Marathon – af Christian Wilde

Det var varmt og beklumret i det lille konferencelokale i familieretshuset. Lars svedte. De fede må svede lød det på repeat inde i hans hjerne. Han kunne mærke, hvordan en plamage bredte sig på ryggen, hvordan t-shirten klæbede til hans hud. Han var også pinlig bevidst om, at hans svedlugt hang i rummet. Angstens sved blandede sig i mantraet, det gav genlyd for hans indre øre. 

“Hvad siger du til det Mona lige har fortalt?” sagde sagsbehandleren. Lars så lidt forvirret på hende. Hun var en mager kvinde i 40’erne, med de smalleste læber, han nogensinde havde set. Rynker efter cigaretrygning og for meget sol bredte sig som en runken hønserøv omkring hendes mund. Lars kunne mærke, at sagsbehandleren ikke var på hans side. 

“Hvad?” stammede han mens han så fortabt på kvindemennesket.

“Tag dig nu sammen,” hvislede Mona og stirrede på ham. Hun så på sit armbåndsur. Lars så ned i bordet og forsøgte at huske, hvad Mona lige havde sagt. Mødet handlede om deres fælles datter Liv, som Mona mente var bedst tjent med at bo hele tiden hos hende. Faktisk havde hun givet ret klart udtryk for gennem hele skilsmissen, at hun ikke regnede Lars som en egnet forælder. Det til trods for at Liv klart foretrak ham, og de havde et nært og varmt forhold. Liv var 9 år gammel og kunne godt give udtryk for sine meninger.

“Skal Liv ikke høres i den her sag?” spurgte han. Han havde haft et møde med en familieadvokat, som hans barndomsven Frank kendte. Lars havde ikke haft råd til at få ham med som bisidder til mødet, men han havde givet ham nogle råd. 

“Naturligvis” sagde sagsbehandleren spidst, “men vi skal stadig have afklaret nogle ting omkring Livs dagligdag, som du bliver nødt til at tydeliggøre for mig.

Lars forsøgte stadig at huske, hvad Mona lige havde sagt. Nok noget om, hvor ustruktureret han var som menneske. Det havde hun sådan set ret i. Men det gjorde ham vel ikke til en dårlig far?

“Hvordan er din bopæl?” ville sagsbehandleren vide. Han tænkte på den lille toværelses i nordbyen, som han lige havde fået. Der lå en madras på gulvet og et havebord, men han havde da lovning på en seng til Liv fra Franks familie. Boet mellem ham og Mona var ikke gjort op endnu, og hendes møgøre af en far og hendes overbeskyttende brødre havde gjort det klart for ham, at han ikke skulle vise sig i deres fælles hus, før boet var delt. Han vidste bedre end at udfordre et murermester og hans tre hærdebrede sønner, så han havde stukket halen mellem benene og fundet lejligheden med Franks hjælp. Lars vidste godt, at hans ekssvigerfar altid havde foragtet ham. Allerede da han og Mona blev kærester, havde hendes far gjort det klart at sådan en dejagtig akademikersnude fandme ikke var værdig til at danne par med hans datter. Men Lars havde kæmpet for at vise sit værd. Han havde taget aftenskolekurser i snedkeri for at kunne lave ting derhjemme, men ligemeget havde det hjulpet. Så havde han haft sin depression, hvilket kun havde forøget svigerfarens foragt. Medicinen havde fået Lars til at tage voldsomt på, så han nu vejede 120 kilogram. Hver gang de havde været til familiekomsammen, havde han følt sin svigerfamilies øjne på sin krop og fornemmet deres væmmelse.

Depressionen havde også været sømmet i ligkisten i hans og Monas forhold. Hun var også begyndt at foragte ham. Nu sad han her og kæmpede for samvær med Liv – det eneste der gav ham lys i sit liv. De to kvinder så på ham. Det værste var, at sagsbehandleren næsten så ud til at foragte ham mere end Mona gjorde.

