til ingen nytte. 

Oplevelsen burde have skræmt mig fra at drikke tequila igen. Jeg holdt stand i 3 år, før jeg igen vovede mig ud i den mexicanske specialitet. Denne gang var det under anderledes farlige og idiotiske omstændigheder. Jeg var på roadtrip i USA med min ven Mikkel, og på turen nåede vi til San Diego, som ligger lige ved den mexicanske grænse. San Diego var en forrygende dejlig by. Ikke for stor og med en nærmest europæisk stemning over sig. Det hostel vi boede på var fyldt med spændende mennesker fra hele verden, og vi blev der længere, end vi havde planlagt, fordi det var så fedt. Hostellet arrangerede et par gange om ugen en tur over grænsen til byen Tijuana. Vi blev enige om, at et smut over grænsen til Mexico ville være en fed oplevelse. Vi blev stuvet ind i hostellets minibus og kørt til grænseovergangen. Hvis man har set film, som foregår i USA og Mexico, så laver filmskaberne tit et trick med lyset. I USA er lyset mere blåligt og i Mexico er det mere gulligt. Jeg sværger på, at det var sådan, jeg oplevede turen over grænsen. Fra det velordnede og lidt strikse USA til det afslappede og ret lurvede Mexico. Turen blev sponsoreret af et par barer og restauranter i Tijuana, så vi gjorde stop på disse steder og fik frokost og en drink. Og to drinks. Og tre drinks. Alle drinks var tequilavarianten Mescal, som er en velsmagende lidt sødlig alkohol – nogle gange med en lille orm i flasken. Det blev hældt direkte i halsen på os. Mens vi byggede en brandert op, spillede et mariachi-band og stemningen var meget mexicansk. Vi var nogle stykker, som efter frokosten, optændt af mescalbrandert og feststemning og generel liderlighed tog imod et tilbud om at komme på en mexicansk stripklub. Tequilaens uheldige virkning ramte mig, og jeg har derfor kun pletvise erindringer om oplevelserne på stripklubben. Jeg kom til mig selv syngende i minibussen på vej tilbage til San Diego med et par g-strengstrusser i lommen og en fedtet fornemmelse af babyolie på min overkrop under skjorten. Min ven Mikkel og vores nyfundne svirebrødre kunne ikke forklare, hvordan trusserne og babyolien var kommet ind i billedet. De fortalte, at en smuk mexicansk stripper havde udset sig mig, og tilbudt mig en private dance. Så var jeg smuttet med ind bag et forhæng, hvor en stor udsmider havde gjort det klart for dem, at de ikke var velkomne.. 15 minutter senere var jeg kommet tilbage i baren og fortsat festen med de andre. Det mærkelige var bare, at jeg havde alle mine penge i behold. Så hvordan trusserne var kommet i min besiddelse, og babyolien smurt på mig, var et mysterium. 