“Jeg har en bolig og jeg er ikke længere sygemeldt på gymnasiet, så jeg har en stabil indkomst,” sagde han så. Sagsbehandleren gjorde et notat og bekendtgjorde så, at hun ville komme forbi og inspicere hans lejlighed, før hun kunne træffe en afgørelse. “For Livs skyld”, sluttede hun.

Efter mødet stod Lars på parkeringspladsen og mærkede sommerbrisen på sit ansigt. Han havde et kort med en dato i hånden, som han stirrede forvirret på. Kontrolbesøg med henblik på afklaring af forældrekompetence. Han så tilbage mod bygningen, hvor han kunne se Mona og sagsbehandleren stå inde bag glasdøren og tage afsked med hinanden. Sagsbehandleren rakte frem og gav Monas skulder et klem mens hun lagde ansigtet i medfølende folder. Lars fik kvalme og var tæt på at kaste op på parkeringspladsen. Han gik hen til bilen, den lille raslende Citroen C1, som svigerfar og brødrene allernådigst havde ladet ham køre væk fra huset i, satte sig ind og kørte afsted. Sveden løb stadig ned ad ryggen på ham og samlede sig mellem balderne. 

Senere sad han i Franks køkken og græd. 

Han havde samvær med Liv dagen efter. Seks timer. Han vågnede på madrassen og kunne mærke, at han glædede sig til at se sin datter. Aftalen var, at hun selv gik hjem til ham efter skole, og at han så afleverede hende hos Mona om aftenen. Lars havde købt Livs yndlingskage, og sad og ventede i det lille køkken i lejligheden. Han kunne høre døren i opgangen smække og rejste sig for at være klar til at lukke op. Liv havde ikke fået en nøgle til lejligheden endnu, da viceværten havde mistet ekstranøglen. Men Liv dukkede ikke op. Lars åbnede døren, og så ned. “Liv?” kaldte han. Noget mørkt bevægede sig imod ham fra reposen ovenfor. Han registrerede det for sent. En mørk skikkelse kastede sig over ham og væltede ham omkuld i entreen. Så blev en klud presset ned over hans ansigt, og han mærkede bevidstheden forsvinde i et foruroligende tempo. 

Da han kom til sig selv, lå han på gulvet. Verden svømmede for hans øjne, og han kunne se et par udflydende tunge støvler stå foran hans ansigt. Lars forsøgte at komme op at sidde, men det var umuligt. Hans hænder var bundet på ryggen. Hans fødder var også surret fast med et eller andet. Han stønnede. Støvlerne vendte sig, og en mørk stemme brummede.

“Nå, det tog længere end jeg havde regnet med.”

Lars forsøgte at vende sig, så han kunne se i den retning, stemmen kom fra. Mandens ansigt flød ud, men han havde også en mørk hoodie på, som gjorde at ansigtet lå i skygge. 

“Hvornår kommer din datter?” forlangte stemmen.

Lars kunne mærke panikken presse sig på gennem den kvalmende, svømmende tilstand, han lå i.

Fjernt kunne han høre døren i opgangen smække. Det må ikke være hende. Han havde aldrig været religiøs, men lige nu bad han til Gud om, at Liv var gået med en veninde hjem. Guds svar var grusomt. 

Han kunne høre at døren til lejligheden blev åbnet. Støvlerne forsvandt ud af Lars’s synsfelt. Han forsøgte at råbe noget, der kunne advare Liv, men hans stemme var tør af at have indånden støvet fra det gamle gulvtæppe, så han kunne kun formå en svag kvækken. Uden for hans synsfelt hørte han Liv komme med et forskrækket udråb. Så en kort sprællende lyd. Derefter kom støvlerne tilbage, og lagde den bevidstløse pige på gulvet ved siden af hende.

“Se godt på hende. Om du får muligheden igen, er helt op til din viljestyrke”, sagde den mørke stemme. Så bandt han en knebel i munden på Lars og trak en sæk over hovedet på ham. Kort efter kunne Lars høre døren gå, og der blev stille i lejligheden. Han sprællede lidt, og forsøgte at løsne sine bånd, men det var nyttesløst. Han lå der længe, før han hørte døren i entreen åbne sig igen.

 Sækken blev trukket af, og han blev ublidt trukket op at sidde. Lars missede med øjnene, men var ikke længere omtumlet af bedøvelsen. Den havde fortaget sig for længe siden. Nu så han på det menneske, som havde overfaldet ham, og som havde bortført hans datter. 

“Hvor er min datter?” spurgte han med en stemme, der dirrede af panik. 

Manden tog en mobiltelefon frem, og viste Lars skærmen. Det var et videofeed af et industrielt udseende rum, hvor Liv sad bundet til en stol på et tomt betongulv.

“Se over hende,” sagde manden. Lars så på ham. Manden havde en maske på. Den var uhyggelig menneskelignende, men tydeligvis en latexmaske. Han havde hoodiens hætte trukket op over hovedet. Ude i offentligheden ville de fleste ikke se nærmere på ham. Lars forsøgte at samle sig.

Han så på skærmen. Over hende hang der en container i en form for kran. 

“Hvad vil du med os?” stammede han.

“Jeg vil lave et eksperiment.” Masken gjorde en grimasse. Det gik op for Lars, at manden inde bag smilede. Det forplantede til til en parodi på et smil. En grusom parodi. 

“Hvad for et eksperiment?” sagde Lars. 

“Containeren vil falde ned og knuse hende om 5 timer. Telefonen her vil vise dig vej. Men du skal skynde dig. Jeg følger med i alt hvad du laver. Hvis du henvender dig til nogen, falder containeren. Hvis du får et lift med en bil, falder containeren. Hvis politiet bliver involveret, falder containeren. Det er op til dig, at redde din datter.”

Lars stirrede på ham. Manden trykkede på telefonens skærm, og et kort blev vist. Der stod en distance på displayet. 42 kilometer.

“Jeg vil se, om en fedladen mand som dig, kan klare et maratonløb, hvis han er motiveret nok. Er du motiveret nok?” Han swipede tilbage på videoen af Liv. “Er du?”

Manden rejse sig. Han lagde en kniv på gulvet og placerede telefonen ved siden af. Så tog han en papkasse fra sofabordet, og lagde den ved siden af.

“Jeg gik ikke ud fra at en tyksak som dig, har løbesko. De kommer nok til at trykke lidt, men det er nok bedre end de slidte crocs, der står i entreen?”

Så rejste han sig op.

“Tik tak”, sagde han og forlod lejligheden. 

Lars så på telefonen og kniven. Så begyndte han febrilsk at møve sig hen over gulvet, så han kunne få skåret båndene om sine håndled op. Igen truede panikken med at overvælde ham. Flere gange tabte han kniven. Pludselig sagde en stemme fra telefonen.

“TIK TAK”. Lars gav et sæt, men det gav ham også et fokus. Han trak vejret dybt, og filede løs i båndene. Så var han igennem, og han kunne skære båndene om anklerne over. “TIK TAK”, sagde højtaleren på telefonen igen. Lars gned sine ankler og fik blodet tilbage i fødderne. Det prikkede og stak mens han tog løbeskoene på. Det her sker bare ikke, blev hans hjerne ved med at repetere igen og igen, men telefonen lå på gulvet ved siden af ham, og han kunne se Liv sidde bundet under den massive container. Så rejste han sig og swipede over på kortet på telefonen. 42 kilometer. Han havde engang for mange år siden forsøgt at træne sig op til at løbe 5 kilometer. Han erindrede, hvor meget han afskyede den slags udfoldelser, men skyndte sig alligevel ud af lejligheden og ned på gaden. Han var forsigtig på vej ned ad trappen. Det sidste, der måtte ske var at han vred om på foden, inden han overhovedet var kommet igang. Han stødte ind i sin underbo, da han brasede ud af fordøren til opgangen. Lissi Mose var en snakkesalig og ekstremt nysgerrig ældre kvinde, som var meget optaget af Lars og hans situation. Hun begyndte at sige noget, men han undskyldte og løb forbi hende. Mens han bevægede sig ned mod hovedvejen, kunne han mærke hendes anklagende blik i ryggen. 