Turen over grænsen foregik uden problemer. Jeg smilede til grænsepolitiet og de så på mig med et udtryksløst blik. De var vist vant til fulde unge amerikanere, som lige skulle en tur til Tijuana. Tilbage på vores hostel gik jeg op på værelset og pakkede min rygsæk ud. I rygsækken fandt jeg en pakke, som jeg ikke havde en erindring om at have købt. Den var pakket ind i brunt papir og lugtede svagt af parfume. Jeg tog den med ned i opholdsstuen og spurgte de andre, om de havde lagt en pakke i min rygsæk. De anede ikke noget om pakken og en foreslog, at jeg skulle se, hvad der var i den. Så skete der noget mærkeligt. Den medarbejder, som havde været chauffør kom hen til mig og sagde: “Dude…du har ikke lyst til at åbne pakken og se, hvad der er i den. Du skal bare være glad for, at du kom over grænsen uden at blive tjekket.” Så tog han pakken og lagde den ud i receptionen. Der var stille i lokalet. De andre stirrede på mig. Jeg var super forvirret – og stadig lidt bagstiv efter eftermiddagens tequilaeventyr. Hvad fanden mente han? Mikkel rejste sig og hentede en øl i køleskabet. Han satte en streg ud for vores værelsesnummer og rakte mig øllen. Så tog han en til sig selv. “Kan du ikke regne det ud? Du har uden at vide det smuglet stoffer over grænsen!” Så indså min alkoholbombede hjerne, hvor stor en idiot, jeg havde været. Jeg kunne ikke huske andet end glimt fra stripperens private dance, men under showet må hun have lagt pakken i min taske. Jeg tog en slurk af øllen. Så nikkede Mikkel ad mig ud mod receptionen. Chaufførgutten stod og snakkede med en gangsteragtig mexicaner, som stod sammen med en smuk ung kvinde, som i mistænkelig grad lignede stripperen – måske var det hendes søster. Chaufførgutten gestikulerede og rakte pakken til gangsterfyren. Så forlod mexicanerparret hostellet. Chaufførgutten kom ind til os igen. “Guys – hvis jeg var jer, så ville jeg køre nordpå i aften. Man ved ikke om DEA har øjne på de to, der lige var her. Hvis nogen kommer og spørger, og I stadig er her, så kan jeg ikke hjælpe jer.” Vi kiggede på hinanden og gik så direkte op på værelset og pakkede vores sager. 10 minutter senere sad vi i bilen på vej mod Los Angeles. Jeg tror ikke, at jeg ville have klaret en alkoholtest på det tidspunkt, men adrenalinen og angsten gjorde min hjerne klar. Vi sagde ikke meget til hinanden på turen. Turen tog et par timer. Undervejs havde jeg rigelig tid til at reflektere over mit liv. Jeg svor en hellig ed på, at jeg aldrig ville røre tequila igen. Vi nåede frem til Anaheim, hvor jeg har familie. De var lidt overraskede over at se os så sent på aftenen, men redte straks op i deres gæsteværelse. 

Næste morgen stod verden lidt klarere for mig. Jeg talte med min amerikanske kusine og lagde kortene på bordet. Hun mente, at hvis vi ikke var blevet opsøgt af politiet i San Diego, var sandsynligheden for, at det ville ske meget lille. Derudover syntes hun, at jeg var en idiot. 

En uge senere rejste vi hjem. Vi blev sat af i LAX lufthavnen og da vi skulle gennem sikkerhedskontrollen, blev jeg trukket til side og fik tjekket min kuffert. Mit hjerte sad oppe i halsen på mig. Det var heldigvis før 11.september, så det var et uengageret rutinetjek fra en søvnig lufhavnsbetjent, som klart hellere ville tale med sin unge flotte kvindelige kollega end ofre mig meget opmærksomhed. Alligevel var jeg hele flyveturen hjem, angst for at flyet pludselig skulle vende om. Det var først da vi trådte ud i ankomsthallen i Kastrup Lufthavn, at jeg for alvor åndede lettet op. 

Jeg holdt mig løfte til mig selv om aldrig at drikke tequila mere…i præcis 1 år. Da jeg startede på universitetet var bodytequila en ting, og jeg var til falds for den slags utugtige omgang med spirtuosa af mexicansk oprindelse. Serveret på en veldrejet kvindemave eller kvindebryst var for meget for selv mine principper. Jeg kan dog med fasthed i stemmen erklære, at jeg aldrig drikker tequila i Mexico igen. Dertil har jeg min frihed og mit liv for kært. De senere år er jeg nærmest blevet funktionel afholdsmand. Mest fordi jeg i min fremskredne alder får tømmermænd, som varer tre dage. Hvem orker alligevel det. Så det bliver mest til rosé på terrassen om sommeren og et glas vin til maden i weekenden. Mine vilde tequiladage er lagt bag mig.

Disclaimer: Fortællingen du netop har læst er ren fiktion. Naturligvis har jeg ikke uforvarende smuglet narko fra Mexico til USA…Jeg har været i San Diego og Tijuana, og oplevelserne med Mescal er baseret på mine oplevelser der, men det dramatiske højdepunkt er altså fri fantasi.