Han lagde alt for hårdt ud. Tanken om Liv i den øde fabrikshal, Liv i livsfare drev ham frem, men hans krop strittede imod. En sønderlemmende smerte drev en syl igennem siden på ham, og han måtte stoppe og gå, mens sidestikket aftog. Hvis det fortsætter, så klarer jeg det ikke, lød det i hans tanker. Han prøvede at lunte afsted, mens han fulgte ruten på telefonen. Der gik ikke længe, før hans vejrtrækning blev mere og mere anstrengt. Sveden haglede af ham, og han kunne mærke en underlig smag af metal i munden. Igen måtte han stoppe op og gå. Telefonen var hurtig til at brøle “TIK TAK”, af ham, og han kæmpede sig videre. Han formåede at sætte et kluntet lunte-løbe tempo, hvor vejrtrækningen og rytmen i benene nogenlunde stemte overens. Den metalliske smag i munden fortog sig. Hans store krop blævrede med hvert skridt, men han ignorerede følelsen og tænkte i stedet på Liv. Hans Liv, som han ville give sit liv for at redde. Måske dør du i forsøget, dit tykke dyr. Han ignorerede tanken og kæmpede sig videre. Telefonen guidede ham gennem parken ned mod godsbanen. Der var flere joggere, som nedladende kastede stjålne blikke på ham. Lars ignorerede dem og fortsatte. Han havde fundet en rytme, som trods alt bragte ham fremad. Sveden løb af ham, og han begyndte at få det i øjnene. Det sved. Han forsøgte at blinke det væk, men det virkede ikke. Han gned sig i øjnene med den frie hånd, hvilket kun gjorde det værre. Lars stoppede op et øjeblik, stønnende, og trak trøjen op for at tørre sine øjne. “TIK TAK dit tykke dyr”, sagde telefonen. Lars satte i løb igen, men måtte straks stoppe, da et massivt sidesting igen gennemborede hans krop. Han stønnede, og bukkede sig sammen i smerte. Han humpede nogle skridt, og stoppede så helt op. Vejrtrækningen var gispende og en astmatisk hvæsen havde sneget sig ind. Lars stod og forsøgte med sin vilje, at tvinge sidestinget væk, så han kunne komme videre. Liv afhang af ham. En hånd lagde sig tungt på hans skulder. Lars fór sammen og rettede sig op. 

“Har du brug for hjælp?” sagde en venlig stemme. Lars så på personen med øjne der smertede af den sved, der ubønhørligt løb ned ad hans pande. Personen stod i modlys, så Lars kunne kun se en udflydende silhuet.

“Øh,” var det eneste, han kunne fremstønne. 

“Ja du ser lidt presset ud,” sagde personen. Lars forsøgte at rette sig op. Han tørrede sveden ud af sine øjne med sit ærme. Personen kom i fokus. Det var en kvinde på hans egen alder. 

“Du, øhh, “ begyndte han. Så kunne han mærke, at telefonen vibrerede i hans hånd. Tiktak, syntes den at sige med sine vibrationer. 

“Nej tak, jeg er okay,” sagde han kort og vendte sig så væk fra kvinden og begyndte at lunte afsted. Sidestinget var aftagende, og han kom op i fart igen. Han så på telefonens gps-kort og kæmpede sig videre. Lyden af løbende skridt bag sig fangede hans opmærksomhed. Det var kvinden fra før. Hun kom op på siden af ham.

“Er du sikker på, at du ikke har brug for hjælp?” spurgte hun, mens hun ubesværet løb ved siden af ham. Lars bemærkede først nu hendes løbetøj. Hun smilede og virkede oprigtigt interesseret i at hjælpe ham, men han turde ikke sige noget. Ikke andet en et forkølet, gispende 

“Nej tak”. Hans vejrtrækning var igen besværet, men han stred sig videre. Kvinden løb lidt ved siden af ham.

“Jeg er imponeret over din vedholdenhed,” sagde hun, “hvis jeg løber foran dig et par kilometer, så kan du måske forbedre din tid!”

Lars kunne ikke længere svare, men prustede sig videre hen ad vejen. Kvinden løb op foran ham og satte tempoet ned til hans. Underligt nok virkede det faktisk motiverende for ham. Med hende som en kanin han kunne følge, formåede han at tilbagelægge de næste par kilometer uden at måtte stoppe. De nåede frem til et stort vejkryds. Hun satte tempoet ned, og løb lidt på stedet, mens de ventede på at der blev grønt. 

“Nå men skal jeg følge med lidt længere?” spurgte hun ubesværet. Lars rystede på hovedet, selvom han havde lyst til at sige ja. Så skiftede lyset, og hun vinkede til ham, og susede afsted. Han skyndte sig videre. Tiden løb. Lars løb. Han kom ud i forstæderne. Der var en hund, der gøede bag en hæk, da han løb forbi. Da han nåede enden af hækken, stod lågen åben. En kæmpestor Schæferhund kom galpende ud af lågen, og satte efter ham. Angsten fik adrenalinen til at sprøjte ud i hans system, og han sprintede afsted. Hundens tunge våde ånde kunne hele tiden mærkes ved hans ankler. Den bider mig…tænkte han febrilsk, men for enden af vejen lod det til, at hunden havde fået nok. Den sendte ham afsted med et par bjæf, og luntede så hjem igen. Lars satte farten ned. Det svimlede for hans øjne og det var som om, han så verden gennem en tunnel, der langsomt lukkede sig om ham. 

Lars kom til sig selv i græsset ud for en ret misligeholdt have. Han åbnede øjnene, og var et øjeblik helt desorienteret over, hvor han var. Han satte sig med besvær op. Inden i det lille hus, som den overgroede have hørte til, fik han øjenkontakt med en grim, umådelig fed kone, som stirrede på ham med små plirrende øjne. Han irettesatte sig selv for at tænke, at hun var grim, men hans hjerne blev ved med at skrige. Fuck hun er grim! Han kom på benene, og stod vaklende et øjeblik.

“TIK TAK”, brølede telefonen. Han så på den. Et øjeblik uden at forstå, hvad det var. Så vendte alt tilbage. Lars stavrede afsted. Han kunne mærke den tykke kones øjne i ryggen, mens han kæmpede sig frem mens det svimlede for ham.

Han befandt sig på en vej, som førte ud til et stort industriområde syd for byen. Han havde aldrig forholdt sig til, hvor stort en område, det egentlig var. Nu strakte betonbygninger og fabrikker sig så langt han kunne se. Ikke så få af dem var temmelig misligeholdte. Som om tiden havde efterladt dem. Han så på telefonen. Der var dukket en nedtælling op på kortet. Han havde under en time tilbage. Til gengæld var afstanden til Livs placering forsvundet. Fuck tænkte han og satte igen farten op. For sit indre blik så han, hvordan han netop ankom i det mekanismen udsløstes og den massive container faldt ned og knuste hans datter. Angsten gav ham kræfter, og han løb videre. Efter nogle kilometer, nåede han frem til den yderste del af industriområdet. De fleste bygninger var afskallede og på de øde parkeringspladser voksede mælkebøtter og høje græstuer op. Det så ud som om, området havde været forladt i årevis. Telefonen vibrerede i hånden på ham. Han så ned på den. En rød prik blinkede på kortet lidt længere fremme. 10 minutter igen, stod der på displayet.

Med ben der var tunge som bly, stavrede han hen mod den bygning, som måtte være endemålet for hans løb. En grå forfalden betonklods, med støvede ruder og en rusten port ud til vejen. Den var omkranset af et trådhegn. Lars løb hen til det, og forsøgte at klatre op, men han havde ikke kræfter eller adræthed til at kommer over. Fuck tænkte han, og løb langs hegnet. Telefonen føltes varm i hans hånd. Som om den brændte med en indre ondskabsfuld glød. Lidt længere henne fandt han et sted, hvor hegnet var rustet væk fra stolperne. Han pressede sig ind i åbningen. De rustne ender på metallet, trak blodige striber på hans mave og ryg, men han lod sig ikke mærke med det. Han løb humpende hen over parkeringspladsen, og hamrede ind i døren i porten. Den sprang op med et brag. Først kunne han ikke se noget i mørket inde i bygningen, men han masede sig derind mens han råbte:

“LIV, DET ER MIG!!!” Hans ord gav genlyd. Så hørte han et spagt svar lidt længere inde i hallen.

“Far, jeg er herovre”. Hendes stemme var bange. Lars humpede frem. Anstrengelsen havde givet ham krampe i den ene læg. Han kom omkring en bunke store kasser, som stod på det støvede cementgulv. Der sad Liv. Det var samme vinkel, som kameraet, der streamede videoen til hans telefon. Over hende hang containeren. Den duvede svagt. En isnen løb gennem hans krop. Han så på telefonen. 2 minutter tilbage af nedtællingen. På ben der skreg af smerte, tumlede han hen mod hende. Tårerne løb ned ad kinderne på ham, mens han febrilsk kæmpede med at løse de reb, der holdt hende bundet til stolen. Knuderne var stramme og gav sig ikke. Over dem knagede den mekanisme, som holdt containeren. Så greb han Liv, og trak hende og stolen hen mod udgangen. Lyden af stolebenene på det ru cementgulv fyldte fabrikshallen. Lars faldt, og Liv væltede hjælpeløst ned på gulvet. Hun slog hovedet mod gulvet, og blev stille. Fuck, fuck, nej” mumlede han og kæmpede sig op på knæ. Han tog ved igen og forsøgte at støtte hendes hoved. Uden varsel hamrede containeren ned i gulvet og sendte et støvet lufttryk i hovedet af dem. Lars skreg, og stirrede på væggen af rustent stål, som nu stod med al sin vægt 20 centimeter fra deres fødder. Så begyndte han at grine hysterisk. Liv stønnede, og åbnede øjnene. Han kyssede hende, og hun spurgte forvirret, hvad han grinede af. 

“Åh Skat, vi klarede den”, sagde han og begyndte igen at arbejde med at løse knuderne om hendes hænder og fødder. Han pludrede løs, om hvor meget han elskede hende. Pludselig kunne han mærke, at hun stivnede. Han så spørgende på hende. Hun stirrede forbi ham over mod indgangen til fabrikken. Nej tænkte han. Han rejste sig og vendte sig om. En mørk skikkelse stod og så på dem uden at ytre et ord. 

“JEG KLAREDE DET DIT RØVHUL!” skreg Lars og stillede sig mellem Liv og manden i sort. Manden nikkede langsomt. Så trak han det jernrør frem, som han havde holdt på ryggen.

“Det var en interessant eksperiment. Jeg havde virkelig ikke troet, at du kunne gennemføre.” Han gik frem mod Lars og Liv, og hævede røret. Noget i Lars slog klik. En dyrisk, nærmest urkraft væltede op i ham. Hans syn blev forvrænget, og han hørte et voldsomt brøl stige op fra sit brysts dybder. Manden svang jernrøret, men Lars kastede sig ind på ham og brugte sin store vægt til at tackle ham. De væltede om på gulvet. Lars mærkede, at han blev ramt i siden af røret, men slaget var uden kraft, og det bidrog blot til at øge hans dyriske raseri. Han vendte sig med en adræthed, som trodsede hans tykke krop, og kom overskrævs på manden. Han hamrede sine næver ned i ansigtet, som stadig lå i skygge under hoodiens hætte, og mærkede, hvordan ansigtsknogler brækkede og blodet sprøjtede. Røret faldt ud af hånden på manden, og ramlede mod cementgulvet. Lars blev revet ud af sin morderiske tilstand af lyden, og holdt inde med at slå. Manden rørte sig ikke. En pøl af blod bredte sig ud under hætten. Så rev han hætten væk, for at se, hvem hans torturbøddel var. En grødet masse af blod og hud mødte hans blik. Munden var fyldt af brækkede tænder, og manden trak vejret i underlige boblende stød. Der var intet genkendeligt ved ham. Lars kravlede af, og vendte sig mod Liv. Hun sad med store opspilede øjne, og stirrede på manden.

“Så du hans ansigt?” spurgte Lars. “Ved du hvem han er?” Hun svarede ikke. Så kravlede Lars ind og afbrød hendes blikretning, så hun så ham lige i øjnene. 

“Skat,” sagde han blidt men indtrængende, “det er overstået nu. Kom lad os komme væk”. Han trak hende forsigtigt op at stå. En lille stribe blod var ved at tørre ind på siden af hendes hoved, men hun virkede klar nok. Blot overvældet af hele situationen. Lars kastede endnu et blik på deres overfaldsmand. Hans vejrtrækning var meget langsom, og den boblende lyd var gået over i en gurglen. Jeg må ringe til politiet tænkte han. De gik, mens han overvejede, hvordan han skulle forklare sine oplevelser for myndighederne.

De nåede hjem sidst på eftermiddagen. De havde fået et lift af en tømrer, som kom forbi i sin bil og på eget initiativ var holdt ind til siden. 

“Hvad laver I herude?” havde han spurgt. Lars havde stukket ham en plade om en vandretur, og at de var faret vild. Om han kunne køre dem ind til stationen?

Nu sad de i køkkenet i lejligheden. Lars tørrede blodet af Livs ansigt, og talte blide ord til hende. Hun virkede stadigvæk meget oprevet, men han kunne trods alt få øjenkontakt, og hun svarede også på hans spørgsmål. Han vaskede blodet af sine hænder. Da han var færdig, så han, at Liv sad på stolen og sov. Udmattet af angst og traumer. Han tog hende forsigtigt, og bar hende ind i stuen, hvor han lagde hende på madrassen. Så satte han sig i havestolen og så ud af vinduet over på blokken overfor. Et par stod i deres stue og havde tydeligvis gang i et bravt skænderi. En stund sad han, og var lige ved at døse hen, da dørklokken lød. Lyden fik ham til at fare sammen. Han rejste sig og så på Liv. Hun var langt væk. Hun lå i fosterstilling og knugede Lars’s dyne i sine hænder.
Da han så igennem dørspionen sank hjertet i livet på ham. Det var sagsbehandleren, som stod på trappen. Hun ringede på igen. Med et suk, åbnede han døren.

“Nå, det tog sin tid,” sagde hun spidst, og gik ind. “Jeg er her for at inspicere din lejlighed, så jeg kan vurdere Livs… forhold. Jeg tænkte, at jeg ligeså godt kunne få det overstået. Der er jo andre sager, der skal behandles.” Lars nikkede dumt. Hans hjerne ville ikke helt komme op i omdrejninger. Kvinden gik ind i stuen og så på det sparsomme møblement. Hun stirrede på Liv, der lå på madrassen på gulvet.
“Sover I i den samme seng?” sagde hun vantro. “Pigen er jo 9 år gammel. Det er upassende!” Lars forsøgte at ytre noget, men kvinden fortsatte. “Og rengøringen? Hvordan kan du leve i denne svinesti?” Hun tog et clipboard frem og skrev nogle ting ned med hidsige bevægelser. Så vendte hun sig mod ham, og så koldt på ham.

“Jeg ser ingen anden udvej, end at anbefale at Mona får den fulde forældremyndighed. Jeg anser dig ganske enkelt ikke i stand til at varetage de basale behov for din datters ve og vel. Du får afgørelsen i din eboks i morgen. Jeg tager Liv med nu, og afleverer hende hos Mona. Du har ret til at klage. Der vil være en vejledning vedhæftet afgørelsen…i eboks!